Byplanlægger: Kan tragedien i Genova også ske i Danmark?

Af Jeppe Vejlby Brogård
Byplanlægger og arkitekt MAA

En stor del af vores infrastruktur er opført før 1970, så den er overvejende 50 år gammel. Den slags bygværker har en vis levetid, og omkring 50-års alderen er det en god ide at lukke dem for brug og reparere tærede og nedbrudte dele for at forlænge deres levetid.

Alternativet er at rive dem helt ned, inden de bliver til fare for mennesker. De ting, vi stadig bruger, som for eksempel sygehuse, skoler, vejbroer, lufthavne og jernbanebroer, vil vi typisk gerne fortsætte med at bruge. De skal altså enten levetidsforlænges eller erstattes af nye, inden de går i stykker.

Budgetloven lægger et tætsluttende låg over de offentlige udgifter til drift og anlæg af vores tekniske anlæg. Allerede inden lovens indførelse - for fem-seks år siden - gjaldt et driftsloft vedtaget i midten af halvfemserne. Og allerede inden da var de tekniske budgetter beskåret til stort set ingenting. En typisk offentlig teknisk forvaltning har i dag et driftsbudget, som svarer til to procent af en sundhedsforvaltnings og/eller skoleforvaltnings budget.

Budgetloven lægger et tætsluttende låg over de offentlige udgifter til drift og anlæg af vores tekniske anlæg.

Jeppe Vejlby Brogård
Byplanlægger

Forudsætningerne for drift af vores alle sammens tekniske anlæg er altså stærkt begrænset. Det skal ses i sammenhæng med, at vi ejer virkeligt mange af disse anlæg. Samtidig har vi skabt et økonomisk vurderingssystem, som i mange år lagde en straftold på 20 procent oven i skattefinansierede anlæg. Det betyder, at vurderingen af samfundsøkonomien i at erstatte gamle anlæg med nye ville få en negativ forrentning.

Anlæg ville altså ikke kunne betale sig i dette system. Og det må vi forvente vil gælde igen, når en vejbro skal udskiftes, selvom straftolden er blevet sat ned til ti procent.

Den offentlige spildevandsplanlægning har ikke fulgt op med tilstrækkelige krav, og uden dem er sektoren underlagt et af de hårdeste økonomiske begrænsningsregimer i Danmark.

Jeppe Vejlby Brogård

Da Herlev Hospital for nogle år siden skulle udvides til supersygehus, var der afsat 20 millioner kroner årligt til at holde huset oppe, facaderne på plads og forestå driften af alle de indvendige installationer til ventilation, brandalarmering, it og strømforsyning.

De driftsansvarlige for hospitalet anbefalede udvidelsen, hvis driftsbudgettet blev øget til 100 millioner kroner årligt. Det viser størrelsen af efterslæb i offentlig teknisk drift, at udvidelsen er cirka 35 procent i etageareal, mens de ansvarliges anbefaling var en udvidelse af vedligeholdelsen med 500 procent.

Som reaktion er nogle politikere nu ude og forlænge verden med omstrukturering. De vil nedlægge regionerne, selvom de endnu ikke har en idé om, hvilken struktur der skal sættes i stedet. Sygehusene mangler nemlig milliarder bare til renovering og til sundhedsydelser. Endnu har ingen politiker foreslået at nedlægge kommunerne, selvom de også mangler milliarder til renovering af skolerne, vejene og ikke mindst vejbroerne. Vi har set omstrukturering før. Alle kender historien om Skat, som ti år efter omstrukturering skylder kommuner og regioner over 100 milliarder kroner.

Også den anden vej har vi set det før: Da vores vandforsyning og kloakker stod foran milliardinvesteringer for at hindre vandspild og epidemier fra åbne skidtrender, da blev hele sektoren privatiseret til mastodontiske selskaber, som nu kan manøvrere rundt med offentlig planlægning af spildevandsanlæg.

Men den offentlige spildevandsplanlægning har ikke fulgt op med tilstrækkelige krav, og uden dem er sektoren underlagt et af de hårdeste økonomiske begrænsningsregimer i Danmark, hvis ikke det hårdeste. De omlægninger, som var nødvendige i nullerne, og som afstedkom omstruktureringen, er begrænset endnu hårdere end de almindelige offentlige anlæg.

Jeg er kun planlægger, så jeg kan jo sagtens sige, at det er bedre og billigere at løse problemerne med det samme end at danse om den varme grød. Men med alle de andre politiske dagsordener, der flyder rundt som i en åben kloak, så har vi valgt et regime, som står for skattelettelser, og som pisser om ikke i, så dog faktisk på vores drikkevand og fælles infrastruktur. Det er tid til at overveje nye måder at sikre borgerne på.