Lipperts bog om demokratiets kurs mod afgrunden er læseværdig, men for pessimistisk
Søren Lipperts nye bog er nuanceret og læseværdig og vil meget mere end blot at tale om demokratiets afslutning. Men i nogle stræk bliver han apologet for det bestående, skriver Jonas Parello-Plesner.
Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Rasmussen Global, non-resident Senior Fellow, German Marshall Fund, sikkerhedspolitisk kommentator, Altinget og Berlingske
Krig i Ukraine og i Mellemøsten. Trump stormer frem mod præsidentembedet – igen. Børsen er brændt. Kan vi tage flere dårlige nyheder?
Nå ja, demokratiet ender også. Det er i hvert fald titlen på Søren Lipperts nye bog. Så tager vi lige den katastrofe med på listen over grumme sager forude.
Bogen vil meget mere end blot en nyhedsskabende overskrift om demokratiets afslutning. Det er en spændende, nuanceret og læseværdig bog på 327 sider, så den er ikke gennemlæst på en aften. Den kan anbefales til en lang oversøisk flyvetur (i mit tilfælde) eller en weekend i sommerhuset.
Der er flere ting i bogen, som jeg vil fremhæve positivt som del af min læseanbefaling. Jeg har også et par indvendinger.
Lippert springer ud som teori-mager. Han har opfundet sin egen teori, som han kalder 'politisk geologi', der kan forklare demokratiets historiske og nuværende udvikling.
Her vil han ind og bide skeer med de store tænkere fra Aristoteles, Hegel til Fukuyama, om hvad der driver historien fremad. Lipperts svar er flydende lava. Det er grundstoffet, som tilsvarer menneskets drift efter selvbestemmelse.
I forhold til bogens længde bruges der rimelig kort spalteplads på at udrulle potentielle fremtidsscenarier.
Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation
Når selvbestemmelse undertrykkes lang tid nok, fører det til jordskælv og perioder med kaos derpå orden, der kan eroderes over i tyranni, før endnu et skælv indtræffer.
Bogen gennemgår historiske eksempler på teorien fra Romerrigets fald, reformationen til de franske og russiske revolutioner. Der er også en Lippert-tegning på side 59 med en jordprøve på det politiske landskab. Den er i farver og ligner en regnbuestang. Det er positivt ment.
Det er en interessant genlæsning af historiens udvikling i den europæiske kulturkreds, synes jeg. Hvis man er en utålmodig læser, der hellere vil læse eller høre om demokratiets kvaler anno 2024, kan man bladre frem til side 147, hvor de nuværende revner i demokratiet udlægges.
Apologet for det bestående samfund
Lippert sætter korrekt fokus på vigtige områder, hvor vores nuværende demokratiske model revner. Han fremhæver tre:
Erodering af fælles fakta som referencepunkt i demokratiet. Det giver mistillid til de eksisterende institutioner.
Manglen på fælles fornuft blandt vælgerne. Derfor lytter de ikke til magthaverne længere, men vælger udfra egne sandheder og følelser og stemmer på alt fra Brexit til Donald Trump eller trækker i de gule veste.
Og medierne som den fjerde statsmagt og som vogtere af den offentlige debat eroderes. De erstattes af sociale medier, der leverer misinformation og giver plads til politiske influencere – Lippert kalder dem non-institutional politicians – som Donald Trump og Greta Thunberg, der yderligere øger mistilliden med Trumps "deep state" og Gretas 'bla bla bla' om det nuværende politiske system.
I nogle stræk bliver Lippert her lidt apologet for det bestående samfund.
Et eksempel: Hvorfor stemte et flertal af danskerne dog ikke ja til at ophæve retsforbeholdet i EU i 2015, når et 'ja' faktisk ville forbedre dansk politi til blandt andet at fange pædofile? Jeg forstår Lipperts frustration (jeg stemte selv ja og arbejdede selv dengang i Udenrigsministeriet), men som han selv også ender med at konkludere, så er der så meget andet end fornuftige argumenter, som motiverer vælgere.
I hans analyse af eroderingen af fælles fakta, ender han dog også eftertænksomt med at se en vis grad af frigørelse – selvbestemmelsens magma – i den øgede borgertvivlen på myndighedernes oplysninger.
Ministerierne har nemlig også deres egne systemlogikker, som der, i min opfattelse, meget gerne må tryktestes af borgerne. Se Udenrigsministeriets og politiets "kinesiske fortolkning" af grundlovens forsamlingsfrihed for Tibet-demonstranter. Se bare Skats nuværende skøre eksperiment med vores ejendomsvurderinger, hvor naboer på nybyggede grunde skal opkræve hinanden. Under alle omstændigheder er vi endt i, hvad Lippert benævner som et polyfaktuelt samfund.
