DLO: Stop for profit på dagtilbudsområdet har mange tabere

I DLO vil vi gerne bidrage med et mere nuanceret perspektiv på, hvad profit i private dagtilbud egentlig handler om. For hvem profiterer egentlig af tilstedeværelsen af private dagtilbud og private pasningsordninger?

Det hedder, at pengene følger barnet. I virkeligheden er det kun en reduceret andel af pengene, der faktisk gør det. Der kan nemlig ikke sættes lighedstegn mellem den udgift, kommunen har for et barn, som er indmeldt i en kommunal daginstitution eller dagpleje, og det beløb, som følger barnet til et privat tilbud.

Det ses endda i forstærket grad ved tildelingen af midler til minimumsnormeringer. Her er beløbet, som følger barnet til en privat institution, lavere - og i nogle tilfælde endog langt lavere - end det beløb, som går til en tilsvarende kommunal institution.

Sådan er det eksisterende lovgrundlag nu engang skruet sammen. Hvad angår den private pasningsordning er det i praksis sådan, at det kun er 75 procent af kommunens tilsvarende udgift til en kommunal dagplejeplads, der følger barnet. Private pladser er der altså god økonomi at profitere af for kommunen.

Kommuner har gavn af private tilbud

De private tilbud modtager ikke børn på anvisning fra kommunen. Indmeldelse i et privat tilbud kræver et aktivt valg fra forældrene og svarer ofte på et udækket behov eller ønske fra forældrene.

Det skyldes for eksempel, at der ikke er andre tilbud til rådighed i lokalområdet, at det private tilbud i højere grad end andet imødekommer familiens behov, god omtale eller oplevelse af høj kvalitet.

Det er den private initiativtager, der alene bærer investeringen, risikoen og opgaven.

Thinne Nielsen-Tjørnfelt
Konstitueret sekretariatschef, DLO

En familie kan ikke tvinges til at vælge et privat tilbud. Tilbuddet kan omvendt ikke eksistere uden forældrenes tilvalg. Der er tale om en situation, hvor børnefamilier imødekommes på deres behov. De mange børnefamilier, som foretager valget, profiterer altså også af tilstedeværelsen af private tilbud.

I et mere sammenhængende samfundsøkonomisk perspektiv profiterer kommunen altså ikke alene økonomisk, men også via borgernes tilfredshed, af et mangfoldigt og tilstrækkeligt dagtilbudsområde og deraf også muligheden for at tiltrække nye, skattebetalende børnefamilier.

Et højt reguleret område

Det er den private initiativtager, der alene bærer investeringen, risikoen og opgaven. Når lovgivningen som nu giver plads til, at dette kan lade sig gøre, er der altså tale om en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig situation, hvor alle parter synes at nyde gavn af det private initiativ.

Der findes dog dem, som er bekymrede for profitten, og til dem hører den nuværende regering. Vi må antage, at bekymringen alene gælder den potentielle økonomiske profit for den private initiativtager og ydermere alene den profit, som ifølge de bekymrede røster måske kan generes på bekostning af kvaliteten.

Men private initiativtagere på nul- til seksårsområdet opererer ikke på et ”frit marked”. De er derimod aktører på et højt reguleret område.

Dagtilbudsloven og kommunens serviceniveau fastlægger, hvor mange midler der faktisk følger med barnet. Forældrebetalingen kan initiativtageren selv fastsætte, men her er også en skarp regulering: Hvis forældrene ikke oplever god kvalitet og en rimelig pris, går de deres vej og sanktionerer derved den private initiativtager. En mekanisme der sker helt uden statslig eller kommunal indblanding.

De private tilbud er desuden, ligesom de kommunale, underlagt kommunernes eget tilsyn.

For en selvejende institution består der anseelige udfordringer i forbindelse med etablering. Lovændringer, der tilmed skal begrænse den private ejerform på dagtilbudsområdet og yderligere begrænse de private pasningsordningers indtægt, risikerer samlet set helt overflødigt at kaste barnet ud med badevandet.

Heraf er det ikke alene den private initiativtager, der i fremtiden vil savne at kunne profitere; det vil også børnefamilier, lokalsamfund og kommuner rundt om i hele landet.