Kommentar af 
Jeppe Klenitz-Jakobsen

Alt for mange børn har for mange og lange dage i daginstitutionen på grund af forældres arbejdspres

Selvom dagtilbud bidrager til, at børn får en god start på livet, gavner det ikke nogen at være i institution 50 timer om ugen. Derfor er vi nødt til at snakke om det liv, vi tilbyder vores børn, når forældrenes arbejde går ud over børnene, skriver Jeppe Kleinitz-Jakobsen.

Vi har som samfund et ansvar for, at arbejdsnormerne ikke bliver så forvredne, at det går udover børnene, der må blive længere og i flere dage i daginstitutionerne, skriver Jeppe Klenitz-Jakobsen.
Vi har som samfund et ansvar for, at arbejdsnormerne ikke bliver så forvredne, at det går udover børnene, der må blive længere og i flere dage i daginstitutionerne, skriver Jeppe Klenitz-Jakobsen.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Jeppe Klenitz-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sommerferien er forbi. Efter et tiltrængt afbræk, hvor batterierne er ladt op igen, så er vi igen klar i daginstitutionerne til at fortsætte vores vigtige arbejde med at sikre børnenes trivsel og udvikling.

Men det er ikke alle, der har haft ferie. Der er nogen, der har fortsat hen over sommeren. De uheldige er ikke blandt personalet. De har et lovkrav på en sommerferie. De uheldige er nogle af børnene. Selvom børn også har et behov for at komme ud af hverdagens rumle og slappe af, så er der nogle børn, som ikke får en ferie, eller som kun holder en meget kort ferie. Desværre oplever vi endda børn blive afleveret i institutionen, selvom mor og/eller far går derhjemme og holder ferie.

Hvis man virkelig er så presset af sit liv, at man ikke kan overskue at holde ferie med sine børn, så skal man sadle om

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Det bliver vi nødt til at tale om. For børnenes skyld. Generelt skal vi tale om, hvor mange og hvor lange dage børn bør have i institutionerne. For i den store diskussion om normeringer, er halvdelen af debatten forsvundet. Normeringer er et udtryk for, hvor mange børn der er per voksen. Hvis vi har en oplevelse af, at normeringerne bliver værre, så kan det jo skyldes at der er færre voksne, der møder ind.

Den debat har vi haft i nogen år nu. Og godt for det. Men dårligere normeringer kan også skyldes, at der er flere børn, der møder ind. Enten fordi de har længere dage, færre ferie-/fridage eller flere dage, hvor de møder op, når de er syge.

Selvfølgelig skal der være nok kvalificeret personale, det er slet ikke det, indlægget her handler om. Det handler om, at vi bliver nødt til at se på, hvilket liv vi byder vores børn.

Hvis man virkelig er så presset af sit liv, at man ikke kan overskue at holde ferie med sine børn, så skal man sadle om. Hvis vi skal arbejde så længe til hverdag, at vores børn skal have flere ti-timers institutionsdage om ugen, så skal man spørge sig selv, om prisen for at have råd til altid at have den nyeste iPhone er blevet for høj for nogen i husstanden.

Læs også

Hvis vores arbejdsmarked er så dårligt til at tage hensyn til forældre med børn, der rager mange sygdomme til sig, så skal vi som samfund spørge os selv, om det er rimeligt, at børn sendes i institution med en panodil i rumpen, når vi nu er enige om, at voksne ikke skal tage smertestillende medicin for at tage på arbejde.

Selvom dagtilbuddene i dag løser en vigtig samfundsopgave og bidrager til, at flere børn får en god start på livet, så er det også sådan, at her i livet skal alt indtages i den rette mængde. Og der er ingen lykke i at være i daginstitution 50 timer om ugen, hver evig eneste dag, eller når man er syg. Det bør vi tale om.

Der er ingen lykke i at være i daginstitution 50 timer om ugen, hver evig eneste dag, eller når man er syg

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Vi kan starte med at holde øje med udviklingen. Med Aula udbredt som system i størstedelen af landets institutioner, så er det meget nemt at holde øje med, hvor mange fremmødedage børn har, og hvor lange de dage er. At den data ikke trækkes på samfundsniveau og debatteres, forundrer mig. Den viden burde vores politikere og arbejdsmarkedets parter have, når de træffer beslutninger om samfundets udvikling.

Er systemet med ret til fri på børns sygedage tilstrækkeligt, som det er nu, hvor børn kun kan være syge to dage? Er det rimeligt at forvente, at folk skal pendle længere og længere for at komme på arbejde? Og hvorfor har børn ikke det samme lovkrav på ferie, som deres forældre har?

Jeg er ikke ude på at udskamme forældre. Jeg har selv haft en karriere på et tidspunkt, hvor jeg arbejdede rigtig meget og ikke sørgede for at prioritere min familie tilstrækkeligt. Jeg ved godt, hvordan det kan være at føle sig nødsaget til at prioritere sit arbejde, fordi man ikke føler, at livet hænger sammen, hvis man lader være. Jeg ved også godt, hvor presset man kan føle sig, når man har et barn, som er i gang med at træne sit immunforsvar.

Om skribenten

Jeppe Klenitz-Jakobsen er institutionsleder og pædagogisk leder i Holbæk Kommune. Han var folketingsmedlem for Dansk Folkeparti fra 2015 til 2019.

Han er en del af det faste skribenthold på Altinget Børn, hvor han løbende skriver kommentarer om børnepolitik og det gode børne- og familieliv.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man har selvfølgelig selv et ansvar for at indrette sit liv så det hænger sammen. Men vi har også et ansvar som samfund for, at normerne ikke bliver så forvredne, at det går ud over børnene.

Vi bliver nødt til at sætte fokus på børnenes trivsel, og vi bliver nødt til at være ærlige om, at vi ikke kan gøre, hvad vi vil, uden at der ender en regning et sted.

Jeg hader, når politikere, efter at have meldt lykkeligt ud om en forestående familieforøgelse, bliver fornærmede over at blive spurgt om, hvordan det skal hænge sammen. Jeg har været politiker, og jeg ved, hvor tidskrævende det arbejde er, hvis det skal gøres ordentligt.

Vi bliver nødt til at sætte fokus på børnenes trivsel, og vi bliver nødt til at være ærlige om, at vi ikke kan gøre, hvad vi vil, uden at der ender en regning et sted

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Jeg har også været i daginstitution og set, hvad konsekvenserne kan være for børnene, når forældrenes arbejde afføder mange og lange dage. Konsekvenser, der rammer både det enkelte barn, men også den samlede børnegruppe, når flere og flere børn skal deles om de samme ressourcer.

Når man vælger at træde op på ølkassen og være en offentlig person, der præger debatten, uanset om man er politiker, erhvervsleder, kendis eller influencer, så bidrager ens udtalelser til at male et billede af, hvad danskerne ser som virkeligheden. Med den rolle følger et ansvar om at fortælle ærligt om virkeligheden.

Så når folk, der vælger at være præge samfundsdebatten, påstår, at man godt kan arbejde røven ud af bukserne, uden at det har nogen form for konsekvenser, så skubber man til normerne i samfundet, og almindelige mennesker får et forvredet billede af, hvad der kan lade sig gøre. Det rammer dem, og det rammer deres børn.

Vi har som voksne et særligt ansvar for at være på børnenes side, for de kan ikke selv kæmpe kampen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Daginstitutionsleder, Nr. Jernløse Børnehus, skolebestyrelsesformand, Kildebjergskolen, fhv. MF (DF)
pædagog (Absalon 2022) sekondløjtnant (Hærens Officersskole 2009), sergent (Hærens Sergentskole 2009)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024