Fremtidens demokrati
Så kommer vi frem til det store spørgsmål: hvad nu for demokratiet? Her får vi tre mulige ud- eller afviklinger af demokratiet, som vi kender det.
Hvilket jordskælv rammer os ifølge Lipperts politiske geologi? I forhold til bogens længde bruges der rimelig kort spalteplads på at udrulle vores fremtidsscenarier.
Et er en styrkelse af nationalstaten på bekostning af et sammenbrud af internationale institutioner. Lippert kalder det "en ny westfalsk fred", men kan vel også kaldes et Trump-Orban-Erdogan scenarie, hvor national suverænitet igen er i højsædet.
Næste scenarie svinger i den anden grøft. Magten forskydes globalt og nationalstaten eroderes særligt på klimaområdet, som mange borgere vil have international kontrol med.
Tredje scenarie er en autoritær afvigelse, hvor borgerne accepterer begrænsninger i rettigheder og fundamentet for det liberale demokrati, fordi at akkumulerende kriser ikke kan håndteres i og af det nuværende system.
Det demokratiske verdenskort
Et par indvendinger. Bogens analyse er meget vestlig og europæisk. Det erkender Lippert også, men det er en svaghed, nu hvor demokratiet er et globalt fænomen.
I nogle stræk bliver Lippert lidt apologet for det bestående samfund.
Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation
Der er langt flere mennesker, som lever i demokratier i Asien (Indien, Indonesien, Japan, Sydkorea, Taiwan med flere) end i Europa. Det demokratiske verdenskort er interessant at kigge på for os europæere, som fortsat er fastlåst i forestillingen om os selv som demokratiets højborg.
Når man som mig kigger ofte i internationale demokratimålinger ligger Botswana og Namibia højere end Ungarn og Ukraine. Grækenland – demokratiets vugge – langt under Uruguay hos Freedom House. Derfor ville ikke-europæiske perspektiver være interessante i bogen – også når de nuancerer udviklingen i Europa.
Eksempelvis læser japanere stadigvæk aviser i stort antal, selvom landet er en tech-nation og også er hoppet med på social medie-bølgen.
Eksempler på hvordan demokratiet er blevet fornyet i andre dele af verden kunne også være inspirerende. Mit eksempel: Taiwans digitalministers brug af radikal åbenhed i forvaltningen – alle møder optages så vælgerne kan følge med direkte – og dertil nye måder at lave lovgivning på baseret på internet-baserede folkekonsultationer.
Jeg tænker også mere optimistisk end Lippert, at vi ikke er på vej til en afvikling, men at revnerne er nye og nødvendige konfliktlinjer i vores demokratier.
Krisernes indtog
Under læsningen kom jeg til at tænke på Chantal Mouffe og hendes teori om det antagonistiske demokrati – altså at demokratiet fordrer at være en kampplads for at fungere.
Måske var årtierne fra 1990'erne og frem en undtagelse med for lidt kamp og mangel på antagonisme. Demokratiet forvitrede i kedelig orden. Vælgerne holdt op med at stemme efter klasse og økonomiske præferencer. Politikerne kunne holde fast på autopilot-styring og henvise til nødvendighedens politik fastlagt af finansministerier og nationalbanker.
Men med krisernes indtog fra finanskrisen i 2008 og frem voksede nye skillelinjer frem. Grækerne måtte ikke sætte deres økonomiske politik til folkeafstemning. Folket mod nødvendighedens logik.
I 2016 valgte et flertal af briterne Brexit, selvom det var og er en økonomisk dårligere forretning. Amerikanske vælgere valgte Trump, og danske vælgere stemte Inger Støjberg ind selv efter en rigsretsdom. Greta Thunberg fik børn på gaden for klimaet, i stedet for at de lærte om klimaforandringer i skolen og fra de etablerede institutioner. I samme periode frigjorde sociale medier millioner af menneskers stemmer. Der er altså fornyet antagonisme i demokratiet.
Vi er også ovre historiens uundgåelighed, som førte til en art dovenskab og fatalisme på demokratiets vegne. Vi har genfornyet erkendelsen af, at vores egne handlinger betyder noget for demokratiet. Det kan gå galt.
Hvis ikke den ukrainske befolkning kæmper mod Putins overmagt, kan deres demokrati og frihed falde. Det samme gælder for Taiwan i forhold til Kina. Og afghanske kvinder måtte se deres frihedsrettigheder forsvinde efter Talibans magtovertagelse. Der er altså igen noget fundamentalt på spil omkring demokrati og frihed i kampen for overlevelse.
Det ser måske kaotisk ud for nogle af det nuværende systems grundpiller – også for mig på en nedtrykt dag – men kan også vise sig at være godt for demokratiets fornyelse. Demokratiet bliver mere digitalt, mere borgerdrevet og igen grundlæggende værd at kæmpe for. Så derfor ender demokratiet ikke.