Jarl Cordua: Ghettoplanen er Løkkes billet til genvalg

Torsdag præsenterer regeringen den længe ventede ghettoplan, som allerede af iagttagere ses som regeringens sidste chance for at præsentere en virksom politik, der tager fat om problemerne med manglende integration i landets såkaldte indvandrerghettoer. Og som får dem afskaffet inden 2030.

Man ser allerede for sig, hvordan man fra hele verden valfarter til Danmark for at studere modellen. Hvis den altså vil virke.

Ud fra de dele af planen, der allerede er lækket, står det klart, at holdningerne i dansk politik fortsat er i skred. Ingen havde vel forestillet sig at vågne op til et samfund, hvor fremtidige forbrydelser begået på ét gadehjørne straffes langt hårdere end den samme forbrydelse, som begås måske få hundrede meter længere væk. Det har allerede fået borgerlige avisers lederskribenter til at se stramme ud i betrækket. 

Dertil kommer redskaber til gymnasierne til at bekæmpe ghettodannelser i gymnasiet, der kan sikre en mere ligelig fordeling af eleverne med anden etnisk baggrund end dansk, så man undgår yderligere fremkomst af de såkaldte ghettogymnasier. Det forslag bliver næppe modtaget med kyshånd alle steder, når det lokale gymnasium i fremtiden meddeler, at det ikke kan optage ens børn, fordi der er indført etnisk kvotering.

Regeringen blæser også til angreb på selve ghettoerne, hvor beboersammensætningen skal ændres, og hvor både pisk og gulerod kommer i brug. Det er slut med den tid, hvor man bare lod stå til, mens hele bydele i løbet af få år har forvandlet sig til noget, der lige så godt kunne være taget ud af et bybillede fra Mellemøsten frem for København.

Hvis man er i tvivl om det, så kan jeg anbefale en gåtur fra Nørrebro station ad Nørrebrogade ind mod byen.

Ingen havde vel forestillet sig at vågne op til et samfund, hvor fremtidige forbrydelser begået på ét gadehjørne straffes langt hårdere end den samme forbrydelse, som begås måske få hundrede meter længere væk.

Jarl Cordua

Planen vil også tvinge indvandrerfamilier til at sætte deres børn i daginstitutioner med videre. Og i det hele taget sætte turbo på de integrationsværktøjer, som man ved, virker.

Og det handler især om at få indvandrere til at lære dansk hurtigt og komme i job i stedet for at lade parallelsamfund udvikle sig, hvor især kvinder går derhjemme og passer børnene, og fortsætter livsstilen fra Mellemøsten og Afrika med de holdninger til kvinder, religion og samfund, som følger med, men altså finansieret af de danske skatteydere.

Det er efterhånden kun Enhedslisten og Alternativet, der viger tilbage for, at man tager hårde sanktions- og strafelementer i brug for at få vendt udviklingen. Selv Radikale er tilsyneladende i bevægelse, må man forstå på Morten Østergaards besøg i virkeligheden i Vollsmose og de efterfølgende avisannoncer, der mere end antyder et politisk kursskifte på området. 

Hvor langt Radikale har bevæget sig med hensyn til integrationsværktøjerne, bliver testet, når regeringen lægger sine forslag frem til behandling i Folketinget. For der bliver ingen større central forhandling, forlyder det selvsikkert fra regeringen, som også er i stand til at iværksætte tiltag per dekret med det samme.

Både DF og S har nikket til de fremlagte forslag, så hvis Radikale ikke vil være med, så må de bare stemme imod de dele, de ikke kan være med på, og derved formentlig mudre det indtryk, som de tilsyneladende gerne vil skabe om, at partiet er i bevægelse på spørgsmålet.

Sikkert i forventning om at komme i regering med Socialdemokraterne efter næste valg.

Tilsyneladende har der været forbavsende ro om regeringens forberedelse af planen, der har været præget af enighed i arbejdet, hvor adskillige ministerier har været involveret i processen.

Måske er den værste rabalder udeblevet, fordi det parti, som kunne tænkes at forsvare de liberale frihedsrettigheder mest intenst, nemlig Liberal Alliance, har siddet for bordenden i arbejdet i skikkelse af Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

I dag er han som bekendt økonomi- og indenrigsminister, men engang var han radikal retsordfører. Det siger en del om holdningsskredet i dansk politik, ikke mindst efter flygtningekrisen i 2015.

Nu står man bag et forslag, hvor man vil straffe pædagoger, lærere og sociale fagpersoner, eventuelt med fængsel, hvis de ikke lever op til pligten om at indberette mistrivsel i ghettofamilier.

Holdningsskredet er formentlig taget til, efter at København oplevede bandekrigene med omfattende og hyppige skyderier på Nørrebro i efteråret, hvor befolkningen var taget som gidsler af diverse indvandrerbander. Og hvor man fik indtryk af, at politiet havde mistet kontrollen med området, og politikerne stod magtesløse tilbage.

Nu har politikerne så været nede i værktøjskassen og er kommet op med nogle redskaber, som er synlige, og som lyder dramatiske, men hvor man har til gode at kunne måle effekten.

Det er i øvrigt et synligt skisma, at regeringens egne vælgere og DF's vælgere, som tit bor alle andre steder end Nørrebro og Vollsmose, formentlig bakker op om håndfaste tiltag. Såsom at kriminelle bliver strittet ud af deres boliger, der bliver hårdere straffe for kriminalitet begået i ghettoerne og deslige, samtidig med at vi så, at vælgerne på Nørrebro og i al fald i Københavns Kommune ved kommunalvalget helt fravalgte de borgerliges knaldhårde retorik og politik på området.

Især Venstre, men også DF, indhøstede en gedigen vælgerfiasko ved at køre hårdt på med politik, som ikke just omfavnede retsstaten.

En ghettoplan vil nok først og fremmest have appel til Socialdemokraterne, som gerne vil vise vælgerne, at de har sadlet om. Det bliver dog meget interessant at følge, hvordan de københavnske socialdemokrater reagerer på ghettoplanens mere kontroversielle forslag.

Vi ved i al fald, at Københavns socialdemokratiske socialborgmester, Jesper Christensen, der bor i Tingbjerg, vender sig imod idéen om hårdere straffe begået i ghettoområder.

Hvad mener man på rådhusene i de store byer, hvor de socialdemokratiske borgmestre troner? Eller bliver de i Folketinget bare kørt over af Mette Frederiksen og co., der allerede har haft stort held med at fortælle vælgerne, at en ny S-regering vil være endnu barskere over for asylansøgere end den nuværende regering? Og selvfølgelig heller ikke vil gå med fløjlshandsker, når det kommer til at tage et opgør med ghettoerne, som regeringen gør.

Det bliver spændende at se, om de socialdemokratiske bukser fortsat kan holde.

Interessant er det i al fald, at regeringen tilsyneladende satser på at få planen vedtaget også med Socialdemokraternes stemmer, som indtil videre spiller på det politiske hold, der mener, at integration virker, hvis man bare gennemfører den rigtige politik.

Over for dem står DF, som længe har meldt klart ud, at integrationspolitik er spild af penge, og det eneste effektive tiltag er noget, som man kun kan fortolke som deportation af alle dem, de ikke mener, hører til i landet. Det bliver derfor spændende at se, om ikke DF alligevel giver integrationspolitikken en chance.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.