Nu gror der istapper på boligmarkedet

PROGNOSE: Regeringen fremlagde i går sin første økonomiske redegørelse, som sænker temperaturen yderligere på et i forvejen bundfrossent boligmarked. Først i 2013 ventes boligejerne igen at kunne lune sig ved de stigende huspriser. Læs hovedpointerne i redegørelsen her.
De reale huspriser falder både i 2011 og 2012, hedder det i regeringens økonomiske redegørelse. Socialdemokraterne håber, at kickstarten vil tænde op under boligmarkedet.
De reale huspriser falder både i 2011 og 2012, hedder det i regeringens økonomiske redegørelse. Socialdemokraterne håber, at kickstarten vil tænde op under boligmarkedet.Foto: Colourbox.com

Jeg har svært ved at se, hvad vi skal gå ind og afstive boligmarkedet med. Vi må håbe, at kickstarten gør, at der kommer mere gang i beskæftigelsen, at det skaber mere optimisme, og at det smitter af på folks lyst til at købe hus

Jan Johansen (S)
Boligordfører

Der er ved at danne sig istapper på det bundfrosne boligmarked, som både Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde til et centralt tema under valgkampen.

Det fremgår af regeringens økonomiske redegørelse, som blev offentliggjort i går tirsdag, og som indeholder en prognose for det danske boligmarked for perioden 2011-2013.

Heraf fremgår det, at liggetiderne for boliger, der er til salg, er på sit højeste siden 2004. Derudover ventes de reale huspriser samlet set at falde med 2,25 procent både i 2011 og i 2012. Først i 2013 øjner regeringen varmere vinde over boligmarkedet. Her ventes huspriserne at stige med 1,9 pct.

Dokumentation

Hovedpointer om boligmarkedet i regeringens økonomiske redegørelse
Sidetal i parentes henviser til regeringens økonomiske redegørelse, som kan læses i sin fulde længde ved at klikke her.

Prisfald, prisfald - og så bedring
Forventninger til de reale boligpriser
2011: -2,25 pct.
2012: -2,25 pct.
2013: +1,9 pct.
(s. 102)

Siden vendepunktet på boligmarkedet i 2007 er de reale huspriser faldet med godt 20 pct. (s. 95)

Bølgegang i boliginvesteringerne
Forventninger til vækst i boliginvesteringer
2011: +9,9 pct.
2012: +1 pct.
2013: +3 pct.
(s. 96)

Regeringens forklaring for hvert enkelt år
2011: Fremgang i det støttede boligbyggeri
2012: Boligjobplan samt kickstartsrenovering af almene boliger
2013: Fortsatte effekter af kickstarten samt en fremgang i det private nybyggeri båret frem af bedre konjunkturudsigter

Skov af til salg-skilte
Antallet af udbudte huse lå i november ni procent over det seneste højdepunkt i begyndelsen af 2009. Der er også flere lejligheder til salg i 2011 end i 2010 (s. 99)

Mens vi venter ...
Liggetiderne er i 4. kvartal af 2011 på det højeste siden 2004, når der korrigeres for sæsonudsving. I gennemsnit tager det omkring 270 dage at få solgt sin bolig (s. 100)

Flere tvangsauktionerne
Efter at antallet af tvangsauktioner er faldet siden midten af 2010, er der igen begyndt at komme flere tvangsauktioner. Niveauet i dag er dog langt lavere end i 90erne (s. 100)

Hovedpointer om dansk økonomi i regeringens økonomiske redegørelse

Flere ledige i 2012
"Beskæftigelsen ventes at falde frem mod udgangen af 2012. Bruttoledigheden ventes at toppe i andet halvår af 2012 på omkring 175.000 personer for derefter at aftage i 2013 med baggrund i den stigende beskæftigelse i løbet af året. Ved udgangen af 2013 ventes bruttoledigheden omtrent at være tilbage på samme niveau som ved udgangen af 2011" (resumé i pressemeddelelse)

Væksten snøvler afsted
Forventet BNP-vækst ifølge økonomisk redegørelse, december 2011 (S-SF-R)
2012: 1 pct.
2013: 1,4 pct.
(s. 11)

Forventet BNP-vækst ifølge økonomisk redegørelse, august 2011 (V-K)
2012: 1,3 pct.
2013: 1,8 pct.
(s. 12 i august-redegørelsen)

"Under forudsætning af, at gældskrisen inddæmmes, forventes væksten i 2013 at blive mere selvbærende, idet de største vækstbidrag vil komme fra det private forbrug, erhvervsinvesteringer og eksport. Væksten i BNP i 2013 skønnes dog at blive forholdsvis begrænset på 1,4 pct." (resumé i pressemeddelelse)

Trecifret statsunderskud næste år
Forventet underskud på de offentlige finanser
2012: Ca. 100 mia. kr. (5,5 pct. af BNP)
2013: Ca. 48 mia. kr. (2,6 pct. af BNP)
(s. 10)


Altinget logoBy og Bolig
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget by og bolig kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00