Psykologer: Metakognitiv terapi er hverken farligt eller skadeligt for børn

Se indlæggets underskrivere i dokumentationsboksen

Onsdag 21. oktober argumenterede cand.psyk.aut. Charlotte Bjerregaard og Ulla Dyrløv i et debatindlæg i Altinget for, at metakognitiv terapi er en udokumenteret terapiform til behandling af børn med angst, som kan medføre uhensigtsmæssige konsekvenser for barnet.

Debatindlægget vidner dog både om ubegrundede påstande om metodens manglende evidens blandt børn samt væsentlige misforståelser omkring, hvordan den metakognitive metode konkret anvendes i terapi med børn.

I debatindlægget fremlægges metakognitiv terapi som en udokumenteret terapiform, som er farlig at overføre fra voksne til børn uden at blinke. Aktuel forskning peger dog imidlertid på, at den metakognitive forståelse af de mekanismer, som driver angst, netop i høj grad er overførbare til børn. 

Der findes desuden heller ingen studier, som påviser, at metakognitiv terapi er hverken farlig eller skadelig for børn, som det indikeres i debatindlægget. Tværtimod tyder studier på, at børn profiterer positivt af metakognitiv terapi.

Der er absolut ingen aktuel forskning, som indikerer, at terapiformen er hverken farlig eller uhensigtsmæssig i behandlingen af børn med angst, som det ellers hævdes af Bjerregaard og Dyrløv.

På mange måder kan metakognitiv terapi forstås som en mere skånsom og mindre indgribende behandlingsform for børn, som bruger meget tid at forholde sig til negative tanker og følelser. 

Børn bør aldrig skyldspålægges individuelt
I debatindlægget af Bjerregaard og Dyrløv påpeges det, at ”Så tillader nogle behandlere sig at antage og i øvrigt fortælle børnene, at problemet ligger i dem selv. At de selv skal arbejde sig ud af det”.

Vores erfaring er tværtimod, at det ofte kan være hele familien, som har behov for at lære en ny måde at forholde sig til problemet. Hos os inddrages forældre derfor oftest centralt i behandlingen, og der er fokus på at modificere vaner i et gradvist og passende tempo.

Desuden er budskabet i metakognitiv terapi helt omvendt, end det fremstår af ovenstående citat – ifølge den metakognitive model forstås negative tanker og følelser netop ikke som en del af barnet, men derimod som helt naturlige, forbigående indre begivenheder, som barnet kan lære at tillægge mindre tid og energi. Dermed ligger problemet aldrig i barnet selv, da budskabet er, at negative tanker og følelser er helt normale og tilladte.

Formålet er dermed hverken at undertrykke eller ignorere tanker, men øge barnets erfaringer med valgfrihed i forhold til tiden brugt på at beskæftige sig med bekymringer.

I metakognitiv gruppeterapi kan barnet desuden spejle sig i de andre børns tanker og følelser og opleve, at de ikke er alene med tankerne, og at alle tanker er helt normale. Fremfor skyldspålæggende opfattes det dermed ofte befriende for barnet at opleve, at det er helt normalt at få negative tanker, og at de kan erfare egenkontrol i forhold til den tid, de bruger på tankerne.

En skånsom vej for barnet 
I debatindlægget skriver Bjerregaard og Dyrløv om metakognitiv terapi til børn: ”Terapiformen er simpelthen for hård, fordi barnet selv skal klare sine problemer. Og det kræver både overskud, en solid evne til at reflektere og et højt kognitivt niveau.” 

Men også her ses en udtalelse præget af misforståelser om metakognitiv terapis reelle forhold. På mange måder kan metakognitiv terapi forstås som en mere skånsom og mindre indgribende behandlingsform for børn, som bruger meget tid på at forholde sig til negative tanker og følelser. Ofte har barnet brugt meget tid og energi på at bekymre sig om fremtiden, tænke positivt, bebrejde sig selv, søge svar og problemløse sine problemer. Alle eksempler på tankehåndteringsstrategier, hvor barnet er kognitivt aktiv i forsøget på at håndtere sine problemer.

Hensigten med metakognitiv terapi er netop at præsentere en løsning for barnet, som er mindre kognitivt energikrævende, mindre kompliceret og som pålægger barnet mindre ansvar for at skulle forholde sig aktivt til at problemløse bekymringstanker.

Her er det vigtigt at skelne mellem at støtte barnet i at kunne lade bekymringstanker være og som psykolog at lade reelle problemer i barnets liv være. Intet barn skal udsættes for nedværdigende eller uacceptabel behandling fra sine omgivelser – her træder psykologers grundlæggende underretningspligt og fagetiske refleksion i kraft.

Psykologers fagetiske ansvar
Ifølge Etiske Principper for Nordiske Psykologer påhviler der et ansvar blandt alle uddannede psykologer til at udvise respekt for klienters autonomi og værdighed samt at reflektere ansvarligt over metodisk intervention. Alle psykologer uafhængigt af terapeutisk referenceramme er med andre ord forpligtede til at udvise etisk hensyn og ansvarlighed i behandlingen af klienter i alle aldre. 

Den udlægning af metakognitiv terapi med børn, som fremlægges af Bjerregaard og Dyrløv, fremstår som en hensynsløs, ureflekteret og uetisk terapeutisk indsats, som individualiserer og skyldspålægger barnet på uhensigtsmæssig vis.

Som fagpersoner, der dagligt anvender metakognitiv terapi i behandlingen af børn, betragter vi psykologers refleksion over etisk forsvarlighed som en grundlæggende forudsætning for alt terapeutisk arbejde og ærgrer os over, at denne tillid blandt fagfæller tilsyneladende synes begrænset.

En forudsætning for terapiens gavnlighed er naturligvis at vælge en behandler, som er grundigt uddannet i metakognitiv terapi, som modtager jævnlig supervision og efteruddannelse, og som efterlever høj faglig og etisk ansvarlighed. Dette sikres ved at vælge en terapeut, som er i gang med eller færdiguddannet og certificeret ved MCT Institute™ og metodens grundlægger Professor Adrian Wells fra Manchester University.

Fremfor mistillid og forudindtagede antagelser vil vi i stedet for fremtiden opfordre til en nysgerrig og åben dialog, som kan give et mere retvisende indblik i, hvordan forskellige metoder konkret praktiseres i terapi med børn.