Debat

Tesfaye uenig med forsker: Små børn skal ikke bruge tiden foran en skærm

Usikkerheden om skærmbrugs konsekvenser betyder ikke, at vi ikke skal handle. For ét barn, der passiveres foran en skærm i et dagtilbud, er ét barn for meget, skriver Danmarks børne- og undervisningsminister i en replik til lektor Stine Liv Johansen.

Det er sund fornuft, at vores aller yngste skal bruge deres tid i dagtilbud med at have hænderne i sandkassen, bygge et tårn af klodser eller en grotte af puder, skriver Mattias Tesfaye.
Det er sund fornuft, at vores aller yngste skal bruge deres tid i dagtilbud med at have hænderne i sandkassen, bygge et tårn af klodser eller en grotte af puder, skriver Mattias Tesfaye.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Mattias Tesfaye
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nyligt kunne jeg læse her i Altinget, at lektor og ph.d. i børns medier Stine Liv Johansen mener, at den aftale regeringen og et bredt flertal af Folketinget har indgået om brug af skærme i dagtilbud og private pasningsordninger, overskygger den sunde fornuft og overser, hvordan skærme kan anvendes i relevante aktiviteter i en nutidig pædagogik.

Der skal være plads til forskellige synspunkter i den offentlige debat om børns møde med det digitale. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv er bekymret for børn og unges stadigt stigende skærmbrug.

Læs også

Når det er sagt, indebærer vores aftale ikke et fuldstændigt forbud mod brug af skærme som computer, tv, telefoner og tablets. Vi ønsker at sikre en mere restriktiv tilgang til brug af skærme i det pædagogiske arbejde med børnene. Og vi lægger derfor op til, at de yngste børn som det klare udgangspunkt ikke skal anvende eller eksponeres for en skærm, mens de er i dagtilbud eller private pasningsordninger.

Jeg mener ikke, at den digitale dannelse bør være udpræget allerede i nul til seks års alderen.

Mattias Tesfaye
Børne- og undervisningsminister (S)

Fornuftigt at være forsigtig

Vi ved, at børns skærmforbrug generelt er stigende. En ny undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at børn i alderen tre til seks år i gennemsnit ser på en skærm i mere en halvanden time om dagen.

Det synes jeg, lyder af meget. Og den udvikling mener jeg ikke, vores dagtilbud skal bidrage til.

I aftalen lægger vi op til, at digitale redskaber kun kan anvendes i det pædagogiske arbejde med de tre til fem årige børns trivsel, læring, udvikling og dannelse, hvis det fagligt kan begrundes. I tilbud til de nul til to årige lægger op til, at digitale redskaber kun i helt særlige tilfælde anvendes. Det kan eksempelvis dreje sig om børn med handicap eller kognitive udfordringer.

Den tilgængelige viden om børns skærmbrug er begrænset. Det er derfor, at vi anlægger et forsigtighedsprincip i aftalen, som skal ses i forlængelse af Sundhedsstyrelsens nye anbefaling fra oktober 2023 om, at børn under to år ikke bør bruge skærm uden aktivt samvær med en voksen.

Til trods for, at der ikke findes entydig evidens for, at skærmbrug har negative konsekvenser, skal den videnskabelige usikkerhed ikke alene være grund til ikke at handle på dette område.

Bare ét barn er for meget

Lad mig slå fast, at digital dannelse er vigtigt.

Det er blandt andet også derfor, at vi lægger op til, at de lidt ældre børn, dem i folkeskolen, skal have teknologiforståelse i undervisningen. Men jeg mener ikke, at den digitale dannelse bør være udpræget allerede i nul til seks års alderen.

Børn skal være sammen med nærværende voksne og ikke bruge tiden foran en skærm.

Mattias Tesfaye
Børne- og undervisningsminister (S)

Stine Liv Johansen skriver i sit indlæg, at der i dagtilbud "ikke er tale om, at børn 'sidder med en iPad' – og hvis det enkelte steder skulle være tilfældet, må man se på, hvorfor det forholder sig sådan, og drøfte, om det er hensigtsmæssigt". Hun skriver også, at der "derimod er tale om, at digitale teknologier inddrages i den pædagogiske praksis, fordi de muliggør bestemte udtryksmuligheder, interaktioner og eksperimenter."

Jeg vil gerne understrege, at lovændringen ikke er en kritik af dagtilbuddene og det pædagogiske personales faglighed, som jeg har meget stor tiltro til. Men ét barn, der passiveres foran en skærm i et dagtilbud, er ét barn for meget. Og når man ser på det skærmforbrug, de yngste også har uden for dagtilbuddene, er den pointe kun mere vigtig.

Læs også

Børn skal lege, ikke kigge på skærm

Med lovændringen ønsker vi at sende et signal om, at vores alleryngste skal bruge deres tid i dagtilbud eller private pasningsordninger med at have hænderne i sandkassen, bygge et tårn af klodser, en grotte af puder eller lære om verdens mange dyr i en pegebog.

De skal lære at være kreative og indgå i fællesskaber med andre børn. Jeg mener, at børn skal være sammen med nærværende voksne og ikke bruge tiden foran en skærm.

Jeg tror på, at personalet i dagtilbud og private pasningsordninger mange steder er opmærksomme på at tage aktivt stilling til skærmbrugen i det pædagogiske arbejde med børnene.

Og med lovændringen sikrer vi, at skærmene ikke kan blive en nem løsning til at aktivere eller passivere børnene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Liv Johansen

Lektor, ph.d., Center for Børns Litteratur og Medier, Aarhus Universitet, fhv. formand, Medierådet for Børn og Unge
Cand.mag. i medievidenskab, Aarhus Universitet (2003), ph.d i medievidenskab, Aarhus Universitet (2008)

0:000:00