Peter Loft: Her er mine dystre spådomme om de nye ejendomsvurderinger

KOMMENTAR: Hvis mine dystre spådomme går i opfyldelse, bliver det formentlig nødvendigt at overveje et fundamentalt ændret ejendomsbeskatningssystem, skriver Peter Loft.

Skatteminister Morten Bødskov (S) afgav i sidste uge et svar til Folketinget, hvoraf det fremgik, at de nye og længe ventede ejendomsvurderinger ikke bliver ret meget bedre end de stærkt kritiserede, næsten ti år gamle, vurderinger.

Systemet er blevet langt dyrere end forventet, det er blevet løbende nedskaleret, og det er stærkt forsinket. Nu følger altså, at det åbenbart heller ikke lever op til de forventninger, der var grundlaget for iværksættelsen af det store projekt.

I 2013 kritiserede Rigsrevisionen de hidtidige ejendomsvurderinger for at være fejlagtige. Som opfølgning på denne kritik påbegyndtes i 2014 et arbejde i et særskilt til lejligheden oprettet center i Skatteministeriet med at udvikle et nyt og forbedret ejendomsvurderingssystem.

I november 2014 blev det estimeret, at dette udviklingsarbejde ville koste 200 millioner kroner fordelt over fire år. I løbet af de følgende to år steg udgifterne til 1,2 milliarder kroner, hvoraf Skatteministeriets andel af det samlede projekt udgjorde 690 millioner kroner.

I 2017 kritiserede Rigsrevisionen, at Skatteministeriet ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at styre økonomien i projektet.

Siden er Skatteministeriets andel af udgifterne til det nye system steget til 0,9 milliarder kroner.

I en redegørelse fra Rigsrevisionen fra september i år oplyser Skatteministeriet imidlertid, at de hidtil bevilgede beløb ikke er tilstrækkelige til at færdigudvikle systemet, hvorfor ministeriet snarest vil søge om yderligere bevillinger.

Rigsrevisionen kritiserer i samme redegørelse, at ministeriet ikke længere styrer efter det fremlagte budget, og at hverken ministeriet eller Rigsrevisionen derfor har overblik over sammenhængen mellem budget, forbrug og leverancer. Man mangler altså overblik over, hvor langt i projektet man er kommet, hvor meget der mangler, hvad der er brugt, og hvilke udgifter der resterer.

Efter de oprindelige planer skulle de nye vurderinger kunne sendes ud i løbet af 2019, men i slutningen af 2018 blev udsendelserne udskudt til 2020. Nu er udsendelserne endnu en gang udskudt, foreløbigt til 2021.

Sideløbende med udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem er reglerne om beskatningen af boliger også blevet ændret stærkt. Det skyldes blandt andet, at de nye vurderinger typisk vil være væsentlig højere end de gamle, mens de nye beskatningsregler skal sikre et nogenlunde uændret beskatningsniveau ved at beskatningsprocenterne sættes ned.

Det var planen, at det nye ejendomsbeskatningssystem skulle sættes i værk i 2021 – på grundlag af de nye vurderinger. På grund af problemerne med de nye vurderinger er planerne om introduktion af den nye ejendomsbeskatning også udskudt – foreløbig til 2024, men disse planer hersker der i øjeblikket også stor usikkerhed om.

I løbet af denne udviklingsproces har projektet også undergået en række indholdsmæssige forandringer.

Fælles for disse er, at projektet er blevet reduceret, i takt med at der viste sig administrative problemer. Først opgav man at vurdere grundværdierne knyttet til ejerlejligheder. Dernæst opgav man at fastsætte ejendomsværdier af erhvervsejendomme, herunder udlejningsejendomme.

Og endelig opgav man at fastsætte grundværdien for erhvervsejendomme, således at denne nu skal fastsættes på grundlag af en standardiseret værdi, som ikke nødvendigvis afspejler den reelle værdi.

En anden type frontforkortning har bestået i, at man for eksempel har afskåret husejere fra at klage over de gamle vurderinger – det var for besværligt at holde det gamle it-system i live.

