Vilkårlighed afgør, om børn får god omsorg i deres daginstitutioner

Derfor bør omsorg være kerneopgaven i dagtilbud, og kvaliteten af omsorg bør have langt større fokus, end det har i dag.

Det er tankevækkende, at omsorg kun er meget lidt beskrevet i Dagtilbudsloven og Den styrkede pædagogiske læreplan, hvorimod læring er et gennemgående begreb.

Det har, så vidt jeg ved, aldrig været meningen med læreplanen, at et læringsfokus skulle stille sig i vejen for, at medarbejderne møder børnene i deres følelser og oplevelser. Tværtimod. Men det er jo sådan, at det vi lyser på, er det vi ser. Og når omsorg ligger implicit i styringsredskaberne, risikerer vi, at kernen i det pædagogiske arbejde bliver underprioriteret og mister synlighed i en travl hverdag.

Hvis vi tager omsorg for givet og tror, at alle instinktivt forstår, hvad god omsorg er, risikerer vi at lade det være op til den enkelte medarbejder, frem for at gøre det til et fælles fagligt ansvar at sikre god nok omsorg for alle børn. Det kan være en af årsagerne til den kvalitetsforskel, vi ser stuerne imellem.

Minimumsnormeringer vil forhåbentlig føre til, at der kommer nok voksne i dagtilbuddene. Men der vil også være brug for et fælles fagligt sprog og fokus på omsorg i arbejdet med børnene.  

Malene Angelo
Psykolog, Børns Vilkår

Nogle voksne har en naturlig evne til at forstå børn og udvise den ro, empati og nysgerrighed, der er fundamental for, at et barn bliver tryg i relation til den voksne og til den øvrige børnegruppe og herfra kan trives og udvikle sig. Mange kan lære det, hvis de får muligheden for det. Eksempelvis gennem vejledning, videosparring og ved at observere relationskompetente medarbejdere.

Men tilstrækkelig viden om omsorg og relationskompetence er ikke noget, de pædagogstuderende kan være sikre på at få under deres uddannelse. Det er derfor heller ikke noget, man bare kan forvente, at pædagoger er dygtige til, alene fordi de er pædagogisk uddannede.

Det er på ingen måde hensigtsmæssigt, og det stiller krav til, at kommunerne kvalificerer alle medarbejdere, så de får et fælles sprog for omsorg og kan samarbejde om at gøre børnene trygge og hjælpe dem ind i fællesskaberne med de andre børn.

Det er ikke mindre relevant i en tid, hvor det er vanskeligt at rekruttere pædagoger. Børn kan ikke udsætte deres behov for omsorg til der kommer en relationskompetent pædagog forbi, selvom det ville være at foretrække. Børn kan til gengæld bruge en tilgængelig, empatisk og nærværende voksen, som kender dem godt nok til at kunne forstå deres nonverbale sprog, og som kan sætte ord på deres følelser, behov og oplevelser.

Både regeringens ambitioner om at frisætte den offentlige sektor og Trivselskommissionens arbejde må og skal føre til, at dagtilbuddene kan forbedre kvaliteten af det pædagogiske arbejde. Blandt andet ved at droppe unødige tests og dokumentationsarbejde og prioritere omsorgen og de trygge relationer højere, end der er mulighed for i dag.

Den mest centrale opgave for dagtilbuddene er, som jeg ser det, at sørge for, at alle børn får den omsorg, de har behov for, så de kan trives, lege og lære. Og kommunerne skal skabe rammerne for, at det kan lade sig gøre.

Minimumsnormeringer vil forhåbentlig føre til, at der kommer nok voksne i dagtilbuddene. Men der vil også være brug for et fælles fagligt sprog og fokus på omsorg i arbejdet med børnene.

Mens vi venter på en styrket pædagoguddannelse og flere pædagoger i dagtilbuddene kan fælles faglig refleksion, vejledning og videosparring bidrage til at kvalificere arbejdet med børnene.

Det må ikke være vilkårligt, om børn får den nødvendige omsorg. Det har de ret til.