Kommentar af 
Stine Liv Johansen

Christiansborgs ensidige fokus på skærme overskygger den sunde fornuft og tilliden til pædagogisk personale

Den politiske aftale om skærmbrug i dagtilbud forholder sig til en forsvindende lille del af den pædagogiske virkelighed ude i dagtilbuddene, og den overser relevante og betydningsfulde aktiviteter i en nutidig pædagogik, skriver Stine Liv Johansen.

Mattias Tesfaye (S) annoncerede tidligere på året indgreb over for den i ministerens optik for omfattende brug af skærme i dagtilbud. Den udmelding blev mødt med både undren og kritik fra forskere og fagprofessionelle, skriver Stine Liv Johansen.
Mattias Tesfaye (S) annoncerede tidligere på året indgreb over for den i ministerens optik for omfattende brug af skærme i dagtilbud. Den udmelding blev mødt med både undren og kritik fra forskere og fagprofessionelle, skriver Stine Liv Johansen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Stine Liv Johansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med afsæt i forårets og sommerens heftige debat om "skærme" i institutioner og skoler begynder vi nu at se de første reelle politiske udspil på området.

Mens vi venter på bebudede anbefalinger på grundskole- og ungdomsuddannelsesområdet, fik vi i sidste uge en klar og bredt politisk forankret udmelding om, hvad der lægges op til af lovgivning på dagtilbudsområdet.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) annoncerede i forsommeren indgreb over for den i ministerens optik for omfattende brug af skærme i dagtilbud; en udmelding, der blev mødt med både undren og kritik fra forskere og fagprofessionelle.

Det lader dog ikke til at have haft nogen videre betydning for den politiske proces, og i slutningen af oktober kunne ministeriet så præsentere en "principaftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige om brug af skærme i dagtilbud med videre". Aftalen skal danne grundlag for lovgivning, som skal træde i kraft i 2024.

Problemet med aftalen er, at den kun forholder sig til en forsvindende lille del af den pædagogiske virkelighed ude i dagtilbuddene.

Stine Liv Johansen

Aftalen henviser til, at det er et samfundsproblem, at børn og unges skærmtid er stigende, og at dagtilbud ikke skal medvirke til denne stigning. Den baserer sig desuden på en række hensigtserklæringer om leg, fællesskaber og nærværende pædagogisk personale. Aspekter, som det er umuligt at være uenig i, uanset politisk, pædagogisk eller vidensmæssigt ståsted.

Ligeledes er det umuligt at være uenig i intentionen om, at småbørn ikke skal sidde klinet til en iPad på bekostning af at være en del af gode legefællesskaber. Den brede politiske opbakning til aftalen vidner om, at det var en relativt åben dør, der her skulle sparkes ind.

Men problemet med aftalen er, at den kun forholder sig til en forsvindende lille del af den pædagogiske virkelighed ude i dagtilbuddene, og at den med et generelt skærmforbud baseret på ovenstående modeller og metaforer totalt – og måske med vilje – overser relevante og betydningsfulde aktiviteter i en nutidig pædagogik.

I årevis har dygtige pædagoger og pædagogiske konsulenter udviklet og dokumenteret indsatser, hvor børn har udforsket digitale teknologier såsom green-screen, robotter og digitale kameraer i undersøgende og legende læringsmiljøer.

Herved har børnene blandt andet fået en oplevelse af at kunne mestre og anvende digitale teknologier kreativt og i fællesskab med andre. En slags tidlig digital dannelse, kan man sige.

Læs også

At ville lovgive mod den slags er i bedste fald at agere mod bedre vidende. I værste fald er det et udtryk for, at man har stirret sig så blind på "skærme" som værende den største trussel mod børns liv i det hele taget, at man derfor ikke er i stand til at se, at man risikerer at smide barnet ud med badevandet og bremse vigtige pædagogiske indsatser.

Det er dokumenteret, at når individer oplever en følelse af mestring – eller på engelsk 'agency' – i forhold til digitale medier, så har det større (positiv) indvirkning på deres mentale velbefindende end (den potentielt negative indvirkning af) den tid, der bruges på eksempelvis sociale medier.

Jeg har til gode at se en kortlægning, der dokumenterer, at kvalitet i dagtilbud skulle være betinget af, hvorvidt børn møder og/eller interagerer med digitale teknologier.

Stine Liv Johansen

Hvis man vil styrke børn og unges trivsel, er der altså noget, der tyder på, at det er vigtigere at give dem redskaber til at leve (godt) med digitale teknologier, end det er isoleret at skære ned på den tid, de bruger dem.

Og samtidig er det – igen og igen – dokumenteret, at det, der for alvor batter i forhold til trivsel, er gode forhold i hjemmet, forældres uddannelsesniveau og ikke mindst kvaliteten af de uddannelsestilbud, børn møder.

Jeg har til gode at se en kortlægning, der dokumenterer, at kvalitet i dagtilbud skulle være betinget af, hvorvidt børn møder og/eller interagerer med digitale teknologier. Det er nok snarere tilstrækkelige normeringer, personalets uddannelsesniveau, forældresamarbejde og gode fysiske rammer, der spiller ind her.

I den politiske aftale henvises til Sundhedsstyrelsens nylige anbefalinger vedrørende børns skærmbrug. Her understreges det, at der er grund til at udvise forsigtighed i forhold til særligt de alleryngstes passive og individuelle brug af skærmmedier.

Læs også

At lade sådanne ganske rimelige anbefalinger ligge til grund for et generelt forbud mod "skærme" i dagtilbud forekommer ikke helt proportionelt. For i dagtilbuddet er der jo netop ikke tale om, at børn "sidder med en iPad" – og hvis det enkelte steder skulle være tilfældet, må man se på, hvorfor det forholder sig sådan, og drøfte, om det er hensigtsmæssigt.

Derimod er der tale om, at digitale teknologier inddrages i den pædagogiske praksis, fordi de muliggør bestemte udtryksmuligheder, interaktioner og eksperimenter. Der er ikke noget som helst fagligt eller sundhedsmæssigt belæg for, at det skulle være problematisk eller skadeligt for børn at være en del af.

Tværtimod er der årelange erfaringer ude fra kommuner og institutioner, hvor børn og voksne sammen har undersøgt, hvordan film og levende billeder bliver til, hvor børnehaven er placeret på GPS'en eller hvordan man sender en besked fra en børnehave til en anden.

Og det er den slags aktiviteter, der med bred opbakning fra de fleste partier på Christiansborg nu ikke længere må finde sted, fordi det ensidige, kritiske blik på "skærme" overskygger almindelig sund fornuft og tillid til dømmekraften hos det pædagogiske personale.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Liv Johansen

Lektor, ph.d., Center for Børns Litteratur og Medier, Aarhus Universitet, fhv. formand, Medierådet for Børn og Unge
Cand.mag. i medievidenskab, Aarhus Universitet (2003), ph.d i medievidenskab, Aarhus Universitet (2008)

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00