Parcelhusejerne: At gøre intet - er stadig at gøre!

Af Allan Malskær
Landsformand, Parcelhusejernes Landsforening

Der er ingen tvivl om, at kreditklemmen er samfundets skyld. Men det er også i samfundets styresystemer, at løsningerne befinder sig, men det kræver, at der gøres noget ved det. Ellers vinder ”status quo” - for det er jo det letteste. Derfor skal der politisk beslutningskraft til at udnytte de muligheder, som der faktisk findes på den politiske palet. De uundgåelige konsekvenser skal der også ageres på, så det ikke er de enkelte familier, der skal betale for det, som samfundet er skyld i. Som politiker er man også nødt til at træffe upopulære, men nødvendige beslutninger - ellers svigter man sin opgave.

Sammenlæg lokalsamfund, men frivilligt og med økonomiske incitamenter, i stedet for at lade tiden gå, økonomien skride, og husene forfalde. Mange af problemerne skyldes frygten for at købe et drømmehus, men ikke at kunne komme af med det igen. Altså præcis samme årsag til, at det er svært at få et lån på ”normale” vilkår, men så må man jo gøre det på ”unormale” vilkår.

Tænk investering frem for støtte
Med en ordentlig langsigtet planlægning kan man tale om investeringer også fra husejernes side, fordi man tror på et afkast i stedet for at kræve støtte, der jo egentlig er en erkendelse af, at det her projekt ikke kan stå selv. Garantier og risikovillighed er måske det smøremiddel, der kan sikre en mellemperiode og en finansiering, indtil fasen er selvkørende som investering.

Overordnet og lokalt skal man finde de stedbundne potentialer og se på den lokale, regionale DNA. Det hjælper ikke, at man kæmper mod hinanden inden for og mellem kommunerne - det er spild af tid og penge. Måske kræver det en stærkere overordnet styring, så det ikke er de snævre kommunale briller, der alene bestemmer, hvor der skal satses.

Der er mange muligheder i en tilpasning af by- og landzoneloven. Der er potentialer både bygningsmæssigt og menneskeligt i og omkring nedlagte landbrug og virksomheder. Det vil give flere arbejdspladser og måske også med de rigtige finansieringsmuligheder inspirere til kreativ aktivitet.

Hvorfor skal beskatningen af fritidshusejernes udlejningsindtægt ikke tilfalde den kommune, hvor fritidshuset er beliggende?

Allan Malskær
Landsformand, Parcelhusejernes Landsforening

Der er ikke mange, der har bedt om at være i udkantsramte områder. Det er altså ikke et brændemærke, men noget, der skal arbejdes med. Jeg ser desværre sjældent reaktioner fra folk, der er stolte af at bo, hvor de bor, men jeg ved, der er mange, der er det, så vær mere positive.

Skat til sommerhus-kommunen
Der tilføres enorme beløb til områderne, herunder den mellemkommunale udligning, men måske skulle man målrette nogle af beløbene i stedet for at lade et kommunalt selvstyre disponere fuldt ud.

Der skal også indarbejdes, at der kan være ændrede skatteregler. Vi parcelhusejere rammes hårdt af beskatning i mange byer, mens andre slipper lidt billigere i udkanten, hvilket da også giver en vis misundelse – også i forhold til, at udlejningssektoren næsten slipper helt.

Når man har et fritidshus eller en flexbolig i udkanten, hvorfor skal man så ikke betale kommunalskatten for disse to måneder om året. Hele året tilfalder hjemkommunen, men man har jo to hjem! Og hvorfor skal beskatningen af fritidshusejernes udlejningsindtægt ikke tilfalde den kommune, hvor fritidshuset er beliggende.

Fritidshuskommuner opretholder en meget høj lokal grundskat for i det mindste at få noget ud af disse udenbys beskattede ejere. Men dermed rammer man jo også de fastboende i de almindelige huse i landsbyerne. Derfor bør der slet ikke være en grundskat, men et fast beløb pr. hus, hvis der altså overhovedet skal være en skat på boliger. Men som minimum skal der indføres en differentieringsmulighed i grundskatten lokalt.

Bedre kreditvurdering
Tilpas kreditfaciliteterne til realiteterne i lokalområdet, men ikke med indlåsningseffekt. Der kan måske være nogen, der gerne vil have 30-årige lån, men med den usikre fremtid, som der er for de huse og virksomheder, der skal belånes i udkanten, så er det en anden tidshorisont, långiverne ønsker. Andre vil måske gerne have 2 procents rente, selvom det ikke er muligt. Husk lige, hvor lave priserne er på husene, og dermed er der i udgifterne plads til højere renter og afdrag, hvis altså der lige blev etableret den nødvendige tillid til, at man kan sælge husene igen.

Det kræver naturligvis en tilpasning også af kreditforholdene. Det må være den finansielle sektors opgave. Det ville være på sin plads, at der sikres bedre forhold for den kreditvurdering, der skal ske, så situationen bider sig selv i halen. Det kræver beslutninger og udvikling.

Det kræver beslutninger
Jeg har fået en del reaktioner på mit tidligere indlæg om, at ”kreditklemmen skal varigt omgås og løsnes”. Her er jeg også inde på, at der skal indtænkes andre låneformer og fælles garantier, herunder måske mikrolån og pantebrevsmuligheder. Men det kræver, at man har den lokale forankring af kreditvurdering af familierne og husene.

Og det kræver også, at man tør tage beslutninger, for eksempel om hvad der skal nedlægges, og hvad der skal satses på. Ellers vinder ”intet gjort”, og så taber familierne og samfundet kæmpe ressourcer.