Debat

RGO: De kommende måneder bliver skæbnesvangre for byggeriet. Danmark må ikke miste målet af syne

Der skal forhandles store lovpakker for byggeriet både herhjemme og i EU, som potentielt kan bane vejen for nødvendige reduktioner i branchen. Men det kræver, at den danske regering binder sig til en klimaambitiøs linje, skriver Anna Fenger Schefte.

De nuværende grænseværdier har mødt kritik fra flere i byggebranchen, som mener, at de er alt for uambitiøse i forhold til at have reduktionseffekt på byggeriets klimaaftryk, skriver Anna Fenger Schefte.
De nuværende grænseværdier har mødt kritik fra flere i byggebranchen, som mener, at de er alt for uambitiøse i forhold til at have reduktionseffekt på byggeriets klimaaftryk, skriver Anna Fenger Schefte.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Politisk går vi i den grad nogle skæbnemåneder i møde i forhold til klimaomstillingen af byggeriet.

De kommende måneder vil afgøre, om vi får lagt de nødvendige politiske spor, som kan sikre, at byggeriets massive klimaaftryk og ressourceforbrug reduceres i de kommende år – både herhjemme og i EU.

I efteråret skal den såkaldte revision af EU's Energy Performance of Buildings Directive forhandles på plads i Bruxelles – og her står og falder meget med, om vi får ambitiøse krav til energiforbedringer i bygninger.

Ligeledes om den endelig revision også fastholder krav om data og efterfølgende indførsel af grænseværdier for indlejret CO2 – det vil sige krav om reduktioner i byggematerialernes klimaaftryk, som udgør godt en tredjedel af byggeriets samlede CO2-udledning.

Læs også

Afgørende forhandlinger 

Herhjemme byder efteråret på politiske forhandlinger om den næste revision af det danske bygningsreglement og fastsættelsen af hvilke grænseværdier, der herhjemme skal være gældende for livscyklusudledninger og herunder den indlejrede CO2 i byggeriet fra 2025, og hvad der skal inkluderes.

Ser vi på EU-forhandlingerne, så skal Danmark også turde sætte baren højt og skubbe på for, at vi ender ambitiøst i forhold til den kommende revision af bygningsdirektivet

Anna Fenger Schefte
Seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Som det ser ud i dag, er CO2 fra transport, byggeplads og nedrivning eksempelvis ikke inkluderet i de nuværende grænseværdier.

Desuden har de nuværende grænseværdier mødt kritik fra flere i byggebranchen, som mener, at de er alt for uambitiøse i forhold til at have reduktionseffekt på byggeriets klimaaftryk.

Som det ser ud nu, vil vi nemlig først opnå reel klimaeffekt for grænseværdierne fra 2027, da den nuværende grænseværdi på 12 kg CO2/m2/år ligger langt over gennemsnittet for CO2-udledninger per kvadratmeter i dag, som er 9,6 kg CO2/m2/år.

Derfor vil vi i 2030 heller ikke, som det ser ud i dag, hente mere end 0,9 millioner ton i CO2-besparelse, hvis den nuværende plan for implementering af grænseværdier for byggeriets CO2-udledning fastholdes.

Vælg den ambitiøse vej

Både i EU-forhandlingerne og i de kommende forhandlinger på dansk jord er det derfor afgørende, at Danmark og den danske regering vælger den ambitiøse vej.

At vi herhjemme kommer ned på en grænseværdi, som ikke blot er for syns skyld, men vil bidrage til reduktioner i byggeriets klima- og ressourceforbrug allerede fra 2025.

Branchen ser også højere klimakrav til byggeriet på EU-niveau som en vej til klare konkurrencefordele på et marked, hvor mindre CO2 og mindre ressourceaftryk i stigende grad efterspørges

Anna Fenger Schefte
Seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Det er med vores klimamål for 2030 og 2050 in mente en bunden opgave, da byggeriet i dag tegner sig for godt en tredjedel af Danmarks samlede klimaaftryk.

En politisk beslutning om hurtigere og mere ambitiøs indfasning af strammere grænseværdier, vil desuden ikke blot bane vejen for vigtige ressource- og klimareduktioner i byggeriet herhjemme.

Det vil samtidig styrke den danske byggebranches muligheder for at blive en europæisk frontløber på cirkulært og mere klimavenligt byggeri.

Et argument, som branchen selv fremfører i debatten.

Ser vi på EU-forhandlingerne, så skal Danmark også turde sætte baren højt og skubbe på for, at vi ender ambitiøst i forhold til den kommende revision af bygningsdirektivet.

Her er det helt afgørende, at vi holder fast på, at krav til reduktioner i indlejret CO2 skal være en vigtig del af den europæiske regulering af byggeriet og et vigtigt skridt i EU's klimaomstilling.

Det er i øvrigt også noget, som den danske byggebranche i flere omgange har opfordret den danske regering til, netop fordi branchen ser højere klimakrav til byggeriet også på EU-niveau som en vej til klare konkurrencefordele på et marked, hvor mindre CO2 og mindre ressourceaftryk i stigende grad efterspørges.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00