Bygningskultur Danmark: Modtag Alex Ahrendtsen med åbne arme, hvis du kæmper for kulturarven

DEBAT: Alex Ahrendtsens (DF) politiske engagement i kulturarven er langt at foretrække frem for politisk ligegyldighed, hvis der skal skabes mere opbakning til vores fredede bygninger, skriver Johan Westh Hage.

Af Johan Westh Hage
Projektleder, Bygningskultur Danmark

I slutningen af september blev 100-året for bygningsfredningsloven fejret ved en større konference på Christiansborg arrangeret af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Her deltog kulturminister Mette Bock (LA), et par af kulturordførerne samt det sædvanlige sammenløb af arkitekter, embedsmænd, foreningsfolk og nogle få engagerede håndværkere, der bekymrer sig om vores historiske bygninger.

Jubilæet gav anledning til at se fremad og diskutere, hvordan man kan skabe opbakning til bevaringen af vores byggede kulturarv – de fredede og bevaringsværdige huse rundt omkring i landet.

Politisk engagement – men ikke for meget
Kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) holdt et oplæg under overskriften "Hvordan får vi sat bygningskulturen på den politiske dagsorden?"

Der er meget få politikere, der profilerer sig på en holdning til kulturarv og bygningsbevaring, hvilket nok også er en af grundene til, at den økonomiske støtte til de historiske bygninger er på et næsten symbolsk niveau. Men netop Alex Ahrendtsen må siges at være en af dem, der virkelig er engageret i det felt, og derfor var det vel også naturligt, at han blev bedt om at tage stilling til spørgsmålet.

Men det blev hurtigt tydeligt, at lige netop det spørgsmål var en guldrandet mulighed for at fyre en bredside af mod den gruppe af faglige eksperter, som Ahrendtsen selv har været i clinch med i forbindelse med sagen om Vikingeskibshallen i Roskilde. Den brutalistiske bygning ved Roskilde Fjord er netop blevet affredet af kulturministeren imod Slots- og Kulturstyrelsens og Det Særlige Bygningssyns vilje, men til Alex Ahrendtsens store tilfredshed.

Alex Ahrendtsen har klart og tydeligt givet udtryk for sin utilfredshed med det meste byggeri opført efter 1. Verdenskrig, blandt andet ved at tale om et "syndefald" indvarslet af betonens indtog i byggeriet. Det affødte en reaktion fra sagkundskaben, herunder særligt en række arkitekter, der frabad sig utidig politisk indblanding og ønskede respekt for armslængdeprincippet. For Alex Ahrendtsen stod denne reaktion i modsætning til et ønske om, at politikerne skulle involvere sig mere i kulturarven. For det var jo netop det, han gjorde.

Kulturarv som politisk kampplads
Spørgsmålet er, om ikke de dage, hvor politikerne gav midler i fuld tillid til, at de kunne fordeles af fagkundskaben, er forbi. Vi, der ser værdi i både bindingsværk og beton, kunne godt ønske os, at politikerne gav penge, men ellers overlod resten til fagkundskaben. Og personligt er jeg helt uenig i Alex Ahrendtsens meget snævre syn på, hvad der er værd at bevare. Men hvis ikke området er under politisk diskussion, og hvis ikke man som politiker ser en mulighed for at profilere sig i forhold til kulturarven, er det kun et fromt håb, at der kommer flere midler. Og det gælder både i kommunerne og i Folketinget.

Vi, der kæmper for kulturarvens vilkår, bør modtage en mand som Alex Ahrendtsen med åbne arme – også når vi er uenige i hans holdninger. Og vi skal arbejde på, at det bliver oplagt for flere politikere at slås for kulturarven og profilere sig på den.

Dansk Folkepartis politiske succes skyldes i høj grad deres evne til at tale om værdier og identitet frem for ren fordelingspolitik. Netop værdispørgsmålet og spørgsmålet om for eksempel danskhed og national identitet er tæt knyttet til vores kulturarv. Og selvom Mette Frederiksen nok ikke vil bruge krudt på dette område, kunne der sagtens være socialdemokrater længere tilbage i rækken, der forstår at profilere sig på at bevare væsentlige spor efter arbejderbevægelsen eller velfærdsstaten. Eller liberale, der sammen med industrien kan se ideen i at bevare den del af vores historie, der fortæller om Danmarks industrialisering.

Frygt ej den politiske diskussion
Som arkitekturredaktør Karsten Ifversen skrev i Politiken om Alex Ahrendtsens forslag om en ny hal i Roskilde i "vikingestil":

"Måske Alex Ahrendtsens forslag kommer til at gøre den særlige hal på Vikingeskibsmuseet godt. Med sit forslag har han formået at genoplive interessen for kulturarven, både den gamle og den yngre."

Og selv om Vikingeskibshallen nu er blevet affredet, kan man stadig håbe, at den affødte interesse kommer området til gode. Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at den, der lever skjult, lever godt i dette tilfælde. Huse og ejere er presset til et punkt, hvor der skal ske noget, hvis ikke store dele af den byggede kulturarv skal gå tabt i løbet af de kommende år.

Så vi, der holder af vores kulturarv og historiske bygninger – også den moderne arkitektur – skal ikke frygte, men snarere invitere til en livlig politisk diskussion. Også selv om det kommer til at udfordre fagligheden og armslængdeprincippet. Så med risiko for at invitere ulven ind i fårefolden tror jeg, at politisk indblanding – også den lidt for nidkære og detaljerede – er langt at foretrække frem for politisk ligegyldighed.

Forrige artikel Keflico: Der er for meget beton i dansk byggeri Keflico: Der er for meget beton i dansk byggeri Næste artikel Hvidovre-borgmester: Snuptagspolitik løser ikke ghetto-problemer Hvidovre-borgmester: Snuptagspolitik løser ikke ghetto-problemer
  • Anmeld

    Peter Dragsbo · fhv. overinspektør

    Dansk kulturarvs-debat, ja tak!

    Fuldstændig enig! I sammenligning med andre lande har vi stort set ingen diskussion om kulturarven i Danmark. Kun i grænselandet kan man toppes lidt om, hvad der er dansk, tysk eller fælles kulturarv. Så tak til DF for at interessere sig for emnet - men samtidig skal vi ikke overlade scenen kun til DF. Kulturarv angår os alle, samtidig med at vi både har international, national, regional og lokal kulturarv - og kulturarv knyttet til forskellige grupper, klasser, bevægelser og traditioner. Kulturarv er ikke noget vi bare "arver", det er det vi hele tiden skal tage stilling til: bevare, forkaste, udvikle - og ikke mindst: interessere os for - især "de andres" kulturarv, fordi vi derigennem lærer noget om os selv.