Cepos: Udvælg et par landsbyer til bevaring for eftertiden, men lad resten overleve på egen hånd

I 2011 besøgte jeg Sankt Jan – den mindste af de dansk-vestindiske hovedøer. Én af de ting fra besøget, der brændte sig fast hos mig, var en vandretur, som gik igennem en gammel landsby med tilhørende sukkermølle.

Landsbyen var blevet endeligt forladt engang i 1940’erne og var efterhånden blevet overtaget af naturen. Men der var stadig tydelige rester af den menneskelig aktivitet, der havde været engang.

Det var et interessant område, fordi det satte menneskets eksistens i perspektiv. Jeg har aldrig fundet ophavsmanden til et af mine yndlingscitater, ”the purpose of civilization is to protect us from nature”. Men turen gennem landsbyen gjorde citatet helt konkret. Så snart mennesket er væk, blomstrer naturen.

Er denne udvikling, hvor en landsby bliver forladt af mennesker, dårlig? Er det noget, man som samfund bør bekæmpe?

I dag er der næppe nogen, der savner den gamle landsby. Men i sin tid var byen måske beboet af mennesker, som kunne have været overtalt til at blive boende, hvis for eksempel den amerikanske stat havde investeret i projekter, der havde gjort livet i byen tilstrækkeligt attraktivt.

Og var viljen hos politikerne i Washington stærk nok, behøvede de ikke blot nøjes med at udskyde det uundgåelige. De ville med større og større tilskud kunne modvirke fraflytningen, så længe politikerne ville. Det er i sidste ende politikernes vilje til at tage fra de mange skatteborgere og give til de få landsbyboere, der afgør, hvornår landsbyen affolkes.

Investeringer i landet reducerer velstanden
Spørgsmålet er, hvor langt vi synes, de amerikanske politikere for 100 år siden skulle være gået for at bevare livet i landsbyen. Eller i en nutidig dansk kontekst: Hvor langt vi synes, Folketinget skal gå for at bevare livet på landet.

Da der nok altid vil være en eller anden form for menneskeliv på landet, bliver spørgsmålet hurtigt til, hvor mange ressourcer politikerne skal bruge på at gøre for eksempel en konkret landsby tilstrækkelig attraktiv til, at et uændret antal danskere vil bo der.

Der er næppe tvivl om, at jo flere penge politikerne bruger på projekter, der skal gøre en landsby attraktiv, jo bedre er det for landsbyens beboere, som får glæde af projekterne.

Medlemmerne af Folketinget bør slet ikke have ønsker til, hvor danskeren skal bosætte sig i landet

Jonas Herby

Ligeledes er der næppe tvivl om, at jo flere penge politikerne bruger, jo værre er det for hovedparten af de resterende 5,9 millioner danskere, som finansierer en fest, de ikke er en del af.

Samlet er der en betydelig risiko for, at politikerne – når de vælger at bruge danskernes penge på projekter på landet – reducerer den samlede velstand i Danmark. Det skyldes for det første, at den slags støtte altid medfører et samfundsøkonomisk tab, fordi man betaler folk for at gøre noget (bo i for eksempel landsbyen), som de ellers ikke ville gøre.

For det andet er der en omkostning ved, at blandt andet landområderne bruger ressourcer på lobbyisme, der kunne have været brugt på noget produktivt. Den slags lobbyismedrevne kampe om politikernes gunst (også kaldet “rent-seeking” i fagjargon) kan være meget omkostningskrævende for samfundet. Endelig er vandringen fra land til by – som i øvrigt har fundet sted længe og sker overalt på kloden – en af drivkræfterne bag den økonomiske vækst.

Nogle vil måske mene, at alle danskere har en interesse i, at der er små landsbyer spredt ud over hele landet. Men andre vil ærgre sig over, at de ikke har mulighed for at se naturen tage over efter mennesket.

Bevar få historiske landsbyer
I mine øjne kan der godt være argumenter for at bevare helt særlige elementer på landet af historiske grunde, ligesom vi kender det fra for eksempel Frilandsmuseet, og ligesom vi betaler museer med videre for at opbevare og udstille helt særlige genstande.

Men i langt de fleste tilfælde har jeg mere end svært ved at se, hvordan det kan blive andre danskeres problem, at en landsby er blevet så lidet attraktiv, at beboerne flytter væk og ingen flytter til.

Ja, det er da trist for de personer, der for eksempel brænder inde med et hus, de har investeret penge i. Men det var nu engang deres eget valg. Desuden har det også ofte afspejlet sig i en lavere købspris. Danskere taber hver dag masser af penge på investeringer, virksomheder, boliger og så videre, uden at de har eller gør krav på andres hjælp.

Skal jeg selv besvare spørgsmålet ”hvor langt skal Folketinget gå for at bevare livet på landet?”, er mit svar derfor ”næsten ingen vegne”.

Udvælg eventuelt et par landsbyer til bevaring for eftertiden på grund af særlig historisk værdi, men lad resten overleve på egen hånd, blive til attraktioner for fremtidige vandrere, som det skete for byen på Sankt Jan eller noget helt tredje. Danskerne er opfindsomme og initiativrige, og jeg er sikker på, at områderne også i fremtiden vil gavne os.”