Debat

Konservative: Tilbudspligten er en blandt mange veje til selveje

DEBAT: Der må meget gerne være endnu flere, der vælger at være boligejere, mener Konservative. Det sikrer, at man tager ansvar for både bolig og område, skriver Jakob Næsager.

Foto: Københavns Kommune
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Næsager (K)
Gruppeformand og medlem af København Kommunes Teknik- og Miljøudvalg

Ejerskab er godt. Det vil være godt, om endnu flere får mulighed for at blive herre i eget hus. Det er en tilfredsstillelse ved at eje sin egen bolig – man kan selv bestemme over sin bolig – om hvordan den skal se ud, om den skal fornyes eller udbygges m.v.

Når man ejer sin egen bolig, har man også en interesse i, at boligen forbliver et attraktivt sted at bo. Dels at boligen fortsat er vedligeholdt og har en god stand. De fleste ejere har selvsagt også en interesse i, at boligen holder sin værdi, og gerne bliver mere værd.

Derfor har man som ejer en interesse i at tage ansvar for sin bolig – og også for ens nærområde, så man har et rart sted at bo, og så ens bolig ikke forringes – hverken fysisk eller forringes i værdi.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Tilbudspligten har givet mange lejere mulighed for at blive ejere. Tilbudspligten er ikke paradis på jord, men en vej, hvor flere får mulighed for at eje egen bolig.

Vigtige 2025-forhandlinger

Vi ser gerne, at der bliver gunstigere vilkår for boligejere, så endnu flere vælger denne boligform. Grundskylden er en af de store årsager til, at mange tvinges fra hus og hjem og ikke længere har råd til at eje egen bolig. Navnlig i de store byer er grundværdierne steget så meget, så boligmarkedet er næsten utilgængeligt for førstegangskøbere.

Vi ser gerne, at der bliver gunstigere vilkår for boligejere, så endnu flere vælger denne boligform.

Jakob Næsager, gruppeformand for Konservative i Københavns Kommune

Vi ser gerne, at tærsklen for at træde ind på boligmarkedet bliver lavere, så endnu flere får mulighed for at betræde boligmarkedet for ejerboliger.

De kommende 2025-forhandlinger bliver afgørende for, om de fremtidige generationer har råd til at få en ejerbolig i de største byer. Dels bliver nedsættelse af ejendoms- og grundskatterne afgørende, men også en nedsættelse af personskatterne vil være afgørende for, at endnu flere får råd til en ejerbolig.

Hvis nye boligejere skal kunne slå sig ned i København eller Aarhus vil det forudsætte betydelige nedsættelser af både bolig- og personskatter. Tilbudspligten vil hjælpen nogle til at blive boligejere, men er i det store billede kun en lille vej til at blive boligejer. Privatøkonomien i de mange hjem er af langt større betydning for, at flere får muligheden for at få foden under eget bord i eget hjem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00