Bolig-debattør: Stop tilbudspligten og andelsboligers skattefrihed

Af Lars Vestergaard
Boligpolitisk debattør og fhv. medlem af Radikales boligpolitiske udvalg

Første problem:
Hvorfor skal tilfældige enkeltpersoner have krav på skattefrie milliongevinster?

Tilbudspligten giver skattefri milliongevinster til de tilfældige lejere, der har haft held til at leje en lejlighed i en traditionel huslejereguleret udlejningsejendom, inden den handles. Den dag, de sælger andelen videre, vil de opnå urimeligt store arbejdsfrie og skattefrie fortjenester. Ofte i millionklassen.

Andelsboliger er efter lovgivningen andele i private erhvervsmæssige udlejningsejendomme. Så længe ejendommene handles som erhvervsmæssige investeringer, skal fortjenesten ved handlerne beskattes efter reglerne om ejendomsavancebeskatning.

Men når de samme ejendomme bliver andelsforeninger og handles som andelsboliger, bliver avancen ikke beskattet, da den oprindelige tanke var, at andelsboligerne ikke skulle blive profitmål. En række liberaliseringer, senest muligheden for tinglysning af lån i andelene, har totalt ændret dette.

Andelsboligerne betaler heller ikke ejendomsværdiskat, da de formelt ikke er ejerboliger. De betaler altså hverken den ene eller den anden form for skat af deres værdier og fortjenester. Skattefriheden gør andelsboligerne til den mest favoriserede ejerform i landet.

Skal de tilfældige lejere så også fortsat have million-gevinsterne foræret? Dette medfører en urimelig konkurrenceforvridning mellem de forskellige boligformer

Lars Vestergaard, boligpolitisk debattør og fhv. medlem af Radikales boligpolitiske udvalg

Skal de tilfældige lejere så også fortsat have milliongevinsterne foræret? Dette medfører en urimelig konkurrenceforvridning mellem de forskellige boligformer, og i praksis – i daglig tale og privat handel – overvurdering af andelsboligerne.

Tilbudspligten stammer fra en tid, hvor private udlejere blev opfattet som skruppelløse spekulanter. Det var før, pensionskasserne blev etableret, og længe før de så fordelene ved langsigtede investeringer i sunde, velvedligeholdte udlejningsboliger, blandt andet for at sikre lejligheder til kassernes egne medlemmer.

Tilbudspligten medfører ikke en eneste ekstra lejebolig til en overkommelig husleje; kun hurtige milliongevinster til tilfældige lejere, og stadig færre lejeboliger.

Det andet problem:
Hvordan vil Folketinget sikre betalelige lejeboliger, når den private, regulerede udlejning tvangsomdannes til andelsejerboliger, og der kun opføres få almene boliger?

Den regulerede private udlejning har tidligere udgjort cirka 20 procent og de almennyttige boliger cirka 20 procent af boligmassen.
Tilbudspligten truer dermed eksistensen af næsten halvdelen af alle eksisterende lejeboliger ved at omdanne dem til ubeskattede andelsejerboliger. Det har intet socialt formål.

Hvis Folketinget sikrede et tilstrækkeligt udbud af almennyttige lejeboliger og kollegiepladser, ville situationen være en anden. Men boligmanglen i de største byer er enorm, og de svageste medborgere ender på gaden, da de umuligt kan finde en bolig, de kan betale.

Den private boligudlejning er en truet art, som bør kontrolleres og beskyttes af hensyn til lejerne og de boligsøgende. Ingen kan bygge nye boliger til gammel pris, men man kan og bør stoppe afskaffelsen/udryddelsen af de sunde og overkommelige lejeboliger, der endnu findes.

Tilbudspligten medfører, at boligsøgende, for at opnå en lejlighed, ikke som hidtil kan nøjes med at betale tre måneders leje i indskud, men skal betale ½-1 million kroner for de samme boliger.

En del kan låne med sikkerhed i andelen, men mange kan ikke låne og henvises til almene boligers uendelige ventelister, herberger, som koster samfundet omkring 400.000 per seng per år, og når der ikke er plads, ender vore medborgere på gaden.

SFI opgør antallet af hjemløse, som bare ikke kan finde en bolig, til over 1000 i Hovedstaden. Tilbudspligten forværrer kun situationen.

Det tredje problem:
Den skattemæssige forskelsbehandling af ejer og andelsboliger. Hvorfor skal den ene ejerform være skattefri og den anden beskattet, når begge har store arbejdsfri kapitalgevinster?

Skattefriheden hænger sammen med, at det oprindeligt var andelsforeningerne, der optog lån i ejendommen, men siden 2004 har det været tilladt for den enkelte andelsejer at optage selvstændige lån med pant i andelen.

Dette har medført uoverskuelige låneforhold for mange andelsejere og misvisende sammenligninger mellem de to ejerformer.

Professor dr.jur. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, KU, har slået til lyd for at flytte lånene fra andelsforeningerne til den enkelte andelsejer for dermed at sikre den enkeltes fulde kontrol og overblik over egen gæld og økonomi og samtidig sikre fuld adgang til skattefradrag for renteudgifterne.

Samtidig skal ejendomsværdiskatterne naturligvis ligestilles for andels- og ejerboliger.

En af de væsentligste forskelle på ejer- og andelsboliger vil derefter være prisreguleringen af andelsboligerne i det omfang, den kan opretholdes.

Altså: Ligestil andels- og ejerboliger, så de opnår samme lånemuligheder, samme fradragsmuligheder og samme beskatning af ejendomsværdierne.

Det radikale landsmøde i 2008 vedtog at arbejde for skat på andelsboliger:
”Skattemæssig ligestilling af andelsboliger og ejerboliger, således at andelsboliger, som i dag handles og belånes på ejerboliglignende vilkår, også beskattes på lignende vilkår.”