DPU: Mette Frederiksen bør kalde sig familiernes statsminister

Mere forebyggelse og mere familie end i regeringens oprindelige udspil. Det er et af de skudsmål, som den nye og politisk bredt funderede aftale om reformen ”Børnene Først” får med på vejen af aftaleparterne.

Det er godt, hvis det holder stik, og det vil være en kærkommen ændring.

Da statsministeren lancerede sig selv som børnenes statsminister, skete det i regeringens udspil blandt andet med ord om at ”… være på børnenes side. Også i de tilfælde hvor det er på bekostning af forældre, der svigter deres børn”.

Udsagnet lyder på overfladen godt. For hvem vil holde med forældre, som svigter deres børn?

Samtidig er virkeligheden, at familien er dén vigtigste enkeltfaktor i forhold til børns livschancer.

Med andre ord er det op ad bakke at kæmpe for børnene på trods af familierne. Hvis målet er at forbedre børns livschancer, så går vejen entydigt gennem familierne.

Afgørende for børns livschancer 
Det står i kontrast til, at de sidste 40-50 års danske familiepolitik har handlet om at gøre børn stadig mere uafhængige af deres familier. Alle børn skal have lige muligheder for, at den negative sociale arv skal brydes, har idealet lydt – med bred opbakning.

Al erfaring og forskning peger på, at familien – før som nu – er den institution, der betyder absolut mest for børns livschancer

Claus Holm
Institutleder, Institut for Uddannelse og Pædagogik

Begrundelsen er, at børn i udsatte familier for ofte bliver låst fast i forældrenes uddannelsesspor.

Men problemet med den opfattelse er, at al erfaring og forskning peger på, at familien – før som nu – er den institution, der betyder absolut mest for børns livschancer og dermed for et samfund opdelt i dem, som har mange muligheder og dem, som har færre muligheder. 

Professor Martin D. Munk fra DPU ved Aarhus Universitet peger eksempelvis på, at selv om de skandinaviske velfærdsstater historisk set har været i stand til at bløde op for betydningen af familiebaggrund – primært  i middelklassen, men ikke for lavindkomstfamilier – er der grænser for, hvor stor en forskel offentlige politikker kan gøre.

Det skyldes, at deres styrke er mindre end de mekanismer, som virker gennem familierne.

Derfor er det værd at spørge, om ikke statsminister Mette Frederiksen skulle skifte sin selvbestaltede titel som børnenes statsminister ud med en ambition om at være familiernes statsminister. Jeg håber, at aftalen er et udtryk for den erkendelse.

En differentieret indsats i folkeskolen
Aftalen om børnenes reform handler i stort omfang om udsatte børn, tvangsfjernelser og adoption. Men tanken om at hjælpe børnene, udsatte såvel som mindre udsatte, i samarbejde med og gennem familierne, skal forstås bredere end det.

Et langt år med covid-19 og alt, alt for meget hjemmeundervisning af børn og unge i grundskolen har eksempelvis virket som en fremkaldervæske, der viser, at nogle familier har overskud til at skabe gode rammer for deres børns læring, mens andre familier ikke har det overskud.

Idéen om lange skoledage for alle bør tages op til revision. Det er ikke den bedste løsning i alle familier 

Claus Holm
Institutleder, Institut for Uddannelse og Pædagogik

Når det gælder indretningen af skolen, bør det føre til, at man som statsminister, og for den sag skyld undervisningsminister, skal gøre sig til ministre for et ideal om ’den mangfoldige folkeskole’, hvor det handler om tage ansvar for at differentiere indsatsen og stille passende udfordringer i forhold til det enkelte barn og den pågældendes familiesituation.

Det betyder også, at idéen om lange skoledage for alle bør tages op til revision. Det er ikke den bedste løsning i alle familier.

Familien kan låse det enkelte barn fast i problemer. Uden tvivl. Ikke desto mindre er statens samarbejde med familien også hovedvejen til løsninger. Faktisk har vi gennem de sidste årtier set en opgradering uden sidestykke af familiens ansvar og betydning for barnets uddannelse. 

Hvis det ansvar skal løftes, kræver det et andet syn på familierne: I stedet for at tale om risikofamilier og fare-familier, når det gælder udsatte børn, så bør der opstå et nyt sprog med nye begreber om familierne. 

Skru ned for mistænkeliggørelsen – op for samarbejdet 
Idéen om den levedygtige familie handler om at identificere en positiv fortælling om forskellige familiers og ikke mindst børnenes ressourcer og robusthed, som blandt andet lektor Ida Wentzel Winther, professor Martin Munk og professor Per Schultz Jørgensen advokerer for på forskellig vis. 

En differentieret, positiv og samarbejdende tilgang til familierne vil i medgift reducere den mistænkeliggørelse, der også gnaver sig langt ind i de velfungerende familier, når det politiske billedsprog for familie rimer på risiko-, fare- og frygt for egen forældreevner.     

Så, også med coronakrisens erfaringer i frisk erindring, er der brug for en ny dagsorden med udgangspunkt i familierne i al deres mangfoldighed.

Vi skal indrette os på den mangfoldige skole som fremtidens folkeskole – skrue ned for mistænkeliggørelsen af familien og op for samarbejdet. Så der er flere grunde til, at vores statsminister burde overveje at kalde sig familiernes statsminister.

Det vil gavne børnene.