Færre timer og større forskelle på skoler: Fem vigtige nedslag i bred aftale om folkeskolen

3. Kortere skoledage

Elever skal gå mindre i skole. Det kan virke ulogisk at mindre undervisning skal styrke fagligheden, men det er ikke desto mindre en markant del af aftalen.

Det er derfor, flere ordførere kalder aftalen et opgør med reformen fra 2014. Dengang talte man om heldagsskolen med lektiehjælp og flere timer som et middel til flottere PISA-resultater.

Hver elev mister 320 klokketimers undervisning. I realiteten flere, da det forventes, at skolerne vil bruge friheden til at prioritere færre konfrontationstimer og flere tolærertimer, end der ligger i lovgivningen i dag.

Det er især i indskolingen, skoledagene bliver kortere.

Logikken kan være svær at få øje på, når man vil have en mere praktisk skole, men fjerner elevernes timer i idræt, billedkunst og håndværk og design.

Mange skoler har dog i virkeligheden for længst indført kortere skoledage, da det allerede efter tre år – fra 2017 – blev muligt at konvertere undervisningstid til tolærerordninger.

Det siger noget om, hvor lidt af Christine Antorinis reform, der i virkeligheden blev fuldt implementeret, før politikerne sprang fra dæk.

Samtidig har det kompliceret forhandlingerne: På den ene side skulle der skæres i skoletiden for at give eleverne kortere skoledage. Men hvis man skar al den såkaldte understøttende undervisning væk, ville man på den anden side fjerne det økonomiske grundlag for de tolærerordninger, som en lang række skoler har været glade for.

Rammen til understøttende undervisning er nemlig først og fremmest værdien af lærer- og pædagoglønninger. Og man havde brug for pengene til andre tiltag, man gerne ville indføre. 

I sit oprindelige udspil havde regeringen foreslået et kompromis, hvor man blandt andet skulle droppe minimumstimetallet i historie. Under forhandlingerne dannede DF, Konservative og Liberal Alliance dog fælles nationalkonservativ front i en kamp for historiefaget, mens Radikale kæmpede for at bevare så meget af den understøttende undervisning som muligt.

Under forhandlingerne dannede DF, Konservative og Liberal Alliance dog fælles nationalkonservativ front i en kamp for historiefaget, mens Radikale kæmpede for at bevare så meget af den understøttende undervisning som muligt.

De øvrige slåskampe om timetallet i de enkelte fag har forligskredsen holdt internt i forhandlingslokalet.

Der er blandt andet skrottet timer i natur og teknik og idrætstimer i udskolingen, ligesom eleverne fremover skal begynde senere på fremmedsprog.

Aftalen melder ikke noget om afvejninger af konsekvenserne af de mange justeringer i timetallet. Opgaven har været at gøre skoledagen kortere, og det kræver, at nogle fag beskæres.

Men logikken kan være svær at få øje på, når man vil have en mere praktisk skole, men fjerner elevernes timer i idræt, billedkunst og håndværk og design.

4. Skærm og teknologi

Socialdemokratiets kærlighed til det konkrete Danmark er med Tesfaye som undervisningsminister blevet til en næsten romantisk sværmen for faglokaler, værktøj og fysiske bøger.

Hovedparten af aftalens nye penge går til bedre faglokaler og flere skolebøger. Det er et led i regeringens opgør med den hidtidige digitaliseringsiver i folkeskolen.

Sikkert er det, at både regering og aftalepartier har haft en stærk interesse i under ingen omstændigheder at lægge sig ud med lærerne.

Men samtidig skal eleverne klædes på til den digitale virkelighed, som de næppe kan undslippe hele deres skolegang.

Derfor indføres faget teknologiforståelse, men dog kun som valgfag, selvom eksperter har advaret om, at det risikerer at forstærke en polarisering mellem eleverne – på den ene side de teknologi-kompetente drenge, som føler sig hjemme bag et tastatur, og på den anden side pigerne.

5. Lærernes magt

Som forligskredsens sorte får stod Lotte Rod (R) og kritiserede aftalen under præsentationen.

Hun er talerør for et skolesyn, som har trange kår i den nuværende forligskreds, hvor SF er sat uden for døren efter Jacob Marks friske manøvre under valgkampen. Det ses blandt andet ved, at aftalen åbner mulighed for at give karakterer fra 6. klasse. 

Samtidig beklagede Rod – selvom Radikale altså er med i aftalen – rituelt økonomien. 

De økonomiske realiteter fik også Lærerforeningens og Skoleledernes formænd til at skærpe tonen. 

De har ellers som en del af forbrødringen efter den store lærer-lockout i 2013 de seneste år hygget sig med hyppige "drøftelser" og studieture med undervisningsministeren og partiernes skoleordførere i partnerskabet Sammen om Skolen.

Hvor meget af aftalens indhold, der på forhånd er klappet af i det regi, er uklart. Men sikkert er det, at både regering og aftalepartier har haft en stærk interesse i under ingen omstændigheder at lægge sig ud med lærerne, som ikke bare sidder med magten over aftalen, men samtidig er en betydelig vælgergruppe.

Så kort er hukommelsen ikke.