Lektorer: Der er brug for konkrete indsatser i udsatte boligområder - ikke flere navnelege

Midt i marts lancerede indenrigs- og boligministeren sit udkast til en ny lov om parallelsamfund.

Den indeholder blandt andet en række forslag til nye lister og navne til den del af den almennyttige sektor, der som konsekvens af årtiers boligpolitik har oplevet en koncentration af beboere, der ikke har råd til at betale for en ejerbolig.

Hovedpointerne i forslaget, der viderefører de kendte kriterier om uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet, indkomst og kriminalitet for områder i den almene sektor, der påkalder sig særlig opmærksomhed, har allerede været flittigt diskuteret.

For det første handler de om, at ghettoterminologien har vist sig kontraproduktiv. Det er i øvrigt noget, vi som forskere har påpeget i årevis. Alternativt foreslås det, at såkaldte ghettoer omdøbes til parallelsamfund, hårde ghettoer bliver til omdannelsesområder, og som noget helt nyt får vi nu også såkaldte forebyggelsesområder, mens udsatte boligområder fortsat vil være udsatte boligområder.

Mindst fire forskellige lister
Hvis forslaget vedtages, vil vi i Danmark have mindst fire forskellige lister til at udpege almene boligområder med forskellige typer af udfordringer. For det andet ønskes en mulighed for at stramme udlejningsreglerne for de såkaldte forebyggelsesområder, så det kan styres, hvem der flytter ind.

Det får os til at rejse spørgsmålet: Er der overhovedet behov for flere lister, og hvilken betydning vil denne liste- og navneleg have for de berørte områder og deres beboere?

Ser vi på de sidste ti års ghettolister – selv om listerne metodisk set er elendigt konstrueret og kriterierne justeret flere gange – giver de underliggende data ikke desto mindre et interessant blik på udviklingen.

Vi har sammenfattet udviklingen i to figurer. Se bunden af artiklen. 

Første figur viser antallet af områder og deres beboere på de officielle ghettolister fra 2010 til i dag. Her ses det, at antallet af ghettoområder er gået fra 29 med cirka 70.000 beboere i 2010, op til 40 områder og cirka 78.000 beboere i 2013 for derefter at falde til nu 15 ghettoområder med knap 39.000 beboere i 2020.

Halvering blev ikke fejret politisk
Kort sagt et fald på 25 områder og en halvering af antallet af beboere ramt af ghettolistens stigmatisering på seks til syv år. Det er en markant og positiv udvikling og man kan stille spørgsmålet: Hvorfor er dette ikke blevet fejret som en politisk succes?  

Andelen af etniske minoriteter i områderne er steget markant. Det kan umiddelbart virke som et paradoks, men det skyldes den generelle positive udvikling.

Troels Schultz Larsen og Kristian Nagel Delica
Lektorer, Roskilde Universitet

En anden central pointe er, at udviklingen i antallet af beboere viser, at listerne i sig selv er udtryk for en række forhold: De er konjunkturafhængige og afhængige af kriterieændringer, men også af det boligsociale arbejde i områderne. Den anden figur viser også, at antallet af områder blev negativt påvirket af finanskrisen frem til 2013, og at den efterfølgende økonomiske vækst havde en positiv indvirkning.

Nærlæses listerne, vil man se, at de skiftende kriterier også har både øget og mindsket antallet af områder alt efter, hvilke parametre der er indført. Hvis man zoomer ind på udviklingen af listernes konkrete kategorier, som vi gør i den anden figur, kan man se, at antallet af beboere dømt for kriminalitet er faldet markant med cirka ét procentpoint.

Positiv udvikling er mere markant
Fra anden forskning, blandt andet udarbejdet af CFBU og VIVE, ved vi, at den faktiske kriminalitet også falder, og at det boligsociale arbejde er en væsentlig forklaring herpå. Ser vi på andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet, er denne også faldet markant fra 45 procent i 2014 til 38,4 procent i 2020.

På begge områder spiller lokalt og kommunalt samarbejde mellem forskellige aktører som jobcentrer, uddannelsesinstitutioner, boligforeninger og lokale erhvervsnetværk en central rolle. 

Andelen af etniske minoriteter i områderne er steget markant. Det kan umiddelbart virke som et paradoks, men det skyldes den generelle positive udvikling. Udviklingen betyder nemlig, at det kun er de mest udfordrede 15 områder, der er tilbage på den aktuelle liste. Det er blandt andet dem, der har den højeste koncentration af etniske minoriteter. Det betyder også, at den positive udvikling i virkeligheden er mere markant for de udsatte bolig områder, end ministeriets opgørelser umiddelbart giver anledning til at tro.

Dette dokumenteres af boligministeriet i en rapport fra 2020. Heraf fremgår det, at cirka halvdelen (48,5 procent) af beboerne i de 40 områder, der rubriceredes som udsatte i 2019 (det vil sige de områder, der kun lever op til to af de fire kriterier) slet ikke lever op til nogen af listens kriterier.