Ministers hastige genberegninger af omstridt motorvej vækker kritik: "Man har forsøgt at sminke et lig"
Flere partier kritiserer, at transportministeren over tre dage op til skæbnemøde for Egholmforbindelsen ændrede sit ministeries regnemetode, inden der højst utraditionelt blev bestilt nye beregninger af projektet. Minister afviser, at han var involveret i bestillingen.
Daniel Bue Lauritzen
RedaktørDet ligner et forsøg på at puste økonomien i et tvivlsomt motorvejsprojekt kunstigt op, at Transportministeriet over tre dage i februar først skiftede regnemetode og siden fik udarbejdet nye beregninger af Den Tredje Limfjordsforbindelse.
Sådan lyder anklagen fra flere af Folketingets partier efter Altingets beskrivelser af det hastige forløb.
”Det lugter af, at man gerne ville have Egholmforbindelsen til at se bedre ud. Man har forsøgt at sminke et lig," siger Radikale Venstres transportordfører, Stinus Lindgreen.
Transportministeriet bestilte de nye beregninger af det kontroversielle motorvejsprojekt Den Tredje Limfjordsforbindelse, også kaldet Egholmforbindelsen, hos Vejdirektoratet 20. februar 2024.
Det skete dagen efter, at Transportministeriet 19. februar 2024 havde besluttet at ændre regnemetode, så motorvejsprojekters negative betydning for arbejdsbuddet ikke længere skulle tælles med i de samfundsøkonomiske beregninger.
Bestillingen hos Vejdirektoratet blev lagt med svarfrist allerede dagen efter, hvor forligskredsen bag motorvejsprojektet 21. februar 2024 skulle godkende at sende anlægsloven i høring og til behandling i Folketinget.
Her fik Transportministeriet på grund af metodeændringen højst utraditionelt udleveret nye beregninger, der senere blev brugt som argument for, at økonomien i projektet var positiv.
Det er et mistænkeligt forløb, mener flere partier.
”Kalenderen ser skummel ud. Det er en stor fordel for ministeren, at de beregninger blev lavet og lagt frem, som de gjorde,” siger Enhedslistens transportordfører, Jette Gottlieb.
"Jeg er ikke konspirationsteoretiker. Men jeg tror ikke desto mindre, at der er gjort rigtig meget for at sikre, at man havde flertal for at vedtage den her forbindelse," fortsætter hun.
Også Alternativets klimaordfører, Torsten Gejl mener, at det ligner, at Transportministeriet har forsøgt at sminke tallene.
"Det ser ud som om, at de har haft meget travlt med at få det her projekt til at se godt ud. Det måtte helst ikke ligne en underskudsforretning,” siger han.
- 22. juni 2023: Finansministeriet udgiver ny Vejledning i samfundsøkonomisk metode.
- 19. februar 2024: Transportministeren godkender at skifte Transportministeriets beregningsmetode, så arbejdsudbudsforvridning ikke længere inkluderes i samfundsøkonomiske beregninger.
- 20. februar 2024: Transportministeriet bestiller hos Vejdirektoratet en beregning af den interne rente på Egholmforbindelsen uden arbejdsudbudsforvridning. Der er svarfrist dagen efter.
- 21. februar 2024: Forligskredsen mødes og beslutter at sende anlægsloven for Egholmforbindelsen i høring.
- 23. februar 2024: Stinus Lindgreen (RV) beder transportministeren om opdaterede samfundsøkonomiske beregninger for Egholmforbindelsen.
- 28. februar 2024: Anlægsloven for Egholmforbindelsen bliver fremsat for Folketinget.
- 29. februar 2024: Transportministeriet meddeler Vejdirektoratet, at det fremadrettet har besluttet at tage arbejdsudbudsforvridning ud af beregninger.
- 14. marts 2024: Transportministeren svarer på udvalgsspørgsmålet fra Stinus Lindgreen. Her er den interne rente opgjort til 3,5 procent uden arbejdsudbudsforvridning.
- 14. maj 2024: Egholmforbindelsen bliver vedtaget af Folketinget.
Undlod fuld oplysning
Da Transportministeriet bestilte den nye beregning hos Vejdirektoratet, var det med den klare besked, at der skulle bruges den nye regnemetode, hvor der ikke skeles til projektets negative påvirkning af arbejdsudbuddet.
Alligevel valgte Vejdirektoratet at gennemføre beregningen inklusive den såkaldte arbejdsudbudsforvridning.
Den beregning viste, at projektet gav et samfundsøkonomisk underskud på næsten 200 millioner kroner.
Samtidig skrev Vejdirektoratet i en bemærkning, at projektet i stedet gav et overskud på over 700 millioner kroner, hvis man ekskluderede effekten på arbejdsudbuddet.
Men da transportminister Thomas Danielsen 14. marts 2024 brugte notatet som fundament for sit svar på spørgsmål fra Stinus Lindgreen i Transportudvalget, fremgik det kun, at projektet gav overskud ifølge de nye beregninger.
Det er kritisabelt, mener Stinus Lindgreen.
”Det undrer mig, at ministeren vælger kun at give mig det halve billede. Det er da relevant, at Vejdirektoratet selv valgte at fastholde metoden, og at det gav et andet resultat. Det ville jeg gerne have vidst, og det er jeg sikker på, at mine ordførerkollegaer også gerne ville,” siger han.
Rettede ind efter Finansministeriet
Med metodeændringen 19. februar 2024 bragte Transportministeriet sin metode i overensstemmelse med en ny vejledning i samfundsøkonomisk metode, som Finansministeriet havde udsendt 22. juni 2023.
Men det er mistænkeligt, at metodeændringen sker dagen før, at ministeriet bestiller de nye beregninger, mener Stinus Lindgreen.
"Den positive udlægning er selvfølgelig, at man gør, hvad man har fået besked på fra Finansministeriet. Men man kunne også godt få den tanke, at man for alt i verden har prøvet at få det her projekt til at se bare en lille smule bedre ud, end det reelt er," siger han.
Transportminister Thomas Danielsen afviser overfor Altinget, at han var personligt involveret i bestillingen af de nye beregninger hos Vejdirektoratet, samt at beregningerne blev brugt på forligskredsmødet 21. februar 2024.
Du kan læse alle ministerens svar på kritikpunkterne her.