Byggeforsker: Ghettoloven er et skadeligt indgreb i boligmarkedet

Af Hans Skifter Andersen
Adjungeret professor, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

Den såkaldte ghettolov fra 2018 afviger fra alle tidligere indsatser i udsatte boligområder i Danmark og andre lande ved den måde, man udvælger områderne og foreskriver indsatser.

Den normale fremgangsmåde har altid været, at man valgte boligområderne på grundlag af analyser af de faktiske problemer i områderne, og de konkrete indsatser blev foreslået decentralt af boligafdelinger og kommuner.

I ghettoloven udvælges boligområderne ikke ud fra viden om, hvad der måtte være af problemer, men alene ud fra statistik om beboersammensætningen – især andelen af beboere med såkaldt "ikke-vestlig" baggrund.

En alt for upræcis karakteristik
Nu er det imidlertid sådan, at de konkrete problemer kan være helt forskellige i boligområder med den samme statistiske profil. Den statistiske metode er en alt for upræcis karakteristik af de faktiske problemer.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at der er mange arbejdsløse i et område, hvis det i øvrigt er velfungerende.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at der er mange arbejdsløse i et område, hvis det i øvrigt er velfungerende.

Hans Skifter Andersen
Adjungeret professor, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

Ghettolovens metode betyder, at der blandt de udvalgte "hårde ghettoer" er nogle, hvor de faktiske problemer er så ubetydelige, at de slet ikke berettiger til de meget drastiske indgreb.

Mange af dem var desuden allerede i forvejen i gang med større forbedringsindsatser.

Ghettoloven er som en maskine, der på grundlag af ren statistik udpeger boligområder til salg og nedrivning og tvangsforflytter tusindvis af beboere fra deres hjem.

Irrationel fremgangsmåde
Kommunerne har store problemer med at finde et tilbud til dem, som passer til deres økonomi og behov, og en del af dem vil formentlig få forringet deres boligsituation. Det er en kostbar operation, som koster adskillige milliarder.

Det, der gør fremgangsmåden særligt irrationel, er, at udvælgelsen sker på grundlag af helt arbitrære grænser for beboersammensætningen. Når andelen af indvandrere, arbejdsløse med videre overstiger en helt tilfældig valgt grænse, går maskinen i gang.

Og det gælder ikke kun de allerede udvalgte områder. Nye områder vil med tiden blive indfanget. I øjeblikket betyder den stigende arbejdsløshed, at flere områder bliver ramt. Og den stigende segregation vil på sigt medføre, at mange flere vil blive inddraget.

Ændrer statistik i stedet for at løse problemer
Statistikken udløser drastiske og meget dyre foranstaltninger. Den er blevet meget styrende for, hvad kommuner og boligselskaber gør i udsatte boligområder. Det er blevet vigtigere for dem at ændre statistikken end at gøre noget ved de faktiske problemer.

Der er eksempler på meget uhensigtsmæssige tiltag. Et eksempel er Nøjsomhedsvej i Helsingør, hvor bestræbelserne går på at få antallet af beboere ned under de 1000, der er grænsen for ghettostemplet.

I Ninna Hedeager Olsens (EL) indlæg 15. juni argumenterer hun for støtte til byfornyelse i København med den begrundelse at "der et stort behov for at investere i udsatte boligområder, så vi får dem løftet, så de ikke er i risikozonen for at ende på regeringens ghettoliste, som kan betyde, at gode almene boliger ender med at blive revet ned eller frasolgt og privatiseret".

Man er holdt op med at fokusere på faktiske problemer.