Alt for mange børn har for mange og lange dage i daginstitutionen på grund af forældres arbejdspres

Hvis vores arbejdsmarked er så dårligt til at tage hensyn til forældre med børn, der rager mange sygdomme til sig, så skal vi som samfund spørge os selv, om det er rimeligt, at børn sendes i institution med en panodil i rumpen, når vi nu er enige om, at voksne ikke skal tage smertestillende medicin for at tage på arbejde.

Selvom dagtilbuddene i dag løser en vigtig samfundsopgave og bidrager til, at flere børn får en god start på livet, så er det også sådan, at her i livet skal alt indtages i den rette mængde. Og der er ingen lykke i at være i daginstitution 50 timer om ugen, hver evig eneste dag, eller når man er syg. Det bør vi tale om.

Der er ingen lykke i at være i daginstitution 50 timer om ugen, hver evig eneste dag, eller når man er syg

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Vi kan starte med at holde øje med udviklingen. Med Aula udbredt som system i størstedelen af landets institutioner, så er det meget nemt at holde øje med, hvor mange fremmødedage børn har, og hvor lange de dage er. At den data ikke trækkes på samfundsniveau og debatteres, forundrer mig. Den viden burde vores politikere og arbejdsmarkedets parter have, når de træffer beslutninger om samfundets udvikling.

Er systemet med ret til fri på børns sygedage tilstrækkeligt, som det er nu, hvor børn kun kan være syge to dage? Er det rimeligt at forvente, at folk skal pendle længere og længere for at komme på arbejde? Og hvorfor har børn ikke det samme lovkrav på ferie, som deres forældre har?

Jeg er ikke ude på at udskamme forældre. Jeg har selv haft en karriere på et tidspunkt, hvor jeg arbejdede rigtig meget og ikke sørgede for at prioritere min familie tilstrækkeligt. Jeg ved godt, hvordan det kan være at føle sig nødsaget til at prioritere sit arbejde, fordi man ikke føler, at livet hænger sammen, hvis man lader være. Jeg ved også godt, hvor presset man kan føle sig, når man har et barn, som er i gang med at træne sit immunforsvar.

Man har selvfølgelig selv et ansvar for at indrette sit liv så det hænger sammen. Men vi har også et ansvar som samfund for, at normerne ikke bliver så forvredne, at det går ud over børnene.

Vi bliver nødt til at sætte fokus på børnenes trivsel, og vi bliver nødt til at være ærlige om, at vi ikke kan gøre, hvad vi vil, uden at der ender en regning et sted.

Jeg hader, når politikere, efter at have meldt lykkeligt ud om en forestående familieforøgelse, bliver fornærmede over at blive spurgt om, hvordan det skal hænge sammen. Jeg har været politiker, og jeg ved, hvor tidskrævende det arbejde er, hvis det skal gøres ordentligt.

Vi bliver nødt til at sætte fokus på børnenes trivsel, og vi bliver nødt til at være ærlige om, at vi ikke kan gøre, hvad vi vil, uden at der ender en regning et sted

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Jeg har også været i daginstitution og set, hvad konsekvenserne kan være for børnene, når forældrenes arbejde afføder mange og lange dage. Konsekvenser, der rammer både det enkelte barn, men også den samlede børnegruppe, når flere og flere børn skal deles om de samme ressourcer.

Når man vælger at træde op på ølkassen og være en offentlig person, der præger debatten, uanset om man er politiker, erhvervsleder, kendis eller influencer, så bidrager ens udtalelser til at male et billede af, hvad danskerne ser som virkeligheden. Med den rolle følger et ansvar om at fortælle ærligt om virkeligheden.

Så når folk, der vælger at være præge samfundsdebatten, påstår, at man godt kan arbejde røven ud af bukserne, uden at det har nogen form for konsekvenser, så skubber man til normerne i samfundet, og almindelige mennesker får et forvredet billede af, hvad der kan lade sig gøre. Det rammer dem, og det rammer deres børn.

Vi har som voksne et særligt ansvar for at være på børnenes side, for de kan ikke selv kæmpe kampen.