Anmeldelse af 

Anmeldelse: Bog om ghettoområder er et friskt og let selvglorificerende pust

ANMELDELSE: Bo-Vitas statusrapport på de udsatte boligområder skal have ros for at turde sige undskyld. Men bogen maler også et billede af, at alt er bedre nu, og det er en smule selvglorificerende og virkelighedsfjernt, skriver Ali Aminali.

Boligselskabets undskyldning til de unge mænd i ghettoerne falder på et tørt sted, skriver Ali Aminali.
Boligselskabets undskyldning til de unge mænd i ghettoerne falder på et tørt sted, skriver Ali Aminali.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af Ali Aminali
Socialrådgiver, radiovært og forfatter

Normalt er bøger om udsatte områder meget forudsigelige. De har som regel altid én ting tilfælles:

De tegner skønmalerier af et mangfoldigt og misforstået boligområde, der bare har brug for en chance til.  Men det gælder ikke bogen 'Intet uden tryghed - Tanker og perspektiver på tryghedsarbejde i almene boliger,' som er udgivet af boligselskabet Bo-Vita. 

Ordet er frit, og der er som om, man selv er der. Der bliver ikke smurt på eller peget fingre ad nogen. Og hvis man overhovedet gør, så er det kun ved at pege indad.

Ali Aminali
Socialrådgiver, radiovært og forfatter

Hvad betyder tryghed egentlig?
Det er ikke første gang, jeg læser en bog om de udsatte boligområder. Debatten om de socialt udsatte boligområder, eller det nogle vil kalde “ghettoer”, er en af de debatter, der aldrig dør.

Det er en betændt og forvirrende debat - ikke fordi den er kompliceret, men fordi der er mange følelser på spil. Men bogen “intet uden tryghed” tager fat i hele roden af dét, som gør det svært. Nemlig følelsen af tryghed. 

For hvad er tryghed egentlig for en størrelse? Og hvad skal der til for at skabe den tillid og tryghed, der kan være med til at ændre noget? Især for beboerne i de udsatte områder. 

Dog skal bogen lige bruge et par sider på at trække os læsere igennem en masse politiske visioner fra boligministeren Kaare Dybvad eller “boligområdernes øverstbefalende”, som man kalder ham i bogen.

Når man først er kommet igennem det, kommer man frem til dét, bogen gør godt. Nemlig at introducere os for vedkommende, der bor og arbejder i området. Her bliver der skabt og fortalt ærligt om de tanker, der går igennem socialarbejderen, når han “banker på døren” hos en beboer, eller hvad tryghed egentlig betyder for den 12-årige Linda Mohamed Lundberg.

Men det unikke er, at der også er plads til politiets historie. At spørge beboere eller følge socialarbejdere og dernæst notere det ned i en bog, er ikke nyt i sig selv. Men dét der er anderledes her er, at der ikke bliver stillet det, som jeg vil kalde “ledende spørgsmål”.

Ordet er frit, og der er som om, man selv er der. Der bliver ikke smurt på eller peget fingre ad nogen. Og hvis man overhovedet gør, så er det kun ved at pege indad.

En erkendelse er prisværdig, men dog en smule tynd
En af de personer, der bliver interviewet i bogen, er Bo-Vitas egen tryghedschef Eskild Dahl Pedersen. 

Han har i årevis været en del af den boligsociale indsats i et at Bo-Vitas mest belastede boligområder; Mjølnerparken. Han var leder for helhedsplanen i Mjølnerparken, da terroristen Omar El-Hussain begik sit terrorangreb på Krudttønden og synagoen. 

Dét, man som regel oplever i bøger om socialt udsatte områder, er at velmenede sociologer og forfattere forsøger at skildre en ærgerlig historie, hvor skyld eller selvkritik aldrig bliver italesat. Altså at visse ting sker, fordi det sker. 

Men i denne bog er intervieweren ikke bange for at kigge indad. Det er præcis dét, Eskild Dahl Pedersen gør, og det er faktisk forfriskende og prisværdigt. Da jeg læste Eskild sige; “vi skylder en undskyldning til de unge mænd, der er endt i fængsel eller døde, fordi vi ikke reagerede, mens problemerne var små” var jeg næsten ved at få den sorte “kommunekaffe”, jeg er så vant til, galt i halsen.

Det samme gælder den ærlighed, der er, om den fjendtlighed, der eksisterer overfor ordensmagten. Et fjendebillede, der stille og roligt har ændret sig til mere samarbejde og tillid. Alt det er sket, fordi man har kigget indad som boligselskab og satset på sociale tiltag i samarbejde med politiet. 

Der, hvor den bliver en smule tynd er, når man fremlægger det som om, at nu er alt bedre. Det kan jeg på sin vis godt forstå, fordi nu er det Bo-Vitas egen version af, hvordan det går. Derfor bliver det hele en smule ’ananas i egen juice’.

Men nu er det jo også en bog, eller nærmere en pamflet, som fra start tydeligt påpeger, at den har til formål at gøre status på den indsats, der har været fra Bo-Vitas side. 

Læs også

Mere et friskt pust end en bestseller 
Bogen, eller nærmere det, jeg vil kalde en slags statusrapport med løsningsforslag, er et solidt bidrag til fagområdet.

Faktisk vil jeg, som jeg tidligere har skrevet, kalde den et friskt pust, fordi den forsøger at være ærlig og reflekterende i forhold til fortidens fejltagelser og fremtidens løsninger.

Dog kan jeg ikke undgå også at se det som en form for glorificering af Bo-Vitas arbejde i disse boligområder. Os, der kender området, ved, at de sidste boligselskaber går op i, er de social indsatser. Deres hovedfokus har altid været drift, drift og atter drift.

Men ’never the less’ er det interessant at læse, hvordan Bo-Vita decideret mener, at man kan skabe større tryghed og bedre beboersamarbejde ved ikke kun at forny sig, men også kigge indad og sige undskyld. Det er der mange andre boligselskaber, der kunne lære noget af.

Derfor bliver jeg nødt til at give bogen 3 ud af seks A'er. En slags mellemvare blandt mangelvarer. 

Bo-Vita, Johanne Ramskov Erichsen (red.): 'Intet uden tryghed. Tanker og perspektiver på tryghedsarbejde i almene boligområder', 165 sider

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00