17. august 2023 kl. 03.00

Debat

Bygningsforsker: Vi bør tale om et midlertidigt stop for nybyggeri

Byggebranchen bærer et betydeligt ansvar for klima- og biodiversitetskrisen. Der er derfor brug for nytænkning i form af byggestop og eksperimenterende boliger, skriver Michael Asgaard Andersen.

Mens det ville være ekstremt at stoppe med at udvikle boligmarkedet, er det rettidig omhu at skære kraftigt ned på nybyggeri af boliger og fokusere på transformation af den eksisterende bygningsmasse, skriver Michael Asgaard Andersen.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Michael Asgaard Andersen

Lektor, Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Det Kongelige Akademi

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Arkitekt og forsker Charlotte Malterre-Barthes rejser med initiativet ”A Global Moratorium on New Construction” spørgsmålet, om der skal indføres et midlertidigt stop for nybyggeri.

Det kan på den ene side ses som en radikal og vidtgående tanke. På den anden side som et naturligt skridt i den vestlige verden.

Baggrund for spørgsmålet er det velkendte faktum at byggebranchen bruger for mange ressourcer og skaber for meget affald. Den har med andre ord et betydeligt ansvar for den klima- og biodiversitetskatastrofe, vi står midt i.

Selvom der foreligger masser af dokumentation for problemerne, så er der i vores del af verden langt fra viden til handling. Der er en afgrund mellem de fakta, der foreligger, og den måde byggebranchen agerer på. Så det giver god mening at reflektere over Malterre-Barthes’ spørgsmål.

I Danmark bor vi i gennemsnit på et større bygget areal per person end noget andet land i den vestlige verden, og det er støt stigende
Michael Asgaard Andersen
Lektor, Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Det Kongelige Akademi

I sit udgangspunkt flugter forslaget til et moratorium med den økonomiske model, som Kate Raworth fremsatte for nogle år siden med titlen doughnutøkonomi.

I denne model er doughnutens ydre ring det økologiske loft med de ni planetære grænser, mens den indre ring er det sociale fundament med tolv sociale minimumsniveauer.

Der er altså en miljømæssig dimension og en social dimension i både moratoriet og modellen. Det er mellem den ydre og indre ring, i selve doughnutens substans, at byggebranchen – ligesom alle andre – burde være, men langt fra er.

I Danmark bor vi i gennemsnit på et større bygget areal per person end noget andet land i den vestlige verden, og det er støt stigende.

Det har alvorlige implikationer for klima og biodiversitet, både når der bygges nye boliger og i driften af eksisterende boliger.

Hvis Malterre-Barthes’ spørgsmål skal stilles i en dansk kontekst, er det således oplagt at se på boligbyggeriet.

Suboptimering og grådighed

Der vil selvfølgelig være mange, som vil indtage det synspunkt, at en kraftig reduktion af nybyggede boliger er en alt for drastisk reaktion. Måske ligefrem en overreaktion.

Selvfølgelig er det hævet over enhver tvivl, at det vil få vidtrækkende følger for mange af dem, der arbejder og tjener penge i byggebranchen og for det danske samfund som helhed.

I et større perspektiv er disse synspunkter dog udtryk for en snæver silotænkning og suboptimering, der ikke tager højde for konsekvenserne af byggeriets overforbrug.

Nybyggeri af boliger kunne i så fald være forbeholdt dem, der har mest brug for det, eksempelvis hjemløse, krigsveteraner, ældre med unikke plejebehov og andre udsatte grupper
Michael Asgaard Andersen
Lektor, Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Det Kongelige Akademi

Med det akutte og store behov for at bygge mange boliger i det globale syd, er det svært at se ønsket om at bygge nye mainstream boliger herhjemme som andet end selvtilstrækkelig grådighed.

Ligesom de fleste andre steder i verden er der i Danmark en migration fra land til by, og det skaber en efterspørgsel på boliger i og omkring de tættest befolkede områder.

Denne udvikling gør det relevant herhjemme at se på, hvordan eksisterende bygninger, der tidligere havde et andet formål, kan transformeres til boliger.

For mens det ville være ekstremt at stoppe med at udvikle boligmarkedet, er det rettidig omhu at skære kraftigt ned på nybyggeri af boliger og fokusere på transformation af den eksisterende bygningsmasse.

Nybyggeri af boliger kunne i så fald være forbeholdt dem, der har mest brug for det, eksempelvis hjemløse, krigsveteraner, ældre med unikke plejebehov og andre udsatte grupper.

Den eksisterende bygningsmasse er enorm og særdeles værdifuld – i økonomisk og kulturel forstand såvel som i sin lagring af ressourcer.

