Fingerplanen skal revideres – byplanlægningen skal ikke alene tage udgangspunkt i København

Fingerplanen så den indre del af København som centrum for udviklingen, lidt som et solsystem med København som solen, hvorfra lyset strålede ud, mens forstæderne var som små planeter og måner, der så måtte kredse herom. Sådan så verden også ud tilbage i 1947, da planen blev til.

Fingerplanen så den indre del af København som centrum for udviklingen, lidt som et solsystem med København som solen, hvorfra lyset strålede ud.

Curt Liliegreen
Projektdirektør, Boligøkonomisk Videncenter

Denne type centralistisk byplan kaldes en monocentrisk plan, og det var udbredt i 1920'erne og 1930'erne. I denne model foregår den økonomiske aktivitet inde i centrum, mens arbejdskraften kan bo udenfor og pendle langs med trafikårerne.

Tanken om at inddrage grønne arealer i Fingerplanen i form af kiler var velkendt. I Wien havde man etableret et grønt bælte allerede omkring 1905, i London var beslutningsgrundlaget på plads i 1935, men et utal af byer i forskellige verdensdele havde det grønne element med i planlægningen, eksempelvis Tokyo.

Kunne man ikke lave en grøn ring rundt om byen, så brugte man kiler og parkveje. Løsningen med de grønne kiler var givetvis kløgtigere end de grønne bælter, der i dag pådrager sig kritik mange steder.

Det gælder eksempelvis i London, hvor bæltet anklages for at bidrage til de stigende boligpriser, for slet ikke at være grønt, for at kun begrænsede dele er offentligt tilgængelige, og for at absurd store dele af det består af golfbaner. Så er vi heldigere stillet her. 

Tiden løb dog fra Fingerplanen. I 1945 havde København 732.000 indbyggere, mens hele Sjælland inklusiv København havde 1.483.000 indbyggere. København var i sandhed dominerende.

I denne model foregår den økonomiske aktivitet inde i centrum, mens arbejdskraften kan bo udenfor og pendle langs med trafikårerne.

Curt Liliegreen
Projektdirektør, Boligøkonomisk Videncenter

Derinde lå produktionsarbejdspladserne, og præcis i centrum af alle herlighederne lå Danmarks største arbejdsplads, Burmeister & Wain, næsten med en imagemæssig betydning for Danmark, som Novo har i dag. Det holdt dog ikke ved.  Ved registerfolketællingen i 1976 var København skrumpet befolkningsmæssigt og overhalet af forstadskommunerne. I første kvartal 2024 havde Sjælland 2.369.000 indbyggere og København trods de senere års fornyede tilvækst kun 659.000.

Med årene voksede planens fingre i længden, og de blev tykkere. Fingrene fik vabler. Nogle steder voksede fingrene sammen. Transportkorridorerne blev længere og længere, hvilket ikke just kan siges at være bæredygtigt. København, der i 1947 havde haft en overvægt af regulerede, om end nedslidte ældre udlejningslejligheder, blev gradvist en dyr by at bo i.

Tanken om det altdominerende centrum passede ikke længere. Som så mange andre gode idéer, så havde Fingerplanen en udløbsdato. Dog ikke, hvis man er politiker i Københavns Kommune eller investor, for ikke at bruge det grimme ord spekulant, for hvem tanken om København som det altdominerende centrum er sød musik i ørerne.

Omegnskommunerne har forsøgt at protestere mod centralismen og har fremlagt deres tanker om omegnens betydning, eksempelvis i "Byvision Ringbyen".  I dag kunne det være oplagt at tænke i mere moderne polycentriske modeller, det vil sige byplaner med mere end ét center, og hvor transportkorridorerne dannede et netværk.

Med årene voksede planens fingre i længden, og de blev tykkere. Fingrene fik vabler. Nogle steder voksede fingrene sammen.

Curt Liliegreen
Projektdirektør, Boligøkonomisk Videncenter

Spørgsmålet er, om det er for sent at tilpasse planen. Der har tidligere været sådanne tanker om at ændre fingerplanen, men man er ikke lykkedes at komme igennem hermed. Det skete, da Egnsplansekretariatet i 1960 fremlagde forslag om at forlade Fingerplanens hovedskitse – fordi befolkningsudvikling og trafikmængde var løbet fra den - og i stedet opbygge nye centre med op til 250.000 indbyggere vest og sydvest for København.

Det økonomiske aspekt af centraliseringen er, at de økonomiske gevinster også koncentreres. Ingen plan uden økonomisk konsekvens. Urbaniseringen skaber kapitalgevinster hos dem, der besidder fast ejendom i byens midte, og det er i høj grad ejendomsselskaber og kapitalfonde med bolig- og butiksudlejningsejendomme. 

Det sker på bekostning af dem, der bor længere ude, hvor vi finder ejendomme, som især ejes af private individer. Med andre ord er centraliseringen også en kæmpemæssig omfordelingsproces, der akkumulerer værdier i selskaber fremfor hos den enkelte danske boligejer.

Problemerne og udfordringerne som planlægningen skal løse, er mange dimensionale og komplekse.

Curt Liliegreen
Projektdirektør, Boligøkonomisk Videncenter

Man kan kalde parcelhuset den lille mands adgang til kapitalgevinster, mens udlejningsejendommene er de store virksomheders vej til gevinst. Når parcelhuskvarteret i omegnen i disse år lægges for had, og vi igen ser vækst i Københavns folketal, så er det også en bevægelse væk fra boligejerskab og over til at blive lejer.

Interessen for at bygge ejerboliger i bymidten er behersket, og parcelhuse er man af gode grunde afskåret fra at bygge midt i en storby. Og København har som bekendt landets laveste ejerboligandel.

Hvad gør vi? Det ville være rart, om planlægningen blev set som en opgave for Sjælland, fremfor at tage afsæt i København alene. Det ville være godt, hvis der var mere fokus på balancen mellem forskellige ejerformer på boligmarkedet i relation til urbaniseringen – ja hvis der helt generelt blev fokuseret på aspekter som økonomi, ulighed, segregering i bosættelsesmønstret og bæredygtigheden i transportarbejdet som følge af planerne.

I virkeligheden kan man ikke vise en så omfattende arealplanlægning i et landkort, det er et postulat. Problemerne og udfordringerne som planlægningen skal løse, er mange dimensionale og komplekse, og kan ikke rummes i kortets to dimensioner. Landkortet med håndfladen og fingrene forbliver en praktisk visualisering, ikke at forveksle med selve planen.