Forskere til Mette Thiesen: Dit blinde fokus på pseudo-begreber er med til at underminere børnenes perspektiv

At fokusere på 'forældrefremmedgørelse' har dog nogle uheldige følgevirkninger, og hjælper ikke de børn og familier, der står i de meget vanskelige situationer.

Vi må derfor anskue og tale om konfliktfyldte skilsmissesager på en anden måde. En måde der giver mulighed for at have et undersøgende og helhedsorienteret blik for dynamikker i familierne. Og allervigtigst: at lytte til børnene.

En hindring for at lytte

Det er efterhånden velkendt og fremført ved flere lejligheder, i såvel videnskabelige kredse som i den offentlige debat, at begrebet 'forældrefremmedgørelse' er problematisk.

Det perspektiv, vi her ønsker at bringe ind i debatten, er børnenes. Det gælder både de børn, der befinder sig i en højspændt og ualmindelig svær situation, der af forskellige årsager kan få dem til helt at afvise samvær med en forælder.

Forældrefremmedgørelses-begrebet bidrager til, at børns perspektiver og rettigheder til deltagelse, omsorg og beskyttelse undermineres.

Sarah Alminde og Hanne Warming
Hhv. postdoc og professor, Roskilde Universitet

Men det gælder også alle de børn med skilte forældre, der ønsker at tilbringe mere tid i et af hjemmene.

Et blindt fokus på 'forældrefremmedgørelse' og forestillingen om, at børnene er udsat for problematisk manipulation udgør en hindring for at lytte til børnene og med empati og omsorg forstå deres livssituation, ønsker og behov.

Børn som passive marionetdukker

Kernen i forældrefremmedgørelsesforståelsen er hypotesen om, at den ene forælder udsætter barnet for en uretmæssig påvirkning, der gør, at barnet distancerer sig fra den anden forælder.

Der er dog ikke videnskabeligt belæg for at hævde at børns afvisning af samvær med en forælder alene er et udtryk for, at den anden forælder påvirker barnet hertil. En sådan endimensional forståelse af, hvad der er på spil, er problematisk af flere grunde.

For det første, skaber det nogle polariserede roller i form af en forælder, som udfører manipulationen, og den anden som det uskyldige offer. Virkeligheden er dog sjældent er så sort-hvid, som forældrefremmedgørelses-begrebet gør den til. Og på den måde tabes blikket for nuancerne og muligheden for at forstå de dynamikker i familien, der er årsagen til, at barnet distancerer sig, blokeres.

I forlængelse heraf er det også problematisk, fordi det helt fratager børn deres agens, fordi de bliver anset som værende udsat for manipulation. Med forældrefremmedgørelsesbegrebet ses børnene som passive marionetdukker, hvor dukkeføreren er den manipulerende skurke-forælder. Det kan i sig selv føre til, at det ses som meningsløst at inddrage og lytte til barnets perspektiv.

Dertil kommer, at polariseringen mellem en skurk og et offer ofte følges af et ønske om at straffe skurken og tage parti for offeret. Det kan føre til beslutninger, hvor barnet tvinges til samvær med (og nogle gange bopæl hos) en forælder, i hvis samvær det mistrives.

Ude af trit med virkeligheden

Det store fokus på forældrefremmedgørelse i den offentlige debat betyder også at børn, der ikke afviser samvær, men blot ønsker noget andet end en af forældrene, gøres til genstand for manipulationsmistanke.

At dette faktisk sker, har vi set belæg for både i egen og andres forskning på området. Således er det vores klare overbevisning, at forældrefremmedgørelses-begrebet bidrager til, at børns perspektiver forstås ind i en snæver og uhensigtsmæssig diskurs, og at børns perspektiver og rettigheder til deltagelse, omsorg og beskyttelse undermineres.

En gruppe norske eksperter argumenterer i tråd med forskningslitteraturen for at forældrefremmedgørelsesbegrebet helt bør skottes.

FN's menneskerettighedskommission anbefaler nu, ligesom EU-parlamentet gjorde det i 2021, at medlemsstaterne forbyder anvendelsen af begrebet i retsprocesser. Og de forskerkollegaer vi samarbejder med i blandt andet Australien, New Zealand og Norge anser det for et forældet og stærkt problematisk begreb.

Forestillingen om at 'forældrefremmedgørelse' bør anerkendes og sågar skrives ind i den danske lovgivning som en strafbar handling, er således ude af trit med internationale organisationer og eksperters anbefalinger samt i modstrid med den overvejende del af forskningslitteraturen på området.

Børns ønsker skal tages alvorligt

Det betyder naturligvis ikke, at de børn og familier, der er i højspændte og svære situationer ikke skal hjælpes. Det skal de naturligvis. Og her bør de nuværende muligheder for at sætte ind forbedres, så flere familier der befinder sig i fastlåste og meget svære situationer oplever at blive hjulpet.

Tænk at være det barn, der bliver tvunget til at være på samvær eller bo hos en forælder, som det frygter.

Sarah Alminde og Hanne Warming
Hhv. postdoc og professor, Roskilde Universitet

Det betyder heller ikke, at vi ikke anerkender, at der rent faktisk er familier, hvor den ene eller begge forældre taler grimt om den anden, eller at nogle forældre agerer manipulerende med ulykkelige konsekvenser til følge.

Men fremfor at bidrage til polarisering og handle hen over hovedet på børnene, skal vi lytte til dem og have blik for de dynamikker, der er på spil i familien. Som et led heri bør vi benytte ord, der mere neutralt udtrykker, hvad der sker i familierne.

Ofte vil der, op til at det går helt i hårdknude, være tegn på, at noget er ved at køre af sporet, og det er her familien skal have hjælp og støtte. Når først det er gået helt galt, er det ikke en løsning at overhøre barnet og eksempelvis tvinge løsninger igennem, som barnet modsætter sig og måske oplever som et overgreb.

Tænk at være det barn, der bliver tvunget til at være på samvær eller bo hos en forælder, som det (med afsæt i oplevelser med denne eller grundet dæmonisering, uagtet om denne er ubegrundet) frygter, og som måske virker fremmed for barnet. 

Børn har ret til at blive lyttet til og taget alvorligt, og de har ret til omsorg og beskyttelse, og famil ier i krise bør have den nødvendige hjælp. Det skal blindt fokus på populære pseudo-begreber ikke stå i vejen for.