Men den har også været langt mere ødelæggende for omgivelserne, end vi hidtil har antaget. Med dens store værdi er det afgørende, at bygningsmassen bliver brugt og udviklet med større omtanke end hidtil.

Læs også

Danmarks hæderkronede boligpolitik modarbejder udviklingen af forsyningsområdet

Kommentar

Truede bygninger

Når det handler om bygninger, der står tomme, så opgør man i dag kun dem, der er i såkaldt tomgang. Det vil sige bygninger der ikke bliver brugt, men står klar til at blive det.

Det giver et misvisende billede af den ledige bygningsmasse. Lige så vigtigt er eksisterende bygninger, som er funktionstømte og endnu ikke klar til at blive brugt igen – og som måske står til at blive revet ned.

Som andre bygninger er de opbygget af råstoffer, der er blevet udvundet, transporteret, bearbejdet og samlet, og kun sjældent kan de adskilles og genanvendes gennem upcycling.

En mærkbar reduktion i brugen af råstoffer er afgørende for, at byggeriet kan blive mere bæredygtigt, da det har indvirkning på de planetære grænser.

Flere forskere peger på biogene materialer – eksempelvis svampe, muld og halm – som vejen frem for at nybyggeri kan blive mere bæredygtigt, og det vil forhåbentlig også blive en realitet i fremtiden.

Meget nedrivning er enfoldigt og forkert i den nuværende situation
Michael Asgaard Andersen
Lektor, Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Det Kongelige Akademi

Men indtil da er det nødvendigt at kere sig om den eksisterende bygningsmasse.

Mange nedrivningstruede bygninger er opført i god kvalitet, men til en funktion, der ikke længere er relevant, eller med en lav bebyggelsesprocent.

Det er ikke bæredygtigt at rive denne type af bygninger ned for at lave nybyggeri med en højere bebyggelsesprocent og profit.

Meget nedrivning er enfoldigt og forkert i den nuværende situation. I stedet er der behov for at se på, hvordan de truede bygninger kan anvendes til nye formål, herunder boliger.

Eksperimentende boliger

Genanvendelsen af funktionstømte bygninger til nye boliger bør gå hånd i hånd med et øget fokus på de sociale forhold, der knytter sig til det at bo.

Som et af de mest velstillede lande i verden er de fleste sociale minimumsniveauer i doughnutens indre ring opfyldt i Danmark, men der er plads til forbedringer såvel som til eksperimenter, hvorfra viden og erfaringer senere kan komme andre til gode.

Nogle eksperimenter kan handle om hverdagens ressourceforbrug, da boliger er rammen om vores liv og dermed mange af vores rutiner og gøremål.

Ved at sætte den rette ramme, kan boliger bidrage til at nedbringe vores forbrug. Det knytter sig til dele- og fællesøkonomi i bredeste forstand, hvor den vigtigste målsætning ikke skal være økonomisk gevinst, men at gøre vores levevis mere bæredygtig.

Man kan forestille sig, at dansk boligbyggeri i en årrække kunne fokusere på genanvendelse af eksisterende bygninger og udforskning af tidens leve- og familieformer
Michael Asgaard Andersen
Lektor, Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Det Kongelige Akademi

Selvom vi ikke tænker meget over det, så deler vi allerede en hel del, blandt andet en omfattende infrastruktur af ledninger, rør og veje.

Men der er meget mere, vi kan være fælles om. Det gælder indenfor fødevare-, energi-, transport- og sundhedssektoren, og den presserende omstilling af de sektorer er på flere niveauer forbundet med den måde, vi bor og lever på.

Lige fra den enkelte bolig til hele boligkvarterer kan vi dele og være fælles om mere.

Andre eksperimenter kan handle om de måder, vi omgås hinanden, altså vores sociale relationer.

Med en genanvendelse af bygninger, der ikke oprindeligt har været tænkt som boliger, og en øget dele- og fællesøkonomi åbner der sig nye muligheder for at udforske sociale aspekter af at bo.

Det kunne munde ud i, at de mange forskellige leve- og familieformer, der findes i dag, får et fysisk udtryk i boligernes udformning.

Der er et stort potentiale i at udvikle boliger til eksempelvis eneforældre med delebørn og flergenerationsfamilier, ligesom der er i at udvikle bæredygtige relationer mellem beboerne i den enkelte husstand og på tværs af dem, og det kræver ikke nyt boligbyggeri at gøre.

Man kan forestille sig, at dansk boligbyggeri i en årrække kunne fokusere på genanvendelse af eksisterende bygninger og udforskning af tidens leve- og familieformer.

Herved kan byggebranchen ikke kun på skrømt, men reelt bidrage til den grønne omstilling og gøre vigtige erfaringer til efterfølgende brug i internationale sammenhænge.

Læs også