Kvalitet går aldrig af mode

Af Martin Keiding
Arkitekt MAA, redaktør af tidsskriftet Arkitektur DK og medlem af bestyrelsen i Akademisk Arkitektforening

Der findes ikke en eviggyldig definition på arkitektonisk kvalitet. Spørgsmålet om, hvad der gør noget til god byggekunst og noget til dårlig, er mindst lige så gammelt som pyramiderne, og svaret har altid blæst i vinden, helt afhængig af gældende værdibegreber.

I begyndelsen af 1900-tallet var arkitekterne opdraget til at betragte C.F. Hansens arkitektur, f.eks. Vor Frue Kirke eller Slotskirken, som fremmedartede og dårlige efterligninger af græsk/romersk antik. Det gjorde man, fordi perioden omkring 1900 var præget af nationalisme og nationalromantik.

Men allerede i omkring 1912 blev C.F. Hansen udråbt til et geni af datidens yngre arkitekter, som ønskede afklaring, stringens og kropslighed i arkitekturen.
I dag synes de fleste, at både Martin Nyrops rådhus og C.F. Hansens Råd- og Domhus er af høj arkitektonisk kvalitet.

Til gengæld bliver vi aldrig glade for Operaen på Dokøen, for den mangler lige præcis arkitektonisk konsekvens. Læs bare Henning Larsens bog!

Martin Keiding
Bestyrelsesmedlem i Akademisk Arkitektforening

Men den historie er kun en blandt mange. I 1970'erne mente mange, at Arne Jacobsens arkitektur var mondæn og kedelig, og derfor må man et spadestik dybere ned under stilarter og trend for at kunne sige noget om arkitektonisk kvalitet.

Arkitektonisk konsekvens og ambition
I Danmark har vi stort set alt hvad vi behøver af rimelige boliger (hvis man lige glemmer spørgsmålet om priser), smarte domiciler, fornuftige offentlige bygninger osv. Og det er jo ikke nok at sige, at et hus skal være pænt - for hvad vil det egentlig sige?

Det duer heller ikke at kræve, at det skal fungere godt - for selvfølgelig skal det det - det ville være absurd at forlange det modsatte.

Arkitektonisk konsekvens og ambition, uanset stilart, har en afgørende betydning for, om arkitektur "holder". Vi kommer næppe nogen sinde til at afskrive Amalienborgs Slotspalæer eller Brumleby som dårlig arkitektur.

Til gengæld bliver vi aldrig glade for Operaen på Dokøen, for den mangler lige præcis arkitektonisk konsekvens. Læs bare Henning Larsens bog!

Arkitektonisk kvalitet handler efter min mening også om, hvilke rum og rumlige sammenhænge mennesker skal færdes i i forhold til det liv, de lever.

Skal vi f.eks. henslæbe vores liv i et mega-indkøbscenter omgivet af biler og døde domiciler som man gør i Ørestad? Eller skal vi genopfriske sansen for byernes uregerlighed, mystiske gråzoner og tilfældige sammenrend af former og funktioner?

Arkitekter må tilbageerobre det tabte
Man må som en grundlæggende forudsætning kræve, at konstruktion og materialer er udført og udvalgt omhyggeligt i forhold til budgettet.

Men arkitekterne har gennem årene tabt terræn på dette område og mere eller mindre bevidstløst afgivet kompetencer til andre fagfolk, som til gengæld ikke er uddannet til at se på den arkitektoniske sammenhæng og konsekvens.

Det giver forklaringsproblemer, og derfor må faget tilbageerobre de tabte terræner for at vinde kampen om, hvad arkitektonisk kvalitet overhovedet er for noget.
 
Arkitektonisk kvalitet handler således også om fremtiden og om, hvad arkitekter skal foretage sig. Flere domiciler? Hold en pause! Billige bæredygtige boliger? Ja tak! Byudvikling i mindre skala? Ja tak!

Mindre prætentiøst? Måske - men hvis man er en dygtig arkitekt, kan det godt lade sig gøre. For arkitektonisk kvalitet drejer sig også om talent, om arkitekten er god eller dårlig. Godt eller dårlig uddannet.

Vores ansvar
Det nytter ikke noget at give "de andre" skylden for dårlig arkitektur. Det er arkitekter ellers gode til (særligt i disse tider), men det må holde op: Vi har ansvaret, og hvis det går galt, må vi tage det på os eller sige fra i tide.

Vi diskuterer, om en bog eller en film er god eller dårlig, men vi forlanger ikke en definition på litterær eller filmisk kvalitet for at kunne vurdere, om Da Vinci Mysteriet eller Babel er dårlig eller god.

Vi diskuterer bare, og den diskussion eller kritiske dialog er på en måde en del af svaret på spørgsmålet om, hvad kvalitet går ud på: Det er noget vi må tale og skrive om - hele tiden. Tage skraldet og ikke krybe i skjul.

Poul Henningsen skrev i "Va mæ Kulturen" fra 1938, at en stil først er en stil når også de talentløse bruger den. Det er egentlig det eneste eviggyldige udsagn om arkitektonisk kvalitet, jeg lige kan komme i tanke om.