Socialrådgivere: Boligstøtte-besparelser spænder ben for socialt arbejde

Af Majbrit Berlau
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Efterårets forringelser af udsatte borgeres mulighed for at få boligstøtte blev indført med regeringens klassiske argument om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Problemet med at bruge økonomisk pression som middel til at få udsatte borgere til at ”rette ind” er, at det i mange tilfælde får modsatte effekt og spænder ben for de sociale indsatser, som blandt andet socialrådgiverne i samarbejde med borgerne igangsætter. Indsatser, der som udgangspunkt har det mål, at borgerne skal i job eller uddannelse.

Forringelser giver flere hjemløse
For det første, fordi eksempelvis forringelserne af boligstøtten medfører risiko for, at langt flere – især unge – vil blive hjemløse. Vi har allerede set en væsentlig stigning i antallet af unge hjemløse i forbindelse med indførelsen af den såkaldte uddannelseshjælp til kontanthjælpsmodtagere under 30, og den udvikling bliver der næppe vendt om på med forringelserne af mulighederne for boligstøtte.

Men en anden og ofte overset faktor, som gør nedskæringer på boligstøtten problematisk set fra et socialfagligt perspektiv, er den ekstreme stresspåvirkning, frygten for at miste sin bolig påfører udsatte borgere.

Denne påvirkning betyder ofte, at socialrådgiverne – i stedet for arbejde med at styrke eksempelvis unges robusthed, kompetencer og motivation til uddannelse eller job – må træde adskillige skridt tilbage og kaste alle ressourcer ind på at få de ramte borgere til overhovedet at rumme deres stressede livssituation.

Men en anden og ofte overset faktor, som gør nedskæringer på boligstøtten problematisk set fra et socialfagligt perspektiv, er den ekstreme stresspåvirkning, som frygten for at miste sin bolig påfører udsatte borgere.

Majbrit Berlau
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Den boligstøtteforringelse, som ifølge regeringen skulle give besparelser på bundlinjen, ender alt for ofte med store menneskelige omkostninger for borgerne og store økonomiske ekstraudgifter for kommuner og af og til regioner i form af spildte foranstaltninger og tabte arbejdstimer.

Lad mig give et par eksempler: En ung kvinde med selvskadende adfærd og et stofmisbrug har evnerne, men ikke det psykiske overskud til at starte på en uddannelse. Socialrådgiveren vurderer, at hun er ”uddannelsesparat” – altså at hun med de rette sociale foranstaltninger kan overkomme sine problemer og starte på en uddannelse inden for seks måneder.

Traditionelt har sådan en sag været forholdsvist ligetil for socialrådgiverne. Der er nogle afgørende personer; familie, fagfolk inden for eksempelvis psykiatrien og så videre, som skal tages i ed, og kvinden skal muligvis have mentorstøtte eller andre foranstaltninger. Men kvinden er motiveret, og indsatsen kan gå i gang eller fortsættes, hvis tidligere foranstaltninger skal videreføres.

Men den stress, som frygten for at miste boligen og det faste holdepunkt i livet tilfører den unge kvinde, gør opgaven langt mere kompliceret. Simpelthen fordi kvinden på grund af frygten for at miste sin lejlighed ikke kan overskue eller leve op til eksempelvis et afvænningsforløb.

Masser af eksempler
Et andet eksempel: En enlig mor til to børn i førskolealderen har et ufaglært deltidsjob. Familien har kun sporadisk kontakt til kommunen, indtil moderen bliver langtidssygemeldt på grund af stress og efter to måneder mister sit job. Derefter kommer hun på kontanthjælp, hvor hun rammes af kontanthjælpsloftets nedskæring af boligstøtten, så hun ikke længere kan betale husleje.

En overgang skal børnene bo hos deres moster, mens moderen overnatter hos bekendte eller en ekskæreste. Familien skal anvises en ny bolig, moderen kan betale, men den kan sagtens ligge i den anden ende af landet – langt væk fra socialt netværk, familie og legekammerater.

Forløbet giver utryghed hos børnene, hvilket i værste fald kan skade deres udvikling, og der skal fra kommunens side bruges adskillige ressourcer på at hjælpe familien til at finde et nyt sted at bo. Alt i alt en både menneskeligt og økonomisk dyr besparelse.

Dette er bare to eksempler, men der er masser at tage af. Og selvom vi – også i efteråret 2015 – kan fortælle positive historier om udsatte borgere, som kommer i uddannelse eller job på ordinære eller særlige vilkår, sker det ikke på grund af forringelserne af sociale ydelser som boligstøtten – tværtimod. Det sker, fordi udsatte borgere, socialrådgivere i blandt andet jobcentre og på uddannelsesinstitutioner samt socialt bevidste virksomheder knokler hver eneste dag.