Kommentar af 
Morten Reimar

Luftforurening, butiksdød og rekordlav livskvalitet: Politikerne svigter hovedstaden

Problemerne i København er lige så store, som de er oversete, for der er ikke meget politisk kapital i at være et københavnerparti. Men hvis ingen taler byens sag, hvordan undgår vi så, at Danmark knækker over på midten, skriver Morten Reimar.

I København er hver femte detailhandel lukket siden 2007, og det er mere end noget andet sted i Danmark, skriver Morten Reimar.
I København er hver femte detailhandel lukket siden 2007, og det er mere end noget andet sted i Danmark, skriver Morten Reimar.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lad mig fortælle dig om et sted i Danmark. Det er et sted med udbredt butiksdød. Faktisk det sted, hvor der er lukket flere detailbutikker end noget andet område i landet. Et sted med så massiv forurening, at de, der bor der, kan blive alvorligt syge af at trække vejret. Det sted i Danmark, hvor trivslen er allerlavest.

Man skulle tro, politikerne stod i kø for at rette op på så store problemer. Men det gør de ikke. Selvom det er vores hovedstad København, det drejer sig om.

For mens politikerne er låst fast i en overbudskamp om, hvem der bedst repræsenterer landets yderområder, er der ikke tilnærmelsesvist samme kamp om at være Hovedstadens parti.

Tværtimod kan der ofte scores billige point på at slå københavnerne oveni hovedet og ynke provinsen. At tale forskellen mellem by og land op.

Der er god politisk matematik i at være en ægte jyde, der går op imod eliten i København i en grad, at selv Morten Korch ville være flov over at finde på det.

Vel er der udfordringer og mangel på det ene og det andet, jo længere fra storbyen man kommer. Men med et ofte ensidigt fokus bliver problemer i hovedstaden oversete. Og det betyder ikke, at alt derfor er godt i København. Tværtimod.

Realdania og Videnscentret Bolius har lavet en undersøgelse af danskernes oplevede livskvalitet fordelt på kommuner. På den måde er det muligt at se, hvor danskerne er mest og mindst lykkelige, og resultatet vil nok komme bag på de fleste, der følger den politiske debat.

Helt nede i bunden på en 98. plads finder man København. Det er den kommune i landet, hvis borgere har den laveste oplevede livskvalitet.

Morten Reimar

På førstepladsen – altså der, hvor de oplever den største livskvalitet – ligger Ringkøbing-Skjern. Bornholm indtager en tredjeplads, Jammerbugt kommer ind som nummer syv efterfulgt af Mariagerfjord og Lemvig. Helt nede i bunden på en 98. plads finder man København. Det er den kommune i landet, hvis borgere har den laveste oplevede livskvalitet.

Og det på trods af, at der er kort til hospitalerne, at skolerne ikke skal lukkes, at der er masser uddannelsesmuligheder, samt alle de andre markører, der optager politikerne. Alligevel skraber København bunden. Et bud på en årsag fra Realdania selv er blandt andet store økonomiske udgifter og manglende adgang til natur, som følger med at bo mange mennesker klos op ad hinanden.

Noget andet, der kommer med tæt befolkning, er luftforurening fra biler og brændeovne. Det er kommet til et punkt, hvor Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning sidste år i en rapport kunne skrive, at 12 procent af alle københavnske dødsfald helt eller delvist kunne tilskrives sundhedsskadelig luftforurening.

Mediet KøbenhavnLiv talte i den forbindelse med professor Zorana Jovanovic Andersen fra Københavns Universitet, der placerer luften som den tredjestørste trussel mod folkesundheden i København, kun overgået af rygning og fysisk inaktivitet.

"Vi kan ikke undgå luftforurening, for det kommer ind i vores boliger. Det er over det hele," sagde hun.

Så er der butiksdøden. I København er der masser mennesker til at gå i butikker og holde dem i live. De tomme butikker, det er sådan noget, de har ude på landet.

Læs også

Derfor besluttede regeringen sammen med SF, Danmarksdemokraterne, Radikale, DF, Alternativet og Nye Borgerlige i starten af året, at købmænd i byer med under 2.500 indbyggere kunne søge om en check på 50.000 kroner til at holde sig oven vande. 100.000 kroner, hvis de også købte en ny fryser.

"Det er vigtigt, at vi støtter de små lokalsamfund," sagde erhvervsminister Morten Bødskov (S).

På Østerbrogade i København, et tætbefolket område med stort kundegrundlag, er 25 procent af butikkerne lige nu til salg eller leje. De kan simpelthen ikke få det til at løbe rundt. Men de får ingen checks af politikerne.

Og det er ikke bare isoleret til Østerbro, for i hele København er hver femte detailhandel lukket siden 2007, og det er mere end noget andet sted i Danmark. En udvikling, SMVdanmarks seniorøkonom Thomas Gress kalder "dybt skammelig."

Prøv lige engang at forestille dig, de tre historier – lav livskvalitet, høj forurening og butiksdød – handle om et hvilket som helst andet sted end København. Læg dertil åbenlys narkohandel, parallelsamfund og ubetalelige boliger. Det havde næppe gået stille af sig.

Der bliver naturligvis valgt københavnske kandidater ind. Det er blandt andre stærke profiler som Jan E Jørgensen (V) og Ida Auken (S), men i Folketinget har kun et parti en hovedstadsordfører, og det er Auken. Til sammenligning har alle partier undtagen et enkelt en landdistriktsordfører.

Der er en offentlig konsensus om, at københavnerne ikke har noget at klage over.

Morten Reimar

En stor del af forklaringen på alt det her skal findes i, at langt de fleste folketingsmedlemmer har fået deres mandat vest for Storebælt. Og det kræver færre stemmer at få valgt en kandidat ind der end i København. Derfor er der en helt klar cost/benefit-fordel ved at tale til provinsen.

Desuden er der en offentlig konsensus om, at københavnerne ikke har noget at klage over.

Det hele er meget værre i Jylland, det behøver man ikke se ret mange debatter for at få et klart indtryk af.

Og skulle nogen i hovedstaden finde på at klage, når Danmark bliver udlignet ved at flytte offentlige arbejdspladser og uddannelser til tyndere befolkede områder, ja så er der faktisk også point at hente for de politikere, der bedst udstiller det som evindeligt elitært brok.

Det er en sport at være mest jysk. At være mest i sync med "det konkrete Danmark" og overbevise vælgerne om, at Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne eller et fjerde parti er dem, der arbejder hårdest for, at provinsen også får sit. Det er et kommunikativt nulsumsspil, der ikke efterlader plads til ret mange nuancer.

Med et markant og ofte berettiget blik for de små landsbysamfunds udfordringer, bliver de lige så relevante problemer i hovedstaden overset. Og hvis noget parti retter blikket derhen, står andre klar til at beskylde dem for at svigte de små samfund.

Men hvis ingen taler byens sag, hvordan undgår vi så, at Danmark knækker over på midten?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Reimar

Selvstændig kommunikationsrådgiver, Reimars Bureau, fhv. rådgiver i Venstre og Radikale
journalist (DMJX 2017)

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00