Mindeord om byplanlægger og borgerrepræsentant Peder Boas Jensen (88)

I 1962 mødte jeg Peder Boas i Socialistiske Studenter, SF's fraktion i Studentersamfundet, hvor han var formand, og jeg blev medlem af bestyrelsen.

Han var ved at færdiggøre arkitektuddannelsen, og sammen med sin ægtefælle – socialrådgiver Gertrud Birke – købte han et byggeforeningshus i Kartoffelrækkerne ved Sortedamssøen i København, hvor de lagde hus til talrige møder. Deres hus var nærmest et center for Socialistiske Studenter.

Socialistiske Studenter var meget aktive på SF's venstrefløj og fik voksende tilslutning op gennem 1960’erne. Flere medlemmer af SF's hovedbestyrelse kom fra Socialistiske Studenter. Ved "kildeskattevalget" i 1966 gik SF frem fra 10 til 20 mandater, hvilket indebar, at der for første gang var rødt flertal i Folketinget, men samtidig voksede modsætningerne mellem de gamle og unge i SF, og det kulminerede med en splittelse i december 1967, hvor VS brød ud.

I 1966 var der også kommunalvalg, hvor Peder Boas blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i København, og han gik også med over til VS i december 1967 og fortsatte med at være borgerrepræsentant frem til 1977.

Efter 1968 skete der en polarisering på venstrefløjen med voldsomme fraktionskampe, og dette ramte VS hårdt, der fra 1971 til 1975 var ude af Folketinget og også mistede pladserne i kommunalbestyrelserne. På et tidspunkt var Peder Boas den eneste folkevalgte, der repræsenterede VS.

Uanset Peder Boas kun var en enmandshær, havde han relativt set en stor indflydelse. De socialdemokratiske overborgmestre Urban Hansen og Egon Weidekamp havde iværksat meget brutale saneringsprojekter, der ødelagde byens sjæl. Det startede på Nørrebro. Der opstod en stærk folkelig modstand, der krævede bevarende saneringer og renoveringer.

Peder Boas blev et bindeled mellem den folkelige modstand og de bonede gulve på Københavns Rådhus.

Som byplanlægger lyttede man til ham, og han bidrog dermed til en mere blød saneringspolitik, der i højere grad respekterede og bevarede bymiljøet.

Peder Boas' helt store styrke var, at han var "ikke-politiker". Han var rolig og afslappet, lun og humoristisk. Om politik sagde han, at man kun skal være med, så længe man synes, at det er sjovt.

Peder Boas var også en habil violinspiller, og der var ikke et øje tørt, når han spillede 'Internationale' på sin violin.