KL: Børneudspil mangler fokus på skolegang

Store dele af pressen fulgte nysgerrigt med, da regeringen præsenterede sit udspil til en reform af det udsatte børne- og ungeområde. 

Og med god grund. For udspillet lægger op til en af de største reformer på området nogensinde, og der er mange gode forslag.

Vi er især begejstrede for, at udspillet lægger op til at sætte barnet i centrum, så deres holdninger i højere grad bliver styrende. Og så er vi glade for, at regeringen har lyttet til kommunerne, og er klar til at luge ud i uhensigtsmæssige regler og krav, så vi står tilbage med klar lovgivning, der giver mening, og hvor der er plads til mere inddragelse af børnene og en mere fleksibel tilgang til arbejdet.

Men en af de mest opsigtvækkende dele af udspillet, der har fået navnet "Børnene først", er, at regeringen nu vil gøre op med den tidligere politiske ambition om mere forebyggelse frem for anbringelse. Nu skal en anbringelse ses som den nødvendige forebyggelse, og flere anbringelser skal gøres permanente.

Vi ved fra forskningen, at den stærkeste beskyttelsesfaktor for, at anbragte børn og unge får et godt voksenliv, er, at de klarer sig godt i skolen og får en uddannelse

Ulrik Wilbek (V)
Formand, KL's Socialudvalg

Det er positivt, at regeringen ikke foreslår et måltal for anbringelser, og kommunerne er helt enige i, at forebyggelse ikke skal stå i modsætning til en anbringelse, men at begge dele kan være den hjælp, der er brug for.

Men der er også et massivt behov for at se på kvaliteten i anbringelsen. For hvad skal der til, hvis anbringelsen skal sikre, at børnene og de unge får et godt liv med uddannelse, familie og arbejde?

Jeg vil starte kvalitetsdebatten og komme med tre bud på, hvad jeg tænker kvalitet i anbringelsen bør handle om: et styrket fokus på anbragte børn og unges skolegang og uddannelse, at vi har positive forventninger til dem og endelig, at vi får hjulpet dem til at indgå i sociale relationer og netværk.

Fokus på skolegang og uddannelse
Vi ved fra forskningen, at den stærkeste beskyttelsesfaktor for, at anbragte børn og unge får et godt voksenliv, er, at de klarer sig godt i skolen og får en uddannelse.

Skolen kan fungere som et frirum fra problemerne, og succesoplevelser i skolen kan styrke børnene og de unges selvopfattelse og oplevelse af at være en del af fællesskabet.

Med det in mente er der brug for et fælles skolefokus med et styrket og mere effektivt samarbejde, så barnet og den unges læring understøttes af alle voksne – fra anbringelsessted, sundhedsplejerske, dagtilbud og myndighed til skole, PPR og ungdomsuddannelse. 

Der er også brug for en helhedsorienteret tilgang, hvor områderne lovgivningsmæssigt tænkes mere sammen på tværs af sektorområder.

Det ved jeg, at flere andre organisationer også efterlyser. Herunder Børnerådet.

Positive forventninger
Jeg hørte på et tidspunkt et interview med en tidligere anbragt, som ærgrede sig over, at hverken skolen eller plejefamilien havde høje forventninger til ham. 

Når han ikke gad lave sine lektier, blev han fritaget, fordi det var synd for ham. Havde de nu bare, som han sagde, stillet krav og troet på, at han kunne lave sine lektier, ville han i dag have troet mere på sig selv.

Det er et reflekteret ungt menneske, som vi bør lytte til. Risikoen for, at de anbragte børn og unge får en mislykket skolegang, er høj, hvis de voksne omkring dem ikke har positive forventninger og ambitioner på deres vegne. 

De anbragte børn og unge kan ikke gives en anden fortid med andre forældre og andre rammer, men vi kan stadig give dem følelsen af anerkendelse og troen på, at de er noget værd. 

Vi skal derfor, og det gælder os alle, have positive forventninger til deres skolepræstationer og blive bedre til at stille relevante faglige og passende krav.