Landsbyforsker: Inddel landsbyer efter fremtidspotentiale

Af Jørgen Møller
Lektor i kommunal planlægning, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet

Igennem artikelserien skinner det igennem, at både problemanalysen og de forskellige forslag til løsninger omkring den såkaldte kreditklemme afhænger af debattørernes politiske og faglige ståsted.

Forvirringen om kreditklemmen er stor
Er den såkaldte kreditklemme en vandrehistorie kolporteret af medierne?

Er den en del af en italesættelse af, at visse landsbyer og landdistrikter er ved at blive kørt bagud i dansen på grund af urbaniseringen, og fordi indbyggere, erhvervsliv og kommuner ikke har udvist rettidig omhu?

Er det folk med erhvervsmæssige interesser i bolighandel, der fører sig frem?

Er det en politisk platform, hvor enkeltpolitikere og politiske partier uden blusel fører sig frem med løsningsforslag, der bygger på grundantagelsen om, at kreditforeninger ikke vil låne penge ud i visse postnumre, og at staten derfor må sørge for en eller anden ordning, som sikrer långivning?

Kreditforeninger og pengeinstitutter kan herefter med kommuneplanen i ryggen yde de lån, som låntagerne gerne vil have i de sikre vækstområder, men på markedsvilkår.

Jørgen Møller
Lektor i kommunal planlægning , Institut for Planlægning, Aalborg Universitet

Man ved jo, at den folkelige sympati er på landdistrikternes side. Det er egentlig ret svært at få styr på, hvad der er op og ned i denne kreditklemmeproblematik. Jeg kan selvfølgelige heller ikke give et dækkende svar.

Der findes ingen lette snuptagsløsninger
Det eneste, der er sikkert, er, at der ikke findes lette snuptagsløsninger på Udkantsdanmarks problemer. Vi kunne vel derfor starte med at blive enige om, at der i allerhøjeste grad savnes en politisk, overordnet vision for Danmarks fysiske udvikling i en årrække fremover. En vision, som folk og investorer kan forstå, og som regioner og kommuner i en eller anden grad skal tage udgangspunkt i, når de laver deres planer for fremtiden. Man kan vel forvente, at sådanne fysiske og udviklingsmæssige visioner bliver lagt frem i næste Landsplanredegørelse, som udgives i 2017.

Samtidig bør alle de store statslige politikområder inden for infrastrukturområdet, som påvirker erhvervenes konkurrencevilkår og befolkningens levevilkår og mobilitet afklares, og finansieringen være på  plads, når en anlægslov eller et politisk forlig vedtages i Folketinget.

Andre vigtige betingelser for landdistrikternes fremtidige udvikling er rigelige midler til områdefornyelse og renoveringspuljer, og der bør nedsættes en kommission, der kun arbejder med den særlige problematik omkring de utrolig mange overflødiggjorte landbrugsbygninger og en lovgivning, der ikke hænger sammen.

Set i historiens lys, kan man vel med nogen ret sige, at det nu må være provinsen, der står for tur til en særdeles nødvendig, omkostningstung fornyelsesindsats i mindre byer og landsbyer, og de statslige puljer bør selvfølgelig være både rigelige og dække en årrække. Vi må væk fra væk fra ”år til år”-finansieringen, som gør kommuner og borgere usikre på betingelserne.

Kommunernes vigtige rolle
Når de klare, statslige visioner og den langsigtede finansiering er på plads, må kommunerne og kommunalpolitikerne træde i karakter og være beredte til at yde deres afgørende indspil til en mulig løsning på finansieringsklemmen.

Via kommunernes planlægningsret og -pligt i kommuneplanlægningens strategi-del og i selve kommuneplanen bør der, efter at de lovpligtige borgerinvolverings-og høringsrunder er tilendebragt, produceres klare og utvetydige planer for fremtidens mønster af større og mindre byer og landsbyer.

Jeg kunne forestille mig, at landsbyerne kunne inddeles i tre kategorier. Landsbyer, som kommunen udpeger til fremtid, vækst og investeringer, og hvor der investeres i den nødvendige kommunale service, så den også findes om 10 -15 år. Andre landsbyer kan optræde som landsbyer, hvor udviklingen i særlig grad overvåges, og som måske også i fremtiden vil have plads til en beskeden vækst eller en status quo-situation, og endelig vil der være landsbyer, der er så små og nedslidte, at de bør afvikles over en (længere) årrække for til sidst at blive nedlagt.

Herved kommer der klarhed over fremtidens betingelser for bosætning og erhvervsinvesteringer, og kommunerne kan spare penge på anlæg og drift. Disse midler skal ikke bruges til besparelser, men til de nødvendige, fremtidssikrende investeringer i de sikre landsbyer.

Man kan tale om at planlægge med strømmen og lade være med at bruge kommunale ressourcer på steder, som alligevel ikke kan overleve med tilstrækkelig kvalitet i service og fysisk miljø, og en befolkning, som ikke udgør en tilstrækkelig stor kritisk masse til at fylde institutioner, idrætshaller, skoler og andre faciliteter. Ved ikke at prioritere og rolleafklare opnår kommunerne et resultat, som man kan sammenligne med en lagkage med for tyndt et lag flødeskum. Den er heller ikke vellykket.  

Kreditklemmen løsnes
Kreditforeninger og pengeinstitutter kan herefter med kommuneplanen i ryggen yde de lån, som låntagerne gerne vil have i de sikre vækstområder, men på markedsvilkår. De mindre sikre områder, som er udpeget i kommuneplanen, burde kunne få en eller anden form for statsgaranterede lån, eventuelt som en slags tilbagebetalingsgaranti til långiveren, og folk i afviklingsområderne burde kunne få finansiel støtte til både flytning og salg af deres ejendom, således at man kan forlade afviklingsområderne med en husstandsøkonomi, der gør det mulig at få en fremtid et andet sted.

Sammenfatning
Mit gennemgående synspunkt i denne lille artikel er, at der gennem langsigtet, strategisk og visionær fysisk og økonomisk planlægning fra stat, regioner og kommuner samt en klar udpegning af landsbyer til vækst, status quo eller afvikling bør kunne ydes lån på forskellige vilkår og med forskellig statslig involvering. Sker det, får vi klare og lettere forståelige spilleregler omkring finansiering af fast ejendom.