Skærmdebatten flimrede i sort-hvid sidste år. I 2024 skal nuancerne have plads

Det har adskillige gange slået mig, at der har været nogle aktører i debatten, der har haft interesse i at få det til at se ud som om, at der kun findes to positioner: For eller imod skærm.

Jeg glemmer ikke min forundring, da jeg i sommer på Folkemødet blev spurgt, om jeg gik ind for regulering af Big Tech – underforstået at det kunne man (vel) ikke, når man samtidig var sådan en, der gik ind for digital dannelse.

Det er en skam, at det er lykkedes at etablere og fastholde forestillingen om en sådan sort-hvid positionering, hvor man ikke kan se, at begge dele naturligvis er helt afgørende nødvendigt, hvis vi på samme tid skal ruste og beskytte vores børn i deres liv med digitale teknologier.

Der har været nogle aktører i debatten, der har haft interesse i at få det til at se ud som om, at der kun findes to positioner: For eller imod skærm.

Stine Liv Johansen
Lektor, ph.d., Aarhus Universitet

I december 2023 havde jeg fornøjelsen af at blive inviteret til kaffe hos Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye. Det blev til en virkelig rar og åbenhjertig snak, hvor afsættet (og udfaldet) var, at vi var uenige, men at det ikke skulle afholde os fra at tale sammen. Men uenigheden er udtalt.

Tesfaye ønsker at "trække hårdt i håndbremsen" ude på skolerne og i dagtilbuddene, når det gælder tilstedeværelsen af digitale redskaber.

Til det måtte jeg indvende, at når man trækker hårdt i håndbremsen, så risikerer man, at de børn på bagsædet, der ikke har sikkerhedssele på, flyver ud ad vinduet.

Forestillingen om, at problemet med "skærme" kan fikses en gang for alle på tværs af uddannelsessystemet, er både problematisk og naiv.

Skolens problemer løses ikke ved at låse mobilerne ind i et skab, men ved en helhedsorienteret indsats i forhold til fagpersonalets kvalifikationer, ressourcer og arbejdsvilkår. Og de børn, som især har brug for voksenstøtte og viden i relation til det digitale, lades i stikken, hvis ikke der netop sættes ressourcer og ordentlige rammer op i forhold til at undervise i og med digitale redskaber.

Hvis vi skal videre i debatten i den kommende tid, er det nødvendigt, at de små pip om nuancer får lov at folde sig mere ud, og at vi tør rumme flere aspekter af et ganske kompliceret fænomen på samme tid.

Vi kan godt både tale om regulering af techplatforme, om begrænsninger af forstyrrelser fra private devices og om relevante pædagogiske og didaktiske indsatser for digital dannelse og teknologiforståelse på samme tid.

Vi bør samtidig også give mere plads til fagpersoner, der faktisk har viden og erfaringer med at bruge digitale redskaber på de gode, kreative måder, som alle – også ministeren – godt kan se pointen i.

Vi har brug for at få debatten flyttet derud, hvor den skal virke, i stedet for at lade den være en pseudoakademisk og normativ stiløvelse uden kontakt med virkeligheden.

Visse elementer i de anbefalinger, der kom før jul vedrørende ungdomsuddannelserne, var desværre et eksempel på netop det.

Mit ønske for 2024 er, at man fra politisk hold vrister sig fri af forestillinger om snuptagsløsninger og lader de fagligt funderede begrundelser danne grundlag for indsatserne.

Men jeg ved ikke, om jeg tør håbe på, at det kommer til at ske.