DF: Kolde og kvantitative mål for anbringelser sikrer ikke barnets tarv

Af Karina Adsbøl (DF)
Socialordfører

Flere anbringelser og flere tvangsbortadoptioner er fortsat målet for regeringen.

Det må aldrig være et mål, at man bare skal have flere. I stedet skal målet være en forbedring af barnets tarv. 

Da det ikke er blevet undersøgt, om børn og unge, der er blevet tvangsbortadopteret, har fået et bedre børneliv, kan vi ikke sætte lighedstegn mellem en tvangsbortadoption og forbedringen af barnets tarv, sådan som regeringen forsøger at gøre det.

Allerede nu kan vi se en stigning i tvangsbortadoptioner, og hvordan sikres det, at det er i barnets tarv? At det ikke bare er et økonomisk incitament til at spare penge?

Tvangsmæssig adskillelse af børn fra deres forældre må anses for at være en af de mest indgribende afgørelser, man kan opleve i Danmark. Som barn såvel som forælder.

Mens regeringen har travlt med at opstille kolde og kvantitative mål for anbringelser og tvangsbortadoptioner, vil jeg foreslå, at vi i stedet arbejder på at få en kvalitetssikring af retssikkerheden og indsatserne på området.

Karina Adsbøl (DF)
Socialordfører

Retssikkerhed af den højest tænkelige grad
På den ene side står hensynet til retten til familieliv og respekten for det nære bånd mellem barn og forældre. 

Og på den anden side står hensynet til barnets sundhed og udvikling, som i nogle tilfælde kan lide alvorlig skade ved fortsat ophold i hjemmet.

Samtidig befinder både børn og forældre sig i en yderst sårbar og meget udsat situation, mens de gennemgår den komplicerede proces, som skal danne grundlag for en afgørelse om tvangsanbringelse eller tvangsbortadoption.

Ingen ønsker at børn skal vokse op med vold og overgreb. Men de her sager handler ikke kun om vold og overgreb. De handler også om forældre, der har et barn med autisme, handicap, angst eller andet, som ikke får den nødvendige støtte eller det rigtige tilbud. 

Eller om underretninger, der ikke har hold, som vi så i dokumentaren "Mistænkt for livet", hvor tre familier fra Fanø fik ødelagt deres liv efter ubegrundede underretninger om misbrug af deres børn, og som i den grad fortjener kompensation for det, de har været udsat for.

Derfor er det helt afgørende, at processen er omgivet af den højest tænkelige grad af retssikkerhed, og at der ydes den fornødne støtte til forældre og børn.

Herunder at man selvfølgelig undersøger netværkets ressourcer og har fokus på netværksanbringelse.

Kvalitetssikring mangler
Men vi mangler en generel kvalitetssikring af sagerne.

Vi har hørt om manglende børnesamtale, manglende handleplaner, manglende partshøring. 

Og det beskriver Justitia også i en rapport kaldet "Tvangsanbringelser – retssikkerhed i en kompliceret beslutningsproces", der beskriver, at det står sløjt til med den generelle kvalitet af sagsbehandlingen, når forvaltningen skal træffe afgørelser om forskellige foranstaltninger til børn og unge.

Også Rigsrevisionen har fundet det utilfredsstillende, at Social- og Indenrigsministeriet ikke har bevist, de initiativer, de har sat i værk i forbindelse med anbringelsessager, rent faktisk styrker sagsbehandlingen i sagerne.

Når det gælder tvangsbortadoptioner og anbringelser, må der ikke være tvivl om kvaliteten af retssikkerheden. Det er der i dag, og det kalder på handling.