Debat

Danske Småøer: Vi risikerer at klemme livet ud af øerne, hvis der ikke kommer hjælp til finansiering af elfærger

Livet på de små øer er afhængig af tilskud fra staten og velvillige kommuner, der forstår at opretholde den færgeservice, som vi har i dag. Det skal vi holde fast i. For færgerne er vores livsnerve, skriver Kristen Sydendal.

På billedet er Tunøfærgen, som står til at blive skiftet ud med en el-færge.
På billedet er Tunøfærgen, som står til at blive skiftet ud med en el-færge.Foto: Pressefoto /Danske Småøer
Kirsten Sydendal
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark er der tradition for, at vi står sammen og finder løsninger. Det, som et individ ikke kan klare selv, hjælper vi hinanden med.

Vi er gode til at rykke sammen og samarbejde. Jeg behøver bare at nævne andelsbevægelsen, dansk realkredit og vores velfærdssystem, så ved de fleste, hvad jeg taler om.

De danske småøer kan være på tærsklen til en krise, vi ikke tidligere har set. For at leve op til de internationale klimaaftaler skal vi inden for få år have udskiftet vores dieselfærger til grønne el-færger, og det er dyrt.

Temadebat

Hvor langt vi gå for at bevare livet på landet?

Det er hovedspørgsmålet i en ny temadebat på Altinget By og Bolig, hvor vi i de kommende uger har inviteret både politikere og aktører til at debattere forskellen på land og by, og hvor meget vi skal gøre for at udligne den.

For skal vi blot acceptere forskellen mellem Danmarks store byer og yderområderne? Eller skal der nye tiltag til?

Og hvor mange ressourcer skal vi blive ved med at poste i yderområderne, når udviklingen indtil videre har vist sig så svær at vende? Er der en grænse? Og i så fald hvor går den? 

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Har du et vigtigt input til debatten og vil deltage? Kontakt Altingets debatredaktion på [email protected]

I dag er det op til småøernes kommuner at finde penge til investeringer af nye færger, og det gør ondt på mange af dem. Nogle kommuner er velhavende, og skal kun finde penge til én færge.

Andre har en trængt økonomi og skal finde penge til to eller tre nye færger, og det kan nemt slå bunden ud af et forholdsvis lille budget på en kommunes færgedrift. I Lolland Kommune vil man finansiere de nye færger ved at reducere driften og lade øboerne og færgens øvrige brugere betale udgiften i mange år fremover.

Der er planer om at fjerne en ud af tre færger og oprette en rute, der skal betjene flere øer med heraf følgende færre afgange. Færre færger og færre afgange vil betyde mindre liv på småøerne.

Andre kommuner er end ikke gået i gang med at planlægge den nødvendige udskiftning af færgen, for de har ikke ressourcer til at starte et grønt færgeprojekt. Vores færger er vores livsnerve, og for at vores øer fortsat skal kunne udvikle sig, er der brug for ro og stabilitet omkring vores færgefart.

Liv på øerne året rundt 
Under og efter corona har flere og flere fået øjnene op for, at småøerne er attraktive levesteder såvel som feriesteder, der tilbyder et interessant alternativ til livet i de større byer.

Småøerne har meget at byde på af livskvalitet, fællesskaber og enestående naturoplevelser, men er samtidig sårbare lokalsamfund, som det er vigtigt, at vi som land og samfund holder hånden under.

Både når brændstofpriserne stiger i hele verden og sender færgetaksterne på himmelflugt, og når klimaforandringerne dikterer nye eldrevne transportmidler til øerne. Det er en opgave, vi må stå sammen om.

Småøerne har meget at byde på af livskvalitet, fællesskaber og enestående naturoplevelser, men er samtidig sårbare lokalsamfund

Kirsten Sydendal

Mange har besøgt øerne og nydt en uges sommerferie, men for at der kan være liv om sommeren, er det nødvendigt med levevilkår, som gør det muligt for købmanden, campingpladsejeren, kroværten og havnefogeden at bo på øerne med deres familier hele året.

I dag har vi en lovgivning og tilskud, der sikrer stabil færgefart til de fleste af vores øer. Den service, vi har i dag, skal vi sikre, at kommunerne ikke er tvunget til at skære i, når de presses økonomisk.

Livet på de små øer er afhængig af tilskud fra staten og velvillige kommuner, der forstår at opretholde den færgeservice, som vi har i dag. Det skal vi holde fast i. Også når krisen kradser.

Vores bøn til politikerne er, at vi hurtigst muligt kommer i mål med Landevejsprincippet (Et princip om, at det skal koste det samme at sejle med færge som at køre en tilsvarende strækning i bil på landevejen red.) til øerne, så adgangen bliver nem og billig.

Vi beder desuden om hjælp til finansiering af nye elfærger til de danske småøer på en måde, så udgiften ikke rammer kommunerne og klemmer livet ud af øerne. Grøn omstilling af vores færger må være en fælles national opgave.

Danmark er et ørige. Øboerne passer til hverdag på de danske småøer, og det danske samfund er nødt til at yde en særlig støtte til øerne i krisetider som disse. Til gavn for klimaet, øboerne og alle der besøger og nyder de kvaliteter, som småøerne bidrager med

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00