Man har også indset, at den nye ejendomsvurdering bliver så vanskelig at begrunde over for ejerne, at man ved lov har besluttet, at der ikke længere skal gives en målrettet og konkret begrundelse.

Den undrende husejer vil i fremtiden modtage en generel beskrivelse af de regler, der gælder på området. Hvordan man er nået til den konkrete ejendomsværdi, må vedkommende selv gætte sig til.

Sidste skud på stammen er, at man nu tager forbehold for præcisionen i vurderingerne. Det nye system, som længe ivrigt er blevet markedsført af skiftende skatteministre med bemærkninger om, at nu skal vi have ensartede og retvisende vurderinger, vil ifølge oplysninger fra den siddende skatteminister være omtrent lige så usikre og upræcise som de gamle vurderinger, som blev skrottet under højlydt kritik i 2013.

Hele dette forløb rejser mindst to spørgsmål:

For det første, om det nye system overhovedet nogensinde kommer i drift? Det er der formentlig ingen, der kan svare på i øjeblikket. Men det hidtidige forløb gør, at man nok skal nære en vis optimisme for at tro på, at det samlede ejendomsbeskatningsprojekt kommer sikkert i havn inden for en overskuelig fremtid.

For det andet, om det – hvis systemet kommer i drift – er acceptabelt, at de kommende vurderinger på mange områder er omtrent lige så ringe som dem, man skrottede?

Begge spørgsmål fører naturligt til det tredje spørgsmål: Hvad kan man gøre i stedet? Allerede forud for iværksættelsen af det store udviklingsprojekt rejste en sagkyndig arbejdsgruppe spagfærdigt tvivl om, hvorvidt det overhovedet lod sig gøre at lave retvisende ejendomsvurderinger.

Det fremgik også af dette udvalgs arbejde, at præcise vurderinger næppe lader sig gennemføre. Alligevel besluttede man at gøre forsøget på et lovmæssigt grundlag, som bestemt ikke var enklere end det hidtil gældende.

Hvis mine dystre spådomme måtte vise sig berettigede, bliver det formentlig nødvendigt at overveje et fundamentalt ændret ejendomsbeskatningssystem.

En del lande beskatter realiserede ejendomsfortjenester i stedet for ejendommens beregnede løbende afkast. Det løser en række administrative problemer, men efterlader et gigantisk hul i statskassen, da man formentlig vil være nødt til at lave regler, der sikrer, at man kan sælge sit hus og bruge provenuet herfra til at købe et nyt uden mellemkommende beskatning, hvorved ejendomsbeskatningen reelt vil blive en arveafgift.

En anden og formentlig politisk lige så uacceptabel løsning er at forlade illusionen om præcision og i stedet udskrive skatten på grundlag af et standardiseret beregningsgrundlag, som derefter løbende reguleres med et byggeprisindeks for det pågældende område.

Men også denne – uretfærdige – model rejser blandt andet spørgsmål om, hvordan man overhovedet skal lave det standardiserede beregningsgrundlag.

En variant af denne model er at søge at gennemføre en markant forenkling af det gældende vurderingslovgrundlag, hvor man for eksempel afstår fra at beregne en grundværdi, og hvor en række af de relevante oplysninger om ejendommes beskaffenhed indberettes af ejeren selv – på samme måde, som man i princippet opgør indkomstskattegrundlaget.

Et overraskende element i denne triste udvikling er den politiske reaktion på skatteministerens seneste udmelding om vurderingernes manglende nøjagtighed. Reaktionen var meget behersket og dæmpet – nærmest som om, at denne oplysning på ingen måde kom bag på dem.

-----

Peter Loft (født 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993 til 2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokat hos Bachmann/Partners. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Dansk Byplanlaboratorium: Brug planloven til at styrke byerne og nå klimamålene Dansk Byplanlaboratorium: Brug planloven til at styrke byerne og nå klimamålene Næste artikel Søren Hove: Politikerne bør tage et opgør med rentefradraget Søren Hove: Politikerne bør tage et opgør med rentefradraget