Debat: Kære Mai Mercado, sådan knækker du hjemløsekurven

DEBAT: Vi har solid viden om, hvordan Danmark knækker hjemløsekurven. Det kræver dog vilje fra socialminister Mai Mercado til at stå imod, når Finansministeriet og KL vil trække i den forkerte retning, skriver blandt andet Lisbeth Zornig Andersen.

Af Christina Strauss, Lisbeth Zornig Andersen, Steen Rosenquist og Torben Larsen
Hhv. bestyrelsesformand i Hjemløseorganisationen Sand, bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem på herberget Overførstergården samt formand for foreningen Arbejdet Adler

Kære Mai Mercado 

Du er kendt for dine stærke udtalelser om at ville knække hjemløsekurven. Det har mange andre socialministre sagt før dig, men du har en mulighed nu, som ingen har haft før dig.

Der er kommet ny viden, og du har en arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan indsatsen kan forbedres.

Der er i mange år kommet rapporter, som viser, at antallet af hjemløse stiger. Du har ligesom andre ministre før dig brugt mange hundrede millioner fra satspuljen på at knække kurven uden held.

Viden om dagligdagens indsatser
Det nye er, at der nu foreligger en stribe analyser, som tilsammen viser, hvad de ansvarlige myndigheder og institutioner gør for at bekæmpe hjemløsheden. Her taler vi ikke om projekter og puljer, men om dagligdagen og om hjemløse i hele landet.

Rigsrevisionen startede i 2014 med at påpege, at kommunerne ikke tilbyder handleplaner og ikke yder den helhedsindsats, hjemløse har brug for. Endvidere at Socialministeriet er for passivt, og at Boligministeriet ikke gør noget for at skaffe de boliger, der mangler.

I 2015-2016 udgav Region Midtjylland rapporter, som viser, at der sker fremskridt for hjemløse, som søger hjælp på herberger og forsorgshjem. I 2017-2018 kom Ankestyrelsen med to undersøgelser, som kort fortalt dokumenterer, at kommunerne ikke kan styre indsatsen for hjemløse.

Lige adgang til sundhed fungerer
Senest har Analyse & Tal udgivet rapporten ”Efter ophold på hjemløseinstitutioner”, som viser, at hjemløse får behandling for fysiske og psykiske sygdomme på hospitaler og hos læger.

Den lige og gratis adgang til sundhedsvæsenet fungerer også for hjemløse. Men der, hvor kommunerne har ansvaret, går det galt. Kun 40 procent får anvist bolig. Under 15 procent kommer i ordinær beskæftigelse. Kun 5 procent behandles for misbrug.

De hjemløse, der klarer sig bedst, er dem, der søger hjælp på herberger og forsorgshjem, og som bliver boende i 3-12 måneder, indtil de er faldet til ro, er udredt, finder en bolig og har en plan for fremtiden.

Under fem procent bor på institutionerne i mere end et år, og 50 procent kan nøjes med ét ophold. Prognosen er især god, hvis den hjemløse, institutionen og kommunen samarbejder om at gennemføre handlingsplanen.

Stå fast over for KL og finansministeren
Kære Mai Mercado: Vi vil gerne slutte med at give dig nogle gode råd om, hvordan du kan knække hjemløsekurven. Vores forslag er, at du skaber ro om hjemløse, der søger hjælp på herberger og forsorgshjem, og at du skaber bedre muligheder, for at institutionerne følger op på de udredninger og planer, som lægges under opholdet.

Når Finansministeriet anbefaler at nedsætte den statslige medfinansiering af opholdene på institutionerne, og KL vll trække hjemløse hurtigt ud fra institutionerne, så kig venligt, men bestemt, på dem, og sig, at det vil skabe mere hjemløshed.

Fortæl dem også, at det kun er en tredjedel af landets hjemløse, der bor på institutionerne. Resten – det vil sige to tredjedele – bor på sofaer eller sover på gaden.

Spørg gerne, hvad der skal ske med dem, og fortæl os det, når du kender svaret. Hvis Finansministeriet siger, at hjemløse bliver dårlige af at bo for længe på herberger og forsorgshjem, så fortæl dem, at det er under fem procent, der bor der mere end et år, og tilføj gerne, at de sandsynligvis er så syge, at de bør have plads på andre, mere varige boformer.

Du kan også sige, der mangler egnede boliger, især i hovedstadsregionen.

Du kan roligt sige det. Der er dokumentation for det nu.

Forrige artikel Enhedslisten: Flere skal vælge det gode liv på landet Enhedslisten: Flere skal vælge det gode liv på landet Næste artikel DF-politiker: Hvad blev der af planen om at skabe et Danmark i balance? DF-politiker: Hvad blev der af planen om at skabe et Danmark i balance?
Ny bog advarer mod energivenlige vinduer

Ny bog advarer mod energivenlige vinduer

KULTURARV: Bygningskultur Danmark kommer med en række anbefalinger til energieffektiviseringer, der ikke går på kompromis med bevaringsværdige bygningers æstetik i ny guidebog.