Oprør fra udkanten: Ikke almisser, men lige vilkår

Af Finn Slumstrup
Forfatter og initiativtager til netværket Oprør fra udkanten

Når man har fulgt paneldebatten i Altinget om kreditklemmen – og hvad der kan gøres ved den – sidder man på nuværende tidspunkt tilbage med følelsen af, at der ikke er mere at sige. En lang række meninger og en tilsvarende lang række idéer har været bragt til torvs. Man kan trygt sige, at det nu gælder for denne del af udkantsdebatten ganske som for problematikken i sin helhed, at det er ikke viden, vi mangler. Det er politisk vilje til at gøre noget ved sagen.

Debatten har medvirket til at bringe udkanten, yderområderne eller simpelthen provinsen op på den politiske dagsorden. Vi har set oppositionen komme med spredte forslag, der viser stor vilje til at rette op på skævvridningen, og vi har set regeringen forsøge at sparke de ubehagelige kendsgerninger til hjørnespark ved at nedsætte udvalg, hvis anbefalinger belejligt nok først kan komme i spil efter valget til Folketinget. Også selv om det først kommer helt fremme ved den absolut sidste frist midt i september.

Bøger bidrager til debatten
På mange måder altså en situation, der minder om forløbet op til valget i 2011. Alligevel er der en forskel, og den hænger sammen med, at skævvridningen af Danmark i de forløbne år er fortsat med uformindsket styrke, så man i dag skal være stæreblind for ikke at kunne se den. Desuden er debatten nu også forsynet med flere bøger om sagen til glæde for enhver, som virkelig vil trænge ned bag slagordene. I efteråret kom Lise Lycks grundige helhedsanalyse om udkanten og sammenhængskraften i Danmark, og i marts er der kommet hele to bøger. Først på måneden udkom Kaare Dybvads storartede bog om ”Udkantsmyten”, og for et par uger siden kom vort eget bidrag fra Ærø-initiativet: Antologien ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes Land 2.0” på Forlaget Hovedland.

Behov for politisk handling
Når jeg altså ikke synes, debatten har været et deprimerende dacaponummer, men er løfterig, så skyldes det ikke mindst, at den er båret af en grundtone fra udkantens talsmænd og –kvinder, som gør det meget klart, at det ikke er almisser, vi tigger om. Vi kræver simpelthen, at den eksisterende diskriminering af udkanten fjernes. Det gælder også for mange af bidragene fra Altingets panel.

Et fornemt eksempel var indlægget fra borgmester Erik Buhl fra Varde 8. april. Klare ord fra en begavet venstremand, som blandt andet skrev: ”Vi har ikke brug for almisser. Vi har brug for en jævn bane. Vi har brug for lige muligheder. Vi har brug for fairness. Adgangen til realkreditfinansiering af fast ejendom for mennesker med styr på økonomien bør ikke afgøres af, om der står Valby eller Varde på nærmeste byskilt”.

Vi kræver simpelthen, at den eksisterende diskriminering af udkanten fjernes.

Finn Slumstrup
Forfatter og initiativtager til netværket Oprør fra udkanten

Klarere kan det ikke siges. Problemstillingen er trukket lysende tydeligt op. Konklusionen er tilsvarende umisforståelig: Det er politisk handling, der er brug for!

Stem på opgør med skævvridningen
De 800.000 mennesker, der bor i Udkantsdanmark, har i den kommende tid en mulighed, som skal udnyttes: Undersøg om de lokale folketingskandidater har viljen til at gøre noget ved skævvridningen, herunder naturligvis også kreditklemmen. Undersøg om de har modet til at udsætte sig for anklager i Folketinget om, at der ”ikke skal føres sognerådspolitik på Christiansborg”. En fræk kliché, som ofte høres, når provinsens sag bliver talt – men mærkeligt nok næsten aldrig, når det drejer sig om at udvikle hovedstaden. Og giv så efter afsluttede overvejelser dit kryds ved folketingsvalget til en politiker, som du er tryg ved, virkelig vil arbejde for at modarbejde skævvridningen af Danmark.