KL: Vi har brug for en 'ghettopakke' til landdistrikterne

Af Laila Kildesgaard
Direktør i KL og medlem af Udvalget for levedygtige landsbyer

Når der tales om ghettoer, henvises der almindeligvis til byernes almene boligbyggerier. Men ser man på tal for uddannelse og indkomst i landdistrikterne, bør der også her være nogle alarmklokker, der ringer.

For det er ikke kun affolkning, der er på spil i landdistrikterne. Urbaniseringen er ikke ligeligt fordelt på alders- og indkomstgrupper. Blandt andet stiger gennemsnitsalderen hurtigere i landdistrikter og på øerne end omkring byerne. Der er derfor også i landdistrikterne områder, som er i risiko for at blive koblet af.

9. april 2018 afleverede Udvalget for levedygtige landsbyer sine anbefalinger til erhvervsministeren. Med den rapport i hånden kan regeringen udarbejde den næste ”ghettoplan” med en målsætning om, at der ikke skal være faldefærdige tomme huse og spøgelsesagtige landsbyer i Danmark i år 2030.

Brug for ændringer på landet
Udvalget har foreslået, at der afsættes flere midler i en pulje til landsbyfornyelsen, så der frem til 2030 årligt er 330 millioner kroner. Pengene bør gå til opkøb, nedrivning af huse og medfinansiering af initiativer, der inddrager jordkøb og -salg. Det skal ske i et samarbejde mellem kommunen og de lodsejere, der på sigt vil få glæde af, at ejendomsværdierne ikke styrtdykker.

Forslaget fra Udvalget for levedygtige landsbyer burde spille sammen med en række af de initiativer, som er undervejs i Miljø- og Fødevareministeriets regi med støtte fra EU.

Måske er taget fløjet af den bygning, der engang udgjorde det fysiske samlingssted; stoppestedet, kroen eller fodboldbanen. Så er det på tide, at kommune og stat træder til med en plan sammen med de tilbageværende beboere og lodsejere.  

Laila Kildesgaard
Direktør i KL og medlem af Udvalget for levedygtige landsbyer

Etablering af store vådområder og initiativer om skovrejsning er oplagte at kombinere med en ændring af eksisterende landsbyer. For der skal ske ændringer i nogle af landsbyerne, hvis det igen skal være attraktivt at flytte på landet.

Omdannelse af landsbyer
Som en del af ændringerne i planloven er det lykkedes KL at få igennem, at kommunerne fremover kan udpege særlige omdannelseslandsbyer, hvor landsbyens bygningsstruktur, volumen og adgang til naturområder gentænkes og ændres.

Også et initiativ som klyngelandsbyer i regi af Realdania og DGI, hvor der arbejdes med begrebet jordfordeling, vil spille godt sammen med udvalgets forslag. Og de mange redskaber kan med fordel kombineres. For skal der både være plads til bosætning, landbrug og andet erhverv samt adgang til natur, så skal der tænkes i multifunktionelle løsninger.

I Landbyudvalgets rapport indgår ligeledes et forslag om, at kommunerne fremover skal identificere de landsbyer, hvor en omdannelse er mest presserende. Er landsbyen på vej mod en tilstand, der kalder på en rekonstruktion?

Hvor stor en andel af husene er tomme det meste af året? Hvordan er det gået med prisudviklingen på ejendommene i landsbyen og liggetiden hos ejendomsmægleren? Hvordan ser befolkningsudviklingen og aldersfordelingen ud. Er ildsjælene væk? Er der ingen fælles Facebookgruppe, der skaber gejst og sammenhængskraft?

Måske er taget fløjet af den bygning, der engang udgjorde det fysiske samlingssted; stoppestedet, kroen eller fodboldbanen. Så er det på tide, at kommune og stat træder til med en plan sammen med de tilbageværende beboere og lodsejere.

Det er grundejerne, der har ansvaret for parcellerne, men vi undgår ikke et engagement fra det offentlige på niveau med ghettoplanen, hvis det skal lykkes at undgå forslumring visse steder på landet.