Debat

Line Barfod: Spekulationsfrie andelsboliger kan sikre, at der er plads til lønmodtagere i København

Det københavnske boligmarked skal fremtidssikres, så det ikke ender som London og Stockholm, hvor kun de rige har mulighed for at bosætte sig. Her kan spekulationsfrie andelsboliger i almene boligforeninger være en del af løsningen, skriver Line Barfod (EL).

København er blevet plastret til med private lejeboliger, som ejerne tager sig dyrt betalt for at udleje. Markedslejen er sat fri, og priserne har nået et niveau, hvor det nærmest er umuligt for lønmodtagerfamilier at få fødderne indenfor, skriver Line Barfod (EL).
København er blevet plastret til med private lejeboliger, som ejerne tager sig dyrt betalt for at udleje. Markedslejen er sat fri, og priserne har nået et niveau, hvor det nærmest er umuligt for lønmodtagerfamilier at få fødderne indenfor, skriver Line Barfod (EL).Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Line Barfod
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Københavns boligmarked er lukket land for mange. Uanset om du skal ind på ejer-, leje- eller andelsmarkedet, kræver det en pengepung, der er særdeles godt foret. Dermed udelukker markedet både unge, voksne og ældre fra at få tag over hovedet i landets hovedstad.

Det skal der laves om på, og det er nødvendigt at fremtidssikre Københavns boligmarked imod at ende som London og Stockholm, hvor kun de rige har mulighed for at bosætte sig. Én vej til at sikre billige boliger er ved fortsat at sætte penge af til at støtte opførelsen af almene boliger, som vi har god tradition for i København.

Men der skal mere til. Derfor bør vi fremover også øremærke midler til spekulationsfrie andelsboliger og tilbyde kommunal lånegaranti. De kan nemlig være med til at løse manglen på billige boliger i hovedstaden.

Byggematadorernes iver for at lave penge gennem byggeri har skruet priserne på byggegrunde så højt op, at almene boligselskaber har svært ved at være med.

Line Barfod
Teknik- og miljøborgmester (EL), Københavns Kommune

Andelsbolig i den almene boligforening

Det store problem er, at København er blevet plastret til med private lejeboliger, som ejerne tager sig dyrt betalt for at udleje. Markedslejen er sat fri, og priserne har nået et niveau, hvor det nærmest er umuligt for lønmodtagerfamilier at få fødderne indenfor. Og byggematadorernes iver for at lave penge gennem byggeri har skruet priserne på byggegrunde så højt op, at almene boligselskaber har svært ved at være med.

Det betyder, at lejligheder med en overkommelig husleje bliver en mangelvare i hovedstaden, som gennem de senere år er vokset med 10.000 indbyggere om året. Samtidig er prisen på ejerboliger stukket helt af, og den førhen umiddelbare indgang til boligmarkedet, andelsboligen, er mere eller mindre sat fri og følger dermed trop i rigtig mange tilfælde.

Temadebat

Kan andelsboliger løse manglen på billige boliger i byerne?

Andelsboliger kan bidrage til at skabe blandede byer, som derfor betyder, at politikerne skal understøtte den spekulationsfri boligform yderligere.

Det er ambitionen i regeringen, hvor boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) i et interview med Berlingske inden sommerferien udfoldede sine spirende tanker. Ministeren fortalte, at han aktuelt ser på og "arbejder meget intensivt med" at udforme nye modeller for "spekulationsfri andelsboliger", der kan få "revitaliseret andelsboligen som et billigt alternativ".

Hvad kræver det, hvis andelsboligerne skal spille en større rolle i udviklingen af byerne? Hvad står i vejen for, at det sker i dag? Og hvad taler imod ministerens ønske om flere andelsboliger?

Om temadebatter:

Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Har du et vigtigt input til debatten og vil deltage? Kontakt Altingets debatredaktion på [email protected].

Derfor er der brug for nytænkning, og her kan spekulationsfrie andelsboliger være en nøgle til succes.

Spekulationsfrie andelsboliger kan for eksempel bygges i almene boligforeninger, hvor der fysisk er plads og ikke mindst parathed blandt beboerne i foreningerne. Prisen på denne form for bolig skal blot følge prisudviklingen i samfundet, og dermed bliver de ikke en del af det boligmarked, som kun handler om størst mulig profit.

Således vil interesserede kunne erhverve sig en bolig til en pris, de kan betale, og samtidig behøver de ikke bekymre sig om, hvorvidt boligboblen brister. Til gengæld kan de så heller ikke skrue prisen på boligen unødvendigt op, når de engang skal videre i livet.

De spekulationsfrie andelsboliger kan forhåbentlig tiltrække grupper, som ikke normalt søger mod almene boligområder, men som gerne vil have en fornuftig og billig bolig i København.

Line Barfod
Teknik- og miljøborgmester (EL), Københavns Kommune

Blandede boligforeninger styrker samfundet

Udover at skabe et mere forudsigeligt boligmarked kan de spekulationsfrie andelsboliger forhåbentlig tiltrække grupper, som ikke normalt søger mod almene boligområder, men som gerne vil have en fornuftig og billig bolig i København. Det kan gøre, at flere mødes på tværs af indkomstgrupper, alder, etnicitet, og hvor vi er i livet. På den måde styrkes sammenhængskraften i det enkelte boligområde og dermed i samfundet generelt.

De almene boligforeninger løfter i forvejen et vigtigt samfundsansvar i forhold til at tage hånd om mennesker, som kommunen må hjælpe til at få et hjem. Med spekulationsfrie andelsboliger tager den almene boligsektor igen ansvar for at sikre, at flere har mulighed for at blive boende i byen, selvom livssituationen ændrer sig, og man for eksempel har brug for mere plads til en nystiftet familie.

I sidste ende kan denne type af andelsboliger også være med til at sikre almene boligforeninger mod nedrivninger og frasalg, når regeringen laver sine årlige lister. Flere spekulationsfrie andelsboliger vil nedbringe procentdelen af almene familieboliger, som skiftende regeringer i årevis har bekriget mod al fornuft.

Den almene sektor er klar til at skabe endnu flere billige boliger i København, og det tilbud skal vi tage imod med kyshånd i kommunerne. Forhåbentlig kan de første spekulationsfrie andelsboliger blive til virkelighed i København.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Line Barfod

Teknik- og miljøborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00