Den nye boligaftale skal se sammenhængene i almene boligområder

Af Bent Madsen
Administrerende direktør i BL

I de kommende par måneder skal der forhandles en ny, formentlig 4-årig boligaftale i Folketinget. Alle partier i tinget var enten med i aftalen i 2010 eller de senere opfølgninger. Og den brede opbakning, håber vi også, vil være bag den kommende boligaftale. 

Meget står på spil, og med en begavet boligaftale kan der opnås vigtige resultater for både boligområderne og velfærdssamfundet. Omvendt kan en (undskyld ordvalget) ubegavet aftale skabe alvorlige, langsigtede problemer. Boligaftalen vil under ingen omstændigheder koste staten penge. Spillet står nemlig om, hvordan beboernes indbetalinger til Landsbyggefonden skal bruges i de almene boligområder, og staten får tværtimod et plus på bundlinjen fra øget aktivitet m.v.  

Kommunerne får mere velfungerende byområder. Den gennemgribende omdannelse i Gellerup, med fx. nedrivninger og nye veje, bliver støttet af Landsbyggefonden. Det samme gælder større renoveringer og byomdannelser af almene boligområder i alle landets kommuner, herunder også nedrivninger og omdannelser i udkanten. Disse udgifter kan hverken et boligområde eller en kommune finansiere alene. 

Den benhårde realitet er, at de politiske målsætninger om at nedbringe antallet af udfordrede områder kun kan realiseres, hvis de fysiske og sociale indsatser tænkes sammen.

Bent Madsen, Adm. direktør i BL

Meget står derfor på spil i den kommende boligaftale. Men med lidt omtanke kan der også tegnes særdeles konstruktive streger ind i fremtiden. 

Fysiske og sociale tiltag går hånd i hånd
Når det drejer sig om computere, ved vi alle sammen, at hardware og software hænger uløseligt sammen. Men den erkendelse kan knibe i boligpolitikken. 

Pointen er dog den helt simple, at hvis udviklingen i de udfordrede boligområder skal vendes, så skal fysiske og sociale tiltag ses i sammenhæng. Boligområder, som fysisk lukker sig om sig selv, skal åbnes, så de bliver en del af byen. Det skrev den daværende regerings programbestyrelse allerede tilbage i 2008, og det er også de anbefalinger, der fx. er fulgt i Gellerup og Aalborg Øst. 

Den benhårde realitet er, at de politiske målsætninger om at nedbringe antallet af udfordrede områder kun kan realiseres, hvis de fysiske og sociale indsatser tænkes sammen. 

Støtte til nye rammer
Tørre tal viser, at der skal renoveres for 8½ mia.kr. i de 570.000 almene boliger, hvis de skal holde trit med resten af boligmarkedet. De 3 mia.kr. klarer boligforeningerne selv, men Landsbyggefonden bør støtte renoveringer for ca. 5½ mia.kr. 

Men hvorfor skal renoveringerne i de almene boliger dog støttes? Svaret er, at det bliver de sådan set heller ikke, for penge i Landbyggefonden indbetaler beboerne selv. Det smarte er, at disse penge kan bruges til renoveringer i områder med mest behov. 

Regnedrengene i Finansministeriet spår om opsving og flaskehalse. Rutinemæssigt vil de måske sætte foden ned overfor almene renoveringer. Risiko for flaskehalse eksisterer imidlertid kun i vækstcentrene. Derfor er det tåbeligt at stoppe renoveringer og nedrivninger i Ringkøbing, fordi der er risiko for flaskehalse i København. 

I stedet kunne der laves en simpel godkendelsesordning, hvor renoveringer i områder med risiko for overophedning skal godkendes af fx. By- og Boligministeriet. 

Trygheden skal i fokus
Et andet vigtigt element i boligforhandlingerne er de boligsociale indsatser. Dem finansierer Landsbyggefonden med mere end 220 mill.kr. om året.

Skåret helt ind til benet handler de om tryghed i boligområdet og om at bryde den sociale arv. Bydelsmødre tager hånd om småbørnsfamilier, lektiecafeer fra nulte klasse til gymnasiet, introduktion i foreningslivet, fritidsklubber, lommepengejobs for de 12-13 årige, fritidsjobs i det private erhvervsliv for de lidt større, mentorordninger osv. osv.

Disse og mange andre indsatser giver børnene noget fornuftigt at lave og sikrer struktur på hverdagen, så børnenes chancer for at få en uddannelse stiger. 

Tallene taler deres tydelige sprog. Ungdomskriminaliteten er markant faldende, og de unge får i højere og højere grad en uddannelse. Det viser tal fra justits- og undervisningsministeriet. De positive tal er resultatet af en samlet indsats, hvor både skoler, frivillige organisationer, det private erhvervsliv, politiet og mange, mange andre arbejder sammen. Og netop de boligsociale indsatser har rollen med at binde alle de gode kræfter sammen, så der kommer retning og effekt. 

Blot vi flytter én knægt fra at være på kanten af samfundet til at få en faglært eller mellemlang uddannelse, så er der en langsigtet gevinst for samfundet på 8-10 mill.kr. De boligsociale indsatser er en guldrandet investering for samfundet, og de er endda hovedsageligt betalt af beboerne selv.

Tryghed er helt central for, hvordan bolig- og byområder fungerer. Derfor foreslår vi, at der nedsættes et Tryghedssamarbejde, hvor forskningsmæssige eksperter fra SFI, Justitsministeriets Forskningsenhed og Det Kriminalpræventive Råd sidder.
Med KL og BL som sekretariat for dette samarbejde sikres der en direkte kobling til virkeligheden i kommunerne og boligområderne.  

Win-Win eller dobbeltsidet fiasko
I forbindelse med efterårets boligaftale bør der afsættes en særlig pulje i Landsbyggefonden på fx 10 mill. kr. årligt, som skal anvendes til at iværksætte særligt perspektivrige tryghedsindsatser og sikre en løbende forskningsmæssig evaluering, fx sideløbende med at projekterne kører, så bedste og næste praksis kommer ud at arbejde hurtigst muligt. 

Boligaftalen burde ligge på den flade hånd: ingen udgifter for staten og store fordele for boligområder og kommuner. Men hvis ambitionsniveau og omtanke svigter, så får vi ikke reduceret antallet af udfordrede boligområder, men lægger kimen til endnu flere af slagsen.