Konsulent: Lad forældre blive medejere af deres børns dagtilbud

Er man medejer, når man er medskabende? Ikke i juridisk, økonomisk eller pædagogfaglig forstand, hvilket er de parametre, vi oftest måler kvaliteten af vores dagtilbud på. Men ud fra et børneperspektiv og ud fra den kerneopgave dagtilbuddet skal lykkes med, bliver forældre og andre tætte pårørende medejere, fordi de er vigtige og betydningsfulde.

Frivilligt ansvar eksisterer ikke

I forhold til forældrebestyrelser og institutionsbestyrelser kan man dog godt pege på et juridisk medejerskab. Her er der lovgivningsmæssigt sat forventninger til, hvad forældregruppen skal gives af indflydelse. Man kan ikke lovgive om engagement og tvinge folk til at tage et frivilligt ansvar.

Der er med lovgivningen sat en forventning til, at forældrene tager et ansvar og et organisatorisk medejerskab til institutionen

Kirsten Birk Lassen
Konsulent og stifter af Følgeskabet

Ikke desto mindre er der med lovgivningen sat en forventning til, at forældrene tager et ansvar og et organisatorisk medejerskab til institutionen. Det er et paradoks, at man lovgiver om frivilligt ansvar. Dybest set er det jo meningsløst at tale om ’frivilligt ansvar’. Et ansvar kan ikke være frivilligt.

Min tolkning er, at man i en dybereliggende forståelse af forældrenes betydningsfulde rolle for børnene og fællesskabet har givet dem et ansvar, men hvordan ansvaret forvaltes og det frivillige arbejde doseres er til frivillig fortolkning.

Endeligt er dagtilbuddet en del af et lokalområde, som har en interesse i, at der lokalt er stærke børnemiljøer, hvor byens børn udvikler sig og dannes til at tage del i større fællesskaber. Det bliver særlig tydeligt i mindre byer, hvor byens dagtilbud får et præg af allemandseje.

Et lokalt anliggende

Et eksempel herpå er i Børnehuset i Løjt Kirkeby i Sønderjylland, som i sommer har fået ny leder. Løjt Børnehus betegner sig selv som ”et aktivt børnehus i nærmiljøet”. Et opslag på byens Facebookgruppe, hvor den tidligere leder takker af, og den nye leder bydes velkommen, følger et langt kommentarspor.

Kommentarerne vidner om, hvor stærkt børnehuset står i folks bevidsthed, både hos privatpersoner, det frivillige brandværn og fællesrådet. Børnenes udvikling betragtes her som et anliggende, der vedrører hele byen og ikke blot noget, der lever på en afgrænset matrikel.

Hvis ejerskabet begrænser sig til at være fagprofessionens og kommunens domæne alene, er der meget vi som samfund – både det civile og velfærdssamfundet – går glip af.

Kirsten Birk Lassen
Konsulent og stifter af Følgeskabet

Kvaliteten af den offentlige velfærd udmåles ofte i normering, budgetter og antallet af professionsuddannede. Det er en vigtig drøftelse at have, og selvfølgelig skal der både faglært personale og bæredygtige budgetter for at skabe kvalitet. Men regnestykket stopper ikke her.

Hvis ejerskabet begrænser sig til at være fagprofessionens og kommunens domæne alene, er der meget vi som samfund – både det civile og velfærdssamfundet – går glip af. Det gælder også, når vi taler eksempelvis skole eller plejehjem. Skal vi udvikle stærke velfærdsinstitutioner, må det være i en proces, hvor relationer i det nære også bliver betragtet som en væsentlig kvalitetsmarkør og et vigtigt afsæt for vores fælles velfærd.

Det betyder eksempelvis, at man som kommune må kigge på sig selv og spørge, hvordan man understøtter bestyrelserne i at lykkes med at tage et lokalpolitisk ansvar. Det betyder at dagtilbud må kigge på sig selv og spørge, hvordan de faciliterer forældrene i at være medskabende af hverdagen, relationerne og stemningerne på en god måde. Det betyder, at forældreorganisationer må kigge på sig selv og spørge, om de får kommunikeret forældrenes betydningsfulde rolle tydeligt nok. Og det betyder selvfølgelig, at forældrene må gøre sig bevidste om, hvor stor en rolle de spiller i forhold til at gøre børnenes dannende fællesskaber meningsfulde at være i.