Oprør fra Udkanten: Fra velvilje til handling

Af Finn Slumstrup
Forfatter og initiativtager til netværket Oprør fra udkanten.

Det er ganske forbløffende, hvad der er sket, siden vi for et halvt år siden startede ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes Land 2.0” med en stor konference i Ærøskøbing.

Pludselig er det som om, Udkantsdanmark er ved at drukne i velvilje, efter at man i årevis har kunnet føle sig som en røst i ørkenen, når man råbte op om den skandaløse skævvridning af Danmark.

Sidste gang vi fik debatten til at løfte sig lidt, kom det politiske establishment i 2010 med nydelige, men ganske uforpligtende signaler. Danske Regioner udsendte ”Vækst i hele Danmark – yderområdernes udfordringer og muligheder”, mens den daværende regering publicerede ”Danmark i balance i en global verden.” Honnørord i lange baner, men et minimum af forpligtende politiske signaler.

Når valget nærmer sig
Den gang som nu voksede opmærksomheden om Udkantsdanmark i takt med, at et valg til Folketinget nærmede sig. Det var og er ikke nogen tilfældighed. For alle implicerede ved så udmærket, at der bor i hvert fald 800.000 mennesker i udkanten, og hvis de holdt op med bare at være utilfredse og i stedet blev vrede – som der er al mulig grund til – så udgør de en politisk kraft, der vil kunne skubbe rundt på adskillige pladser i Folketinget.

Et af de mange problemer, vi på kanten kæmper med, er den såkaldte kreditklemme. Men hver gang vi retter opmærksomheden mod et delproblem, er det vigtigt ikke at tabe den overordnede problemstilling af syne: På trods af, at alle politikere uden undtagelse bekender sig til vigtigheden af, at hele Danmark er beboet, så har landet ikke en egentlig udkantspolitik. Og i mangel på en sådan ser vi en række enkelttiltag, som derfor bliver lap på lap på lap oven på en ikke-eksisterende politik.

Kreditklemmen er blevet så stram, at folk overvejer, om det er muligt at tage sagen i egen hånd, da man ikke kan forvente hjælp derfra, hvor den burde komme.

Finn Slumstrup
Forfatter og tidligere formand for Grænseforeningen

Hvordan fjernes kreditklemmen?
Som det allerede har været nævnt fra anden side i debatpanelet, så kan det derfor godt være svært at bebrejde realkreditinstitutter og banker, at de i den aktuelle situation er tilbageholdende med at låne penge ud mange steder i Udkantsdanmark. Kreditklemmen kan næppe for alvor lukkes op uafhængigt af, hvad der i øvrigt skal gennemføres for at rette op på landets forfærdelige skævhed.

Men når det er sagt, så kan jeg ikke huske at have været til et debatmøde om udkanten, uden kreditklemmen kommer på banen. Fordi de urimelige historier hober sig op, og netop den manglende adgang til kapital føles så voldsomt.

Der bliver naturligvis talt om nødvendigheden af, at staten går aktivt ind. Men jeg har også mødt idérige mennesker, som lufter idéen om, at der er behov for at genopfinde kreditforeningerne. Fjernt fra vore dages mammutforetagender, så er en kreditforening jo oprindeligt ”en forening af låntagere (især grundejere) med det formål at skaffe sig lån på grundlag af deres kollektive ansvar”, som man kan læse i Ordbog over det danske Sprog.

Andre gange har spørgsmålet været rejst, om der kan være inspiration at hente i andelstanken, som var så vigtig for opbygningen af det moderne Danmark.

Sagen i egen hånd
Man kan ironisere over sådanne idéer. Fjernt som de er fra pengeinstitutternes flotte bygninger. Men man kan også vælge at se dem som tegn på, at kreditklemmen er blevet så stram, at folk overvejer, om det er muligt at tage sagen i egen hånd, da man ikke kan forvente hjælp derfra, hvor den burde komme. Altså endnu et eksempel på, hvilken uværdig udvikling vi har oplevet i yderområderne siden dobbeltslaget fra kommunalreformen i 2007 og finanskrisen året efter.