Har vi skabt et samfund uegnet for børn? 

Det starter med det, som mange pædagoger og andre fagfolk adresserer, nemlig det svære forældreskab. Med at perfekthedskulturen ikke bare er flyttet ind i de unges verden men også i forældrenes.

Og leverer man ikke på standarden som forældre, så går det også ud over børnene. Det starter med at vores familiemønster er ændret markant de senere år. Din, min og vores familie og mange forskellige familieformer er i spil og påvirker børnenes hverdag. 

Lad os lige tage listen over de dramatiske tendenser: 

• Undersøgelser, der viser en faldende livstilfredshed og en stigende andel af børn og unge, der mindst en gang om ugen føler sig ensomme, kede af det eller har svært ved at sove, står i kø.
• Omkring hver tredje ung oplever tit stress og nervøsitet.  
• Der er samtidig sket en markant stigning i forbruget af smertestillende medicin helt ned i 11 til 15-årsalderen, og flere skader sig selv.  
• Mindst 16 procent af de 0 til 9-årige oplever betydelige mentale helbredsproblemer. 
• Hver syvende barn får en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år. 
• Hver anden pædagog i  daginstitutioner oplever en stigning i antallet af børn i deres institution, som ikke trives. 
• To ud af tre pædagoger i skolen oplever en stigning i antallet af børn på deres skole, som ikke trives. 
• 30 procent af piger og 13 procent af drenge i ottende klasse oplever lav livskvalitet.  
• Mere end hver tredje barn er bange for at fejle i timerne i sjette og niende klasse. 
• 21 procent i ottende klasse føler sig pressede ofte eller hele tiden. 
• Hver anden forældre vurderer, at deres barn kun i nogen grad, i mindre grad eller slet ikke trives i skole. 
• Børn, der oplever langvarig psykisk mistrivsel, har øget risiko for ikke at påbegynde en uddannelse, at stoppe undervejs og miste tilknytning til arbejdsmarkedet. 
• Børn og unge i dag ses mindre med venner i fritiden, undgår fysisk aktivitet og sover mindre og dårligere, fordi de er på sociale medier. De bruger 30 timer om ugen på skærm, som jævnaldrende for 10-15 år siden brugte på noget andet.

Nu har regeringen nedsat en Trivselskommission, som skal arbejde frem til udgangen af 2024 med fire temaer: 

1. Fællesskaber og relationer: Alle børn og unge skal indgå i meningsfulde fællesskaber og have trygge relationer i hverdagen.
2. Tidlig indsats og forebyggelse: Alle børn og unge, der er i risiko for eller udviser tegn på mistrivsel, skal have den rette hjælp i tide.
3. Livsmod og robusthed: Alle børn og unge skal have mod på livet og være robuste til at tackle de udfordringer, som livet bringer.
4. Det gode digitale liv: Alle børn og unge skal være trygge og kompetente i deres digitale liv og have en god balance mellem fysiske og virtuelle fællesskaber.

Det er jo meget flotte målsætninger at arbejde med, men sagen er, at vi taler om problemerne, som noget samfundet skal gøre for de unge, mens løsningerne i høj grad ligger i, at de trygge relationer og fællesskaberne skal findes i familie- og vennekredse. At børnene og de unge formes og får mod på livet med den kærlighed og tillid fra forældrene, der fremmer selvværd og selvtillid hos de unge.

Inden Trivselskommissionen haster til at opfylde fine målsætninger, der skal fixe det hele, så håber jeg, den bliver hængende lidt i årsagerne til, at vi er havnet i den situation, at vi har skabt et samfund, der ikke er til børn. 

Lisbeth Knudsen

TV 2-dokumentaren fremstiller børnenes institutionsliv og skoleliv som en lang test og forberedelse på voksenlivet lige fra vuggestuen og børnehaven til gymnasiet. Som et langt præstationsræs suppleret med børnenes og de unges egne høje forventninger til at være populær blandt kammeraterne, se godt ud og få høje karakterer. 

Og mens de voksne er tilbøjelige til at give samfundet og systemerne skylden, så er det bemærkelsesværdigt, at de unge mest af alt bebrejder dem selv, når de ikke synes, de lykkes. 

Når jeg taler med skoleledere uden for citat, taler de om, at lærerne nogle steder er blevet til undervisningsrobotter, der har 117 mål (og formentlig reelt flere), der skal nås i undervisningen.

De taler om manglende tid til at se den enkelte elev. Og de taler om nogle forældre, der ikke gør forventningspresset mindre, og som ikke har udstyret deres børn med de sociale kompetencer og den robusthed, der skal til at begå sig i et forpligtende fællesskab i skolen. 

Vi er nødt til at have en samtale om, hvad den her mistrivsel er et symptom på, og at det ikke kun handler om nogle skærme og nogle sociale medier. Det er alt for forenklet. For nogle år siden talte vi om, at det danske uddannelsessystem var nødt til at steppe op, for at vi som land ville være gearet kompetencemæssigt til den internationale konkurrence.

Der blev talt om på professionshøjskolerne, at de elever, der kom ind, ikke havde tilstrækkelige dansk- og regnekundskaber til at bestride job i velfærdssektorerne. Det samme siger ledere i den offentlige sektor på forskellige områder om de praktikanter, de får ind. Som så i samme ombæring lige skal oplæres i almindelig dannelse på en arbejdsplads. 

Jeg er helt sikker på, at løsningen ikke er at sige til de unge med mistrivsel, at nu må de se at få styr på deres liv. Problemstillingen er langt mere kompleks. Og lige om lidt er det ikke kun de unge med mistrivsel, der skal have psykologhjælp, men også deres forældre, lærerne og vennerne. Mistrivsel-epidemien kan være smitsom, og vi italesætter problemet mere end nogensinde før. Hvis de voksne mistrives i større omfang end tidligere, og så er det vel ikke mærkeligt, at børnene også gør det. 

Så inden Trivselskommissionen haster til at finde nogle løsninger og opfylde nogle fine målsætninger, der skal fixe det hele, så håber jeg, den bliver hængende lidt længere i årsagerne til, at vi er havnet i den situation, at vi som påstået har skabt et samfund, der ikke er til børn. Vi skal grave i årsagerne til mistrivsel epidemien, før vi kan sammensætte den rette kur og finde løsningerne. 

Og hvorfor så kigge nærmere på de samfundsskabte rammer og ikke kun på et dansk uddannelsessystem, der presser de unge for hårdt og de altdominerende sociale medier. Fordi vi taler om et globalt problem og ikke kun et dansk fænomen. 

Her er tallene fra FN’s sundhedsorganisation, WHO, om unges mentale helbred set med globale briller: 

• På verdensplan oplever hver syvende 10 til 19-årige en diagnosticeret psykisk lidelse. Det er 13 procent af teenagere på verdensplan.  
• Depression, angst og adfærdsforstyrrelser er blandt de førende årsager til sygdom og handicap blandt unge. 
• Selvmord er den fjerde hyppigste dødsårsag blandt 15 til 29-årige. 
• Følelsesmæssige lidelser er almindelige blandt unge. Angstlidelser (som kan involvere panik eller overdreven bekymring) er de mest udbredte i denne gruppe. Det anslås, at 3,6 procent af de 10 til 14-årige og 4,6 procent af de 15 til 19-årige oplever en angstlidelse.  
• Depression anslås at forekomme blandt 1,1 procent af de unge i alderen 10-14 år og 2,8 procent af de 15 til 19-årige. Angst og depressive lidelser kan i høj grad påvirke skolegang og skolearbejde. Social tilbagetrækning kan forværre isolation og ensomhed. Depression kan føre til selvmord. 
• ADHD, karakteriseret ved opmærksomhedsbesvær, overdreven aktivitet og handling uden hensyntagen til konsekvenser, forekommer blandt 3,1 procent af de 10 til 14-årige og 2,4 procent af de 15 til 19-årige. Adfærdsforstyrrelser (der involverer symptomer på destruktiv eller udfordrende adfærd) forekommer blandt 3,6 procent af de 10 til 14-årige og 2,4 procent af de 15t til 19-årige. Halvdelen af ​​alle psykiske lidelser udvikler sig før 15-årsalderen og 75 procent i den tidlige voksenalder ifølge WHO. 

Vi skal gøre en omfattende dansk indsats for at gribe de unge i mistrivsel, men vi skal finde ondets rødder andre steder end blot lade pilen pege på vores velfærdsinstitutioner og uddannelsessystem.