Debat

Alternativet, DF og LA til S: Vi stemmer ikke for en lov, der forringer det udsatte barns tarv

Socialdemokraternes Camilla Fabricius beskylder os for at løbe fra vores ansvar for børnene. Det er en uhørt påstand, skriver Torsten Gejl (ALT), Katrine Daugaard (LA) og Mette Thiesen (DF) i en replik.

Vi vil opfordre Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Radikale til at følge trop og forlade en aftale, der svigter de børn den skulle hjælpe, skriver Torsten Fejl, Mette Thiesen og Katrine Daugaard.
Vi vil opfordre Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Radikale til at følge trop og forlade en aftale, der svigter de børn den skulle hjælpe, skriver Torsten Fejl, Mette Thiesen og Katrine Daugaard.Foto: Camilla Fabricius
Torsten Gejl
Katrine Daugaard
Mette Thiesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Alternativet løber fra sit ansvar for børnene, skriver Camilla Fabricius (S) i Altinget tirsdag.

Anledningen er, at vi tre partier forlader aftalen om Barnets Lov, der handler om tvangsanbringelser, bortadoptioner og andre tiltag i forhold til Danmarks mest udsatte børn.

Det er en uhørt påstand fra Camilla Fabricius (S), fordi Barnets Lov forværrer forholdene så meget for de mest udsatte børn, at det er en pligt at stemme nej.

Barnets Lov sætter den politiske magt over det moralske kompas. Den overtrumfer etik og moral med politisk strategi.

For socialdemokraterne er det tilsyneladende blevet et mål i sig selv, at flere børn skal fjernes fra deres familie

Torsten Gejl (ALT), Mette Thiesen (DF) og Katrine Daugaard (LA)

Den gør ifølge Danmarks uafhængige tænketank, Justitia, udsatte børn endnu mere retsløse end de er i forvejen.

Den gør det muligt at straffe forældre økonomisk, hvis deres barn på grund af fysisk handicap eller psykiske udfordringer, som eksempelvis autisme, ikke kan få deres børn til at gå i skole.

Den bortadopterer fostre i den forstand, at man kan risikere at blive tvangsbortadopteret tre måneder før, man overhovedet bliver født.

Læs også

Det er en skandale

Camilla Fabricius fremturer også med, at knap to procent af danske børn bliver udsat for voldtægt begået af ’forældre, familiemedlemmer og andre tæt på familien’, som argument for, at flere børn skal tvangsfjernes. Det tal er der blevet sået tvivl om, og VIVE mener, at det drejer sig om 0,4 procent.

Sikkert er det dog, at af de børn, der bliver anbragt, er det blot 3,6 procent, der bliver det på grund af ’overgreb mod barn/ung for eksempel seksuelt eller voldeligt’.

For langt størstedelen skyldes det forskellige former for omsorgssvigt og bekymrende adfærd hos forældre eller børn.

Vi kommer ikke til at stemme for en lov, der efter vores mening forringer det udsatte barns tarv

Torsten Gejl (ALT), Mette Thiesen (DF) og Katrine Daugaard (LA)

Det er klart, at nogle børn skal tvangsanbringes, men for socialdemokraterne er det tilsyneladende blevet et mål i sig selv, at flere børn skal fjernes fra deres familie. Og det er blevet en del af Barnets Lov.

Og det er en skandale. Hvert enkelt udsat barn skal vurderes af de relevante fagfolk og sagsbehandlere, og de skal ikke have et mål om flere anbringelser hængende over hovedet.

Der skal anbringes præcis det antal børn, som fagpersoner vurderer er nødvendigt – og ikke flere. Heller ikke selvom børnenes såkaldte statsminister var så tankeløs at sige, at flere børn skulle anbringes i sin nytårstale i 2020.

Det skete som bekendt, efter hun havde mødt nogle børn på Marienborg, der burde have været anbragt. Respekt for dem og deres fortællinger, men de er ikke empiri, ikke saglig dokumentation, det er alene anekdotisk evidens.

Læs også

Et umage samarbejde

Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er et umage samarbejde, men etisk sans ejer ikke nogen partifarve. Den er ikke rød, blå eller grøn. Og det er etikken, der knækker i Barnets Lov.

Vi kommer ikke til at stemme for en lov, der efter vores mening forringer det udsatte barns tarv. Og det handler ikke om, at vi løber fra vores ansvar. Det handler om at tage ansvar for Danmarks udsatte børn.

Vi vil opfordre Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Radikale til at følge trop og forlade en aftale, der svigter de børn den skulle hjælpe. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torsten Gejl

MF, politisk ordfører (ALT)
journalistkursus (Frontløberne 1989), kaospilot (KaosPiloterne 1993)

Camilla Fabricius

MF (S), socialordfører, ordfører for kvindesygdomme, næstforperson, §71-udvalget
Lærer

0:000:00