”Vil ministeren kommentere og oversende den retspraksis, som ministeren ved 1. behandlingen af beslutningsforslaget henviste til som begrundelse for, at der ikke er behov for strafhjemmel i familieretlige sager, herunder forholde sig til, om det er tilfredsstillende, at spørgsmålet reguleres gennem retspraksis frem for gennem en specifik lovhjemmel vedrørende samværssager?” Svar:

Jeg henviser til min tale ved 1. behandlingen af forslaget den 15. marts 2022.

Jeg præciserer, at regeringens afvisning af beslutningsforslaget – som det også kom til udtryk under 1. behandlingen – primært er begrundet i, at sagerne er komplekse, og at det kan være vanskeligt at gennemskue, hvad der er på spil pga. forældrenes følelsesmæssige engagement. Hvis en udtalelse skal være strafbar, skal der være det nødvendige fortsæt – forælderen skal fremsætte en bevidst urigtig påstand med en vis alvor, og i forældreansvarssagerne er der ofte ikke denne tydelighed.

Hertil kommer, at Familieretshuset ikke ukritisk lægger oplysninger fra den ene forælder til grund, og at forældrene er sikret en række retsgarantier, fx retten til at blive hørt, og at de ved domstolene afgiver forklaring under strafansvar.

Muligheden for at anlægge en injuriesag, hvis man føler, at ens ære er krænket, er fremhævet i beslutningsforslaget, og som jeg nævnte under 1. behandlingen, er der meget sparsom trykt retspraksis på injuriesager på det her område.

Vedhæftet er de domme, som det efter en umiddelbar søgning har været muligt at finde frem til. Retspraksis bekræfter, at udtalelser, som forældre fremsætter under en forældreansvarssag, ikke kan betragtes isoleret, men skal ses i det større perspektiv.