Forfatter: Boligmarkedet tjener den finansielle sektor og modarbejder regeringens idé om et frit, lige og fælles Danmark

Ifølge deres principprogram har Socialdemokratiet i mere end 140 år kæmpet for et Danmark med frihed, lighed og fællesskab. Ikke desto mindre sidder partiet i dag på hænderne, mens netop det Danmark er ved at smuldre. 

De seneste års ekstreme prisstigninger på ejendomme i København betyder nemlig, at Danmark har fået en ny adel af mennesker med helt andre muligheder end befolkningen i resten af landet.

Det klassedelte samfund, som Socialdemokratiet i mere end et århundrede har kæmpet imod, er derved ved at genopstå – blot i en anden form end tidligere. 

Nærmere bestemt har manglende politiske indgreb i boligmarkedet, siden Fogh i 2001 indførte skattestoppet på boliger, bragt Danmark i en situation, hvor det socialdemokratiske samfund i dag er under afvikling lige foran næsen på den siddende regering. 

Ingen planer om indgreb

Summen af de ekstreme prisstigninger og det manglende politiske mod til at begrænse dem er således uigenkaldeligt ved at kløve danskerne over i to.

På den ene side i dem, der har råd til at eje bolig i København – og som derved har et stabilt fundament for at tilgå landets mest magtfulde arbejdspladser og bedste uddannelsesinstitutioner. Og på den anden side i dem, der ikke har råd, men enten må tage til takke med stadigt dyrere lejemål eller med at bosætte sig fjernt fra Rådhuspladsen.    

Samtidig er der tale om en udvikling, som markedet næppe selv kommer til vende. Eller som forfatterne til bogen Rige Børn Leger Bedst, der udkom i begyndelsen af året, udtrykker det: “Kun politiske indgreb kan nu hindre, at de sidste huller på boligmarkedet lukker til, og at København bliver ubetalelig for jævne indtægter”.

Vores samfund er således hverken særligt lige eller særligt frit, så længe det ikke er muligt for bedstemoderen i Thyborøn at sælge sit hus og købe en lejlighed tæt på hendes børnebørn i hovedstaden.  

Gregers Andersen
Kulturforsker og ansat som adjunkt ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen forfatter til bogen 'Frihed, lighed og bæredygtighed. En kritik af det liberale Danmark'

Det er derfor også ildevarslende, at det seneste halvandens års astronomiske stigninger i hus- og lejlighedspriserne i hovedstaden er sket på Socialdemokratiets vagt. Og at partiets reaktion reelt blot har været et træk på skulderen.

Således har finansminister Nicolai Wammen i løbet af det sidste år gentagne gange gjort det klart, at ”regeringen ikke har planer om indgreb på boligmarkedet".

Det er en udmelding, som regeringen senest har fulgt op på ved at give en kold skulder til Det Systemiske Risikoråds anbefalinger om at begrænse danskernes mulighed for at optage afdragsfrie lån. 

Erhvervsminister Simon Kollerup forsikrede ved sidstnævnte lejlighed ganske vist danskerne om, at “regeringen nu vil skærpe sin overvågning af aktiviteten på boligmarkedet”. Men det rokker ikke ved, at regeringens lurepasseri er en katastrofe for den socialdemokratiske forestilling om det lige, frie og fælles Danmark.

Samfundsmodellen er i forandring

For hvad sker der med både den sociale og geografiske mobilitet, når landets hovedstad kun ligger åbent for dem, der har adgang til en formue?

Svaret er, at vi vender tilbage til en langt mere konservativ samfundsmodel, hvor arven af økonomiske privilegier bliver det afgørende kriterium for at have adgang til Danmarks politiske, økonomiske og kulturelle centrum.  

Man kan selvfølgelig indvende, at prisstigningerne kommer dem til gode, der lige nu tjener store penge på prisernes himmelflugt. Alene det sidste år er de huse, der sættes til salg i hovedstaden for eksempel i gennemsnit blevet en en million kroner dyrere, mens ejerlejlighederne er blevet 500.000 kroner dyrere.

Men skal vi have et samfund i balance, er det argument simpelthen ikke godt nok.

Det kræver i stedet en fremtid, hvor det er muligt for mennesker med jævne indtægter uden arvede formuer at eje bolig i København. Og hvor det derfor også er muligt for familier og enkeltpersoner, der har levet deres liv i provinsen, at rykke til hovedstaden uden at måtte se frem til fundamentale forandringer i boligforhold.

Vores samfund er således hverken særligt lige eller særligt frit, så længe det ikke er muligt for bedstemoderen i Thyborøn at sælge sit hus og købe en lejlighed tæt på hendes børnebørn i hovedstaden.  

Gennemgribende midler

Som det er nu, er det derfor ikke heller Danmark eller danskerne, de astronomiske stigninger i hus- og lejlighedspriserne kommer til gode. Nej, det er først og fremmest de banker, der udsteder større og større lån og derved indirekte spekulerer i stigende boligpriser. 

Sammen med indførelsen af en progressiv beskatning af fortjenesten ved boligsalg er det i stedet på tide, at vi får en debat om, hvem boligmarkedet først og fremmest skal tjene.

Gregers Andersen
Kulturforsker og ansat som adjunkt ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen forfatter til bogen 'Frihed, lighed og bæredygtighed. En kritik af det liberale Danmark'

Den britiske økonom Josh Ryan-Collins har i bogen Why Can’t You Afford a Home? (2018) dokumenteret, hvordan stigningen i boligpriser historisk hænger sammen med bankernes villighed til at udstede lån. Eller som han konkluderer: “Der er stærk evidens for, at bankernes villighed til at udstede stadigt større lån driver boligpriserne op uafhængigt af efterspørgslen og andre økonomiske faktorer”.

I det lys er det svært at komme udenom, at bolden ligger på de politiske partiers – og i særdeleshed regeringens – banehalvdel. Uden indgreb fra dem vil den finansielle sektor blive ved med at presse priserne op.  

Regeringens planer om at skabe et par tusinder nye billige boliger i hovedstaden er i den henseende en spæd begyndelse. Men den er heller ikke mere end det.

Planerne bør følges op af en række langt mere gennemgribende virkemidler, der gør boliger til noget, som det er langt mere attraktivt at bo i end at spekulere i.

Beskat progressivt

En progressiv beskatning af fortjenesten ved boligsalg vil for eksempel være med til at gøre noget sådan. Den vil betyde, at incitamentet til at spekulere i boligheder bliver lavere, mens incitamentet til kun at købe boliger, man ønsker at bo i, bliver større.     

Det er med den franske økonom Thomas Pikettys ord i den henseende værd at minde om, at “ejendomsbesiddelse ikke kun rummer en frigørende kraft, som aldrig bør glemmes”. Men at der historisk også har været en “tendens til at tillægge eksisterende ejerforhold en kvasi-religiøs status”.

Eller sagt på en anden måde: Det er ingen historisk nyhed, når magtfulde danske økonomer, politikere, og erhvervsfolk i dag afviser, at der findes alternativer til de nuværende forhold for ejendomsbesiddelse.

Tværtimod viser historien, at et opgør med det herskende ejendomsregime og dets forståelser ofte har været påkrævet for at opnå mere lige samfund.

Den massive modstand fra nogle af landets mest magtfulde aktører bør derfor heller ikke holde regeringen og dens støttepartier tilbage fra at reformere boligmarkedet.

Sammen med indførelsen af en progressiv beskatning af fortjenesten ved boligsalg er det i stedet på tide, at vi får en debat om, hvem boligmarkedet først og fremmest skal tjene.

For som det er nu, er det bankerne og den finansielle sektor, det tjener, og ikke et frit, lige og fælles Danmark.