Psykologer: Børn med angst behandles med udokumenteret terapiform

DEBAT: Den metakognitive terapiform er både hurtig og billig, og så har den vist lovende resultater i behandlingen af voksne. Men det er meget farligt, når man uden at blinke har overført terapiformen til børn med angst, skriver Charlotte Bjerregaard  og Ulla Dyrløv.

Af Charlotte Bjerregaard og Ulla Dyrløv
Begge er cand.psyk.aut. og indehavere af Familiepsykologisk Praksis

Børn og unge med angst behandles i højere og højere grad med metakognitiv terapi. En korttidsterapiform, der de senere år har vundet indpas og bliver hyldet, fordi den er både hurtig og effektiv.

Socialforvaltningerne er begejstrede for behandlingsformen, fordi den er hurtig og effektiv og dermed billig. Samtidig skaber den tryghed hos psykologer – måske især de unge, fordi de kan arbejde manualbaseret.

Men der er begrænset evidens for, at metakognitiv terapi virker på børn og unge mellem seks og 17 år med angstlidelser.

Metakognitiv terapi har vist lovende resultater i behandlingen af voksne med angst og depression. Men også her er der tale om gode resultater og ikke evidens.

Alligevel har man uden at blinke med øjnene overført terapiformen til børn med angst, og det er et kæmpe problem.

Problemet individualiseres
Den metakognitive terapiform arbejder blandt andet med, at individet skal lære at tøjle sine negative tanker. 

Et barn skal med andre ord lære at slippe bekymringerne og blive mere robust gennem hensigtsmæssige mestringsstrategier. Problemet bor altså i barnet. Ikke i omgivelserne. Problemet er individualiseret.

Men angst hos børn og unge opstår sjældent ud af ingenting. Der er næsten altid en bagvedliggende årsag. Det kan for eksempel være mobning, skilsmisse, alkoholproblemer i hjemmet og i sjældne tilfælde alvorlige somatiske lidelser som hjernetumorer og epilepsi.

Hvis roden til et barns angst ikke bliver behandlet, er resultatet af metakognitiv terapi som at tisse i bukserne. Det føles umiddelbart varmt og rart, men barnet kommer lynhurtigt at fryse igen. Og hvis behandlingen ikke virker, er det fordi barnet ikke mestrer sine strategier rigtigt.

En niårig dreng kom hos os og fortalte, at han var ”sådan en, der ikke kan hjælpes”. Hans forklaring var, at alle andre end ham havde fået det bedre der, hvor han havde gået.

En lidt ældre pige fortalte os, at hun havde løjet og sagt, at hun havde det godt. Bare for at slippe ud af det.

Terapiformen er simpelthen for hård, fordi barnet selv skal klare sine problemer. Og det kræver både overskud, en solid evne til at reflektere og et højt kognitivt niveau. Og det har et barn, der lider af angst, sjældent.

Ingen vidundermidler
Forældrene får at vide, at de ikke skal dykke ned i barnets negative tanker, men i stedet eksponere barnet for det, det er bange for. 

Forældrene skal med andre ord handle imod deres instinkter, som i langt de fleste tilfælde er at skåne og beskytte deres barn.

Terapiformen er ganske enkelt for hård for både børn og forældre.

I bedste fald kan den føre til gode filosofiske samtaler og erkendelser hos barnet, hvis angsten ikke bunder i noget bagvedliggende. Men angst giver næsten altid mening. Og det er de voksnes ansvar at finde den mening sammen med barnet.

Da den kognitive terapi, som metakognitiv er en videreudvikling af, blev introduceret, stod alle med armene i vejret. Nu havde vi endelig en behandlingsform, der effektivt kunne hjælpe mennesker med angst og depression.

Erfaringerne har siden vist, at terapiformen ganske vist er god, men at den terapiform (heller) ikke et vidundermiddel. Vidundermidlet findes ikke.

Vi svigter børnene
Al forskning viser derimod, at nøglen til effektive behandlinger ligger i den terapeutiske alliance mellem behandleren og klienten, mens metoden langt hen ad vejen er ligegyldig.

Det, der til gengæld ikke er ligegyldigt, er tværfaglighed. Vores fornemmeste opgave som psykologer er at kigge på helheden. 

At se alle mennesker, også børn, som en del af en kontekst og udforske, hvad angsten kommer af. Og undersøgelsesarbejdet hos børn er bare større, end det er hos voksne. Vi skal som fagperso-ner undre os, stille spørgsmål og udvise ydmyghed.

Måske lider barnet slet ikke af ’ren’ angst. Angsten kan meget vel være et symptom på noget i barnets omgivelser, der ikke fungerer.

Vores nuværende samfund er langt hen ad vejen uegnet for børn. Vi har for travlt, og der bliver stillet for store krav til både børn og voksne.

Vi drøner af sted med 100 kilometer i timen, men børnene kan ikke tåle det. Og flere og flere børn reagerer med angst.

Så tillader nogle behandlere sig at antage og i øvrigt fortælle børnene, at problemet ligger i dem selv. At de selv skal arbejde sig ud af det.

At skynde sig langsomt
Metakognitiv terapi og mindfulness, som ofte også er en del af behandlingen, er et fromt ønske om et quick-fix. Behandling af angst hos børn og unge skal lige som alt andet i samfundet gå stærkt.

Men det går bare ikke. Vi svigter kollektivt vores børn.

Vi skal i stedet samle alle gode kræfter omkring barnet. Forældre. Lærere. Pædagoger. Psykologer og andre fagpersoner og give os tid til at hjælpe barnet.

Ikke skubbe barnet ind i et LEAN-koncept, som hurtigt og effektivt skal hjælpe barnet af med sin angst, som i mange tilfælde er en helt sund og naturlig reaktion på no-get usundt.

Vi skal acceptere, at ting tager tid. Vi skal skynde os langsomt.

Vi må ikke lade os forblænde af nye metoder og introducere dem, før vi har forsket grundigt i dem. Og vi skal vente med at hylde dem som vidundermidler, før vi har evidens for, at metoderne rent faktisk virker.

Det er mindste, vi kan gøre.

For børn med angst lider, og de skal ikke gennem flere nederlag end højst nødvendigt.

Forrige artikel Eva Secher: Flere tidlige anbringelser løser intet i sig selv Eva Secher: Flere tidlige anbringelser løser intet i sig selv Næste artikel Forsker: Få styr på pædagoguddannelsens organisering Forsker: Få styr på pædagoguddannelsens organisering
Bredt flertal sikrer videnscenter for udsatte børn og unge

Bredt flertal sikrer videnscenter for udsatte børn og unge

AFTALE: Partierne bag aftalen om reserven for satspuljen er blevet enige om at afsætte 40 millioner kroner til et videnscenter for udsatte og anbragte børn. Centret placeres i regi af VIVE og Socialstyrelsen og skal sikre, at børn i højere grad inddrages i deres egne sager.