Borgmester: Hvad sker der på Bornholm, når befolkningen flytter?

Af Winni Grosbøll (S)
Borgmester, Bornholms Regionskommune

Det korte svar er naturligvis, at der bliver bedre plads til alle os andre!

Men spørgsmålet er forkert stillet. Det er slet ikke ”befolkningen”, der flytter. Det er kun de unge. På Bornholm har vi stort set flyttebalance i alle de øvrige aldersgrupper. Og selvfølgelig skal de unge flytte fra øen for at tage en uddannelse. Jeg støtter fuldt ud regeringens målsætninger på dette område. Men efter en lang årrække, hvor de unge i stigende omfang er rejst uden at vende tilbage, er det meste af aldersgruppen 25-49 år langsomt blevet udhulet. Hermed bliver der også færre børn, og det betyder, at hele aldersfordelingen bliver skæv, at arbejdsstyrken forgubbes, og at befolkningstilbagegangen accelererer.

Den nye tids udfordring
Det kommunale selvstyre er bare ikke baseret på sådanne udfordringer. Det stammer fra en tid, hvor de færreste rejste bort fra hjemstavnen, og hvor det ikke var en skam for en læge, en advokat eller en tandlæge at slå sig ned i provinsen efter endt uddannelse. Det var et samfund i større balance med kun få ændringer over tid. Og udligningssystemet havde primært til formål at udligne forskellen mellem rige og fattige kommuners muligheder for at yde service. Men i dag er udfordringen i langt højere grad en forskel mellem kommuner i befolkningsmæssig fremgang og tilbagegang.

I takt med befolkningstilbagegangen falder vores indtægter i form af personskatter og udligning hurtigere, end vi kan nå at omstille servicen og tilpasse budgetterne. Og budgettet skal typisk reduceres mere, end befolkningstilbagegangen i sig selv genererer af lavere efterspørgsel efter serviceydelser, da en række udgifter, for eksempel til veje, havne, snerydning og budgetlægning, ikke afhænger af indbyggertallet. Hertil skal lægges den mere barske udfordring, at det er de efterspurgte på arbejdsmarkedet, som er rejst, mens de ældre, de svage og førtidspensionisterne er tilbage. Meget groft sagt.

I oktober 2014 passerede Bornholms indbyggertal en magisk grænse. For første gang i 135 år var vi færre end 40.000 indbyggere på øen.

Winni Grosbøll (S)
Borgmester, Bornholms Regionskommune

Fremtidsperspektivet er håbløst, og selv om man kan forsøge sig som ”tilbagetogets helt”, hjælper det ikke med at få budgettets ender til at nå sammen.

Udligningssystemet skal tænkes forfra
Jeg støtter ikke de personer, der foreslår, at vi bare skal slippe gækken løs i udkantsdanmark, ophæve planloven og fjerne andre begrænsninger for det frie initiativ. Vi kan hurtigt blive til Klondyke-områder og ødelægge årtiers bevaringsarbejde af både natur, bygninger og unikke bymiljøer. I hvert fald skal man gøre sig klart, at der vil være tale om en irreversibel proces, og en vis styring er bestemt på sin plads.

Jeg ser meget hellere, at vi, der bor i kommuner med varig befolkningstilbagegang, får en reel mulighed for at overleve økonomisk gennem udligningssystemet. Det forudsætter, at udligningssystemet tænkes forfra, så det kan håndtere de strukturelle forskelle mellem kommunernes vækstmuligheder – eller manglen på samme, så vi også kan tilbyde vores indbyggere et rimeligt serviceniveau.

Regionalpolitik efterlyses
Skiftende regeringer har hidtil afvist, at Danmark er af en størrelse, der berettiger til at føre regionalpolitik. Men det, jeg efterlyser, er reelt en dansk regionalpolitik – en politik der ikke alene baseres på den konkrete afstand mellem udkant og center, men som tager afsæt i vores unikke selvstyrende kommuner og ikke kun hjælper de fattige, men også de, der især er ramt af befolkningstilbagegang.

Fokus på indbyggertallet
I oktober 2014 passerede Bornholms indbyggertal en magisk grænse. For første gang i 135 år var vi færre end 40.000 indbyggere på øen. Derfor er vi særligt opmærksomme på, at indbyggertallet ikke om få år når under ”den kritiske masse”, hvor der for eksempel ikke længere er unge mennesker nok til at kunne opretholde gymnasie- og erhvervsuddannelserne på øen. For så bliver det for alvor svært bare at rekruttere de borgere, som i dag erstatter dem, der flytter i alle de øvrige aldersgrupper.

Som andre yderkommuner kan vi prale af at være dem, der både er bedst til at uddanne mønsterbrydere og til at beskæftige faglært arbejdskraft. Men hvad hjælper det, når de ikke kommer tilbage og bosætter sig her?

Send studiepladser til Bornholm
Jeg efterlyser derfor også andre regionalpolitiske udviklingsmuligheder. Gennem de seneste 10-15 år har vi set en tiltagende centralisering af statslige institutioner med det klare formål at spare penge. Det er de penge, vi nu savner her i udkanten. Så gør ligesom svenskerne: Vær sød at sende os en universitetsfilial med 1.000 studiepladser i stedet!