Egander Skov: Venstre er ved at miste landdistrikterne til Støjberg. Nu skal Morten Dahlin vinde dem tilbage
Det er en politisk nødvendighed, at Venstre får styrket sin tilslutning i det brede, folkelige Danmark. Og der ligger en mulighed for partiet og for den nyudpegede minister Morten Dahlin i at føre en ambitiøs og konstruktiv politik for landdistrikterne, skriver Christian Egander Skov.
Christian Egander Skov
Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet CritiqueMorten Dahlins (V) udnævnelse til minister for byer, landdistrikter og folkekirken er et tegn på, at Venstre endelig er begyndt at tage udfordringen fra Danmarksdemokraterne alvorligt. Udnævnelsen af Dahlin synes at indikere en forskydning af fokus inden for ministeriets ressortområder i retning af landdistrikterne.
Da Louise Schack Elholm (V) tiltrådte, fremstod By-, land-, og kirkeministeriet først og fremmest som kirkeministeriet med vedhæng. Det indtryk understreges af ministeriets udlægning af egne opgaver.
Selvom regeringsgrundlaget 2022 rummede flere relevante tiltag omkring landdistrikterne, var det svært ikke at få det indtryk, at Louise Schack Elholm (V) ikke så meget blev "minister for himmel og jord", men "minister for uvigtige forhold." Elholms vigtigste sag blev da også afskaffelsen af store bededag. Så uvigtig var folkekirken.
Med Dahlin får vi en kirkeminister, som aldrig har vist folkekirken sin store interesse. Men det er måske godt nok. Han er ikke sat der for kirkepolitikken, og hans vigtigste opgave som kirkeminister er ikke at lade tiden læge alle sår. Han er sat der, fordi Venstre har et presserende behov for at opruste på landdistriktspolitikken.
Venstre – og Socialdemokratiet – er ved at miste ejerskabet til et politisk område, som indtil for nyligt stod centralt for begge partier.
Venstre hverken kan eller skal konkurrere med Danmarksdemokraterne i landbrugspolitisk obstruktionspolitik. Problemet er, at Inger Støjberg lige nu kan beskylde Venstre for både at have svigtet på landbrug og landdistrikter, eller bredere endnu provinsen. Det er en politisk nødvendighed, at Venstre får styrket sin tilslutning i det brede, folkelige Danmark.
Og der ligger en mulighed for partiet i at føre en ambitiøs og konstruktiv politik for landdistrikterne – og mere bredt for geografisk balance. De spørgsmål betyder i øvrigt mere for vælgerne hinsides Valby Bakke og Århus Ringgade end landbrugets ret til at hælde kvælstof i fjordene.
Desværre for Venstre er partiet – og regeringen i det hele taget – bagud på point. Så sent som i begyndelsen af november annoncerede Socialistisk Folkeparti og Danmarksdemokraterne en "opsigtsvækkende alliance" som udslag af regeringens svage kurs på området.
Venstre – og Socialdemokratiet – er ved at miste ejerskabet til et politisk område, som indtil for nyligt stod centralt for begge partier.
Opgaverne for landdistriktsminister Dahlin er flere. Landdistrikterne spiller en afgørende rolle for den grønne omstilling. Selvom de fleste er glade for flere vindmøller og solceller og endda gerne vil have flere i kommunen, vil de færreste være deres nære naboer.
En opgave er at sikre en langt mere ambitiøs kompensationsmodel, der giver de allermest lokale niveauer et konkret medejerskab.
Populært sagt: Hvis et lokalsamfund bliver nabo til en solcelleplantage, skal det kunne sammenlignes med, at der findes olie i baghaven. Hvis profitten derimod centreres langt fra lokalsamfundene, så er landdistrikterne blevet reduceret til objekt for ekstraktionsøkonomisk udbytning.
En anden opgave er at sikre både private og offentlige arbejdspladser i hele Danmark. Det handler både om udflytning og om rammevilkår for lokalt erhvervsliv. Igen er det afgørende, at både de offentlige og private arbejdspladser bidrager til den lokale udvikling. Hvordan undgår man, at udflyttede offentlige arbejdspladser bliver pendlerkolonier?
Dahlin må overveje, hvordan man gør det nemmere og mere tillokkende at etablere og fastholde lokale arbejdspladser og butiksliv, men det betyder også, at en liberal politiker som Dahlin må vogte sig for en tro på, at vejen til det mål går over en gennemgående deregulering af planloven. Liberalisme er et udgangspunkt, ikke en løsning.
Til gengæld kan Morten Dahlin med sindsro gribe til flere af kapitlerne i sin bog Må jeg være fri – ikke mindst dem, der handler om civilsamfundets betydning. Den høje livskvalitet i landdistrikterne er, som en ny undersøgelse har vist, paradoksal, fordi den ikke afspejler materielt eller sundhedsmæssige bedre vilkår.
Det er noget andet: Blandt andet det liv, fællesskab og betydningsfulde som foreningslivet giver – et foreningsliv, der er ekstremt presset på grund af offentlige krav og bankernes bureaukrati. Her er en liberal kerneopgave.
Uanset hvor stærk Dahlin kan manifestere en klarere Venstre-linje på sit politikområde, bliver opgaven vanskelig, hvis ikke regeringen som helhed sætter handling bag de gode intentioner.
Og så kunne landdistriktsministeren, nu da han også er kirkeminister, se, om han ikke kunne få folkekirken til at holde op med at lukke lokale kirker og slå sogne sammen i superpastorater. Det er dræbende for det lokale liv, hvor kirken og menigheden fortsat spiller en rolle. Lukker kirken, ja, så er man for alvor overladt til sig selv derude.
Overordnet set rummer regeringsgrundlaget en masse gode takter for en solid landdistriktspolitik. Spørgsmålet er mere, om det bliver til noget.
I det hele taget er det en væsentlig opgave – og et væsentligt problem givet ministeriets udformning – at den politiske opgave netop ikke er landdistriktspolitik i snæver forstand, men derimod regional balancepolitik, som skal sikre, at mennesker i alle aldre og på alle uddannelsesniveauer kan bo, arbejde og leve i hele Danmark.
Det handler også om udflytning af uddannelser og ikke mindst sikring af de mange steder kriseramte regionale og lokale professionshøjskoler. Det handler i høj grad om sikring af de mindre gymnasier i det lokale Danmark, som mildt sagt er utilfredse med regeringens vilje til at sikre deres muligheder.
Da udkantsdagsordenen i sin tid blev sat igennem, var det med stats- og indenrigsministeriel muskelkraft bag sig.
Uanset hvor stærk Dahlin kan manifestere en klarere Venstre-linje på sit politikområde, bliver opgaven vanskelig, hvis ikke regeringen som helhed sætter handling bag de gode intentioner – men det er altid tid til første skridt. Så må resten følge.