Billige boliger: Fra ideologisk klassekamp til innovation?

Det tyder på, at det er vanskeligt at lave store gennemgribende boligpolitiske forandringer ved at trække reformkortet og lave stor ståhej

Birgitta Gomez Nielsen
Forsker, AKF

Af Birgitta Gomez Nielsen
Forsker, AKF

I lyset af 1. maj er det oplagt at sætte fokus på de ideologiske skillelinjer i boligpolitikken, når det gælder fænomenet "billige boliger".

Ideen er for nylig genopstået og igen sat på dagsordenen af Enhedslisten i Københavns Kommune. Kommunens indbyggertal stiger, og det må forventes, at der skal bygges nyt for at sikre boliger nok. Men hvad er en billig bolig egentlig? 

Den ideologiske kamp for billige boliger
På det ideologiske plan kan man diskutere, om en billig bolig blot er en eftertragtet vare - eller om det ligefrem er en rettighed.

Tilbage i 1971 slog Preben Wilhjelm i bogen "Dansk Boligpolitik - Forbrydelse eller dumhed" til lyd for, at en billig bolig er en rettighed. Nogle år senere, i 1982, argumenterede Anders Fogh Rasmussen i bogen "Kampen om boligen" for, at en billig (ejer)bolig er en vare på et kommercielt marked.

Virkeligheden i dag ser lidt anderledes ud. Her er boligen både en rettighed og en vare, men ikke desto mindre er det på det ideologiske plan debatten mellem de to positioner, de billige boliger får genoplivet.

Det giver god mening at tage debatten for de politiske aktører. Skillelinjerne er klare, og de politiske partiers ideologiske rødder er reelt meget forskellige. 

Forandringer sker over tid
Sidste gang, billige boliger var på programmet i Københavns Kommune under daværende overborgmester Ritt Bjerregaard, handlede det om at sikre mellemindkomstgruppernes boligsituation under en buldrende højkonjunktur. Målet var at sikre "affordable housing" ligesom i storbyer som f.eks. London.

Det ville kræve en lovændring, som VK-flertallet på Christiansborg ikke kunne bakke op om.

Der blev som bekendt ikke bygget 5000 boliger til en husleje på 5000 kroner i København. Det tyder på, at det er vanskeligt at lave store gennemgribende boligpolitiske forandringer ved at trække reformkortet og lave stor ståhej. Andre politiske aktører med modsatrettede interesser mobiliserer deres ressourcer i stor stil.

Boligpolitisk forandring sker i højere grad over tid som resultatet af et samarbejde mellem de boligpolitiske aktører i det, der kan kaldes den "boligpolitiske styringstrekant" mellem staten, kommunerne og interesseorganisationerne.

Almen bolig+
Dansk boligpolitik har - heldigvis - også en pragmatisk side.

Det er indlysende, at starthuslejerne i det almene byggeri skal holdes i et leje, så boligerne er til at betale for flere forskellige slags lejere. Det har både kommende beboere, boligorganisationer og politikere interesse i.

Så trods ideologiske forskelle og fnidderet, som debatten om de billige boliger medførte i den boligpolitiske styringstrekant, fik både Københavns Kommune og en række omegnskommuner alligevel tilladelse til at opføre en række nybyggede almene familieboliger, hvor der bevidst blev arbejdet på at holde omkostningerne så lave som muligt, så starthuslejen kunne sikres et rimeligt leje.

Konceptet, som blev udviklet, hedder "Almen bolig+". Det repræsenterer i min fortolkning en afideologiseret version af de billige boliger. Almenbolig+ var en løsningsmodel, der også blev bakket op om på Slotsholmen under VK-regeringen på embedsmandsplan, på Københavns Rådhus og internt i den almene boligbevægelse.

"Billig bolig" efter 1. maj?
Afslutningsvis: Hvad er en "billig bolig" dagen efter en 1. maj?

På det ideologiske plan er det et ekko fra en ideologisk debat for længe siden om ideologiske skillelinjer mellem boligen som rettighed eller vare. I dag er boligen både og.

Hvorvidt ideen om, at en del af Københavns fremtidige boligmasse skal være særlig "billig", kan realiseres eller ej, afhænger af, hvordan samarbejdsstrukturerne etableres i styringstrekanten, og om Christiansborg vil give kommunerne andre rammer end de nuværende for at bygge almene boliger.

Alternativt afhænger det af, om der kan findes innovative løsninger som Almenbolig+.

På det pragmatiske plan kan ideen om "billige boliger" derfor også fremme innovation i den almene sektor